Det skal aldrig slå fejl, når månen ligger på ryggen og er så årbar, sæ får vi langvarigt tørvojr. P. K. M.
da.etk.JAT_01_0_00349
De gamle kaldte nordlyset rimmænd. I aften er der rimmænd oppe, fordi dette mentes at være teen til rim og frost. P. K. M.
Det ar. der er mange sortbør (kræklingbær), vil rugen blive god; det ar, da der er mango blåbær, vil bygget blive godt. Sortbærrene gror pa høj Inind ligesom rages, bl&bflBrrefle pa lav bund ligesom bygget. I'. K. M.
Bugner træerne mellem jul og kyndelmisse med rim. skal kornet bugne lige så meget af kjærne. p. K. M.
da.etk.JAT_01_0_00278
Den, som kan blæse dunet af Fandens mælkebøtte (troldkonljeger) i ét pust, må komme til marked. P. K. M.
Lige sa mange prikker der er pa mariehønsene om hoften, ligeså mange rigsdaler vil ru gen koste. p K. yj
Storken kommer med se meldmad om æ hals. (Foruiiddagsineldmaden, som mange ikke får før april). P. K. M.
Den hjordedreng, der kommer sidst op pintsemorgen, skal have det stykke: Swinbøved swet, dryw di sow te æ klet. nær hun løwer vrå, så ka du ri hend æ, nær hun lægger griis, så ka du drik hende sood his, å nær hun lævver ad a* dannn, sa ka du gjør de saimn. P. K. M.
da.etk.JAT_01_0_00043
For flere år tilbage var der en herremand på Eskjær, som gjærne vilde tiltales: Herren på Eskjær. Det lod han en Furbo vide, men denne svarede: Herren er i Himlen, men her står Døvlen slå mæ stodderen på Eskjær. P. K. M.
I Nørre- Snede ligger Hampen by, der består af tre gårde: Vestergård, Meldgård og Østergård. De var i gamle dage før udskiftningen trillinggarde, så stuehusene var sammenbyggede i én længe, udhusene gik ud derfra, og laden lå på den fjerde side. De havde en stor fælles gårdsplads, for så vidt ikke et stakit eller gjærde gjorde skjel. Den ene vestre gård...
Den, der pintsemorgen forst får hovederne ud, kaldes kongen, den, der får dem sidst ud, kaldes hisekongen eller svinehoved. Den, der kommer hjem i gården pintseaften, før solen tager jorden, kaldes sultenso, fordi han ikke kan vente med sin nadver, til solen er gået ned. Den, der får hovederne sidst ind, kaldes natravn. p. k. Madsen.
da.etk.JAH_04_0_00462
Den, som på pintsemorgen kommer forst op, kaldes morgenkat, den sidste koryivw (også smnéhøved eller pintsegris). Den, som forst får hovederne ud, kaldes græstyv, den sidste svinehoved. Den, som får dem sidst ind om middagen: middagsgjcek. Den, der forst får hovederne hjem om aftenen, gjenner æ kok til æ rane. Æ svinehoved vil de andre hyrder drille, og...
Ask e-onsdag kaster st. Peder sin sorte sten i alle vande, og fra den dag kan man ikke med sikkerhed gå ud på isen, da stenen toer vandet fra neden. P. E. Madsen.
Vil en karl have sin tilkommende kone at se, skal han hellig-tre-kongers nat tage tre glas, et med vin, et andet med vand og et tredie med øl og sætte dem pá bordet, så tænde tre lys og sætte et for hvert glas, samt lægge ved siden af et brød og en kniv, dernæst skal han sige: Sig mig, I hellige konger tre, sig mig, hvad i denne nat skal ske, sig mig....
da.etk.JAH_04_0_00410
Igang og afgang er to gilder af meget gammel oprindelse, og som forst i den senere tid er gåede af brug. Alle unge folk, der giftede sig i lavet, måtte gjøre igang, som enten kunde være hel eller halv igang. Til hel igang, der blev gjort, når både mand og kone var ny i lavet, hørte der til at give en tønde gammelt-øl og fire kander brændevin. Der...
Det er gammel snak i Salling, at når man ikke selv kan græde, skal man tage æ so eller æ gris i æ hale. Karlen i en gård skulde flytte, og den dag tog pigen grisen i halen, så den peb. lige idet han gik forbi. P. K. M.
En mand kom efter, at nar karlen gabede, sà gabede hans kone også, og han troede da, det var for godt imellem dem. Så en dag kjorte han til skovs med konen, og kjorte rundt i den for at finde et træ højt nok til at hænge hende i. Hun siger da: "Vi kjører rundt i skov, som gaben gar rundt i støww." Manden spurgte, om det kunde sådan ga rundt. Ja, det...
da.etk.JAH_03_0_00446
I sognene omkring Skjern-à kaldtes det sidste læs æ kwæjjlæs, fordi folk synger ved det. p. k. Madsen.
Når i hosttiden en fremmed kommer ind i et skar, da kaster vedkommende opbinder bånd for ham, ti så må han give brændevin. På lignende måde bærer de sig ad i Ostjylland, når de planter træer, og en fremmed kommer til, ti da binder de denne tilpæls, og han må da love at give en pægl, før han slipper løs. P. K. Madsen, Staby.
