Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Icelandic Keywords
There are no Icelandic Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
En husmand i Rysling bandt kurve til sognestakler at begraves i. Det kunde en røgter, som tjente i præstegården, ikke lide, han frygtede vel for, at han skulde også blive begravet i én af husmandens kurve. Så ønskede han ondt over hans hoveder, og det gik da også sådan, at husmanden mistede en to, tre af sine hoveder. Han lod nu hans kurvebinden være, og...
I hvert sogn havde de hade en kort og en lang lubefjæl. På den stod der blot skrevet: lobefjæl. Den korte fjæl var for dem, der boede i byen. den lange for dem udenbys. Hvor der var knn enkelte steder, var de jo fri for fjælen, og det var blot dem, der havde det daglige hove, der tik den. De folk, der kom fra hove om aftenen, havde bud om, hvem der skulde...
En gang havde mig og en anden mand af byen, Toger i Bostrup, været til Vorbasse marked, og vi kom silde hjem. Næste dag skulde vi til hove ved Nørholm, og så skulde vi slå sivvi. Vi slog så mange, at vi kunde lige ligge og sove i, og sa spiste vi vor mad og sov den hele dag. Ladefogden skulde komme og se, om vi bestilte noget, men han kom ikke. Da det...
Denne bog den tilhører mig Maren ChristensDer er blade i bogen, men ingen lyv, hvo, som stjæler den, er en tyv, kommer jeg efter ham med en knyv, da må han forvare hans lange lyv. Kristen Daugård, Balslundhus, Fåborg.
Der var en mand, a tjente ved, han vilde bryde Eosenørn på Nørholm. Han havde mange heste, men a skulde alligevel altid til hove med en dårlig hest og en kvie til forspand, og det skulde a kjore halvanden mil morgen og aften med. Når en en mand mødte personlig til hove, kunde han ikke kasseres, om han end ikke kunde bestille noget. Kristen Daugård, Fåborg.
Rovse møller var ude på jagt og så kom han til en gård i Rosthøje, hvor sneen lå op over tækket. Han var efter en ræv, og den smuttede ned gjennem en skorsten. Lyren var lav, og der var lige et murlag ovenfor mønningen. Konen stod ude i skorstenen, da den kom farende ned til hende, men den slog kjokkenvinduet itu og sprang der ud af. Hunden var bag efter...
I Stanq) havde de åbne kakkelovne og sad og bankede på lyseklynene at arbejde ved. Uden om dem var der stillet hedetorv op, og så lå de der inden for den kreds og brændte. Der skulde idelig bankes for at banke asken af stykkerne, at de kunde brænde med klar lue, og de måtte ikke være større end en knyttet hånd. Rr. Davgård, Balslundhus, Fåborg.
Mig og en gammel kone fra Fåborg brugte 5 dage for at rive et læs hø. Vi skulde hverre det, men måtte ikke rive det sammen og stakke det, inden ladefogden kom. Så gav det sig altid til at regne, når høet var hverret, og så var det ikke tjenlig at stakke. Vi havde tre fjerdingvej at gå frem og tilbage, og vi skulde jo mode hver dag, til vi blev færdige....
Provst Petersen i Gammelby kom ikke ret godt ud af det med sin degn Johansen. De sloges flere gange, og degnen nappede præsten bag ved alteret, når han gav ham messehagelen på. En gang skulde provsten efter tjenesten til Hornum at dobe et barn og gik derhen. På vejen lige udenfor gården faldt han om og døde. Der or nu plantot et træ på stedet. Da han var...
Vi havde også en stodderkonge i Osse, han hed Thomas Ridefoged og gik i Øsse og Næsborg. Når han traf en tigger, transporterede han den ud af sognet. Kristen Søreusen, Baldsluudhns, Fåborg.
Balslundhus Fåborg
De kan også dølge en tyr, at den kan ikke stikke. En mand fra Øse, der hed Hans Hvas, han kunde gjore det. Sådan kunde han også stille heste. Eu mand kom kjørende, og hans heste løb, og vognen væltede, og han slæbte bag efter. Hans Hvas stillede dem, så de stod øjeblikkelig, men de stod og rystede som et løv. En kan også stille dem lidt efter lidt, men...
Én, de kaldte Henrik Rakker og boede i Ovtrup vesten Varde, havde også sit distrikt her om ad. Når et kreatur var selvdød, skulde der straks en dreng afsted efter ham. De skulde føde ham, imens de havde ham, og hvis det var en kalv, han flåede, havde han lov til at tage skindet med sig, og var det en hest, kostede det lige så meget at flå den, som skindet...
En dag var a nede at slå ved åen, og der var en skrå brink ned mod den med noget græs på. A gik jo og slog det op fra åen, som a jo skuldr. Så kom der en mand til mig og sagde: Du skulde slå det ned i åen, det har du lettere ved, og så er du også fri for at rive, for hvad du slår, det skal du også rive. -- Ja, så flyder det væk. Det gjør ikke dig...
