Organizations
Keywords
There are no Keywords that match this search
Danish Keywords
Show More Danish Keywords
Dutch Keywords
There are no Dutch Keywords that match this search
German Keywords
There are no German Keywords that match this search
Icelandic Keywords
There are no Icelandic Keywords that match this search
Place Mentioned
There are no Place Mentioned that match this search
Place of Narration
Show More Place of Narration
Narrator Gender
There are no Narrator Gender that match this search
Om Margrete Dandronning fortælles, at hun på toget i Sverige tvivlede om sejren. Hun sagde: »Så vist som min ganger ikke kan sætte sine hove i denne sten, så vist får jeg ikke sejr«. Hun havde næppe sagt således, før hestens hove stod dybt i stenen, og hun vandt slaget. Stenen findes i Sverige som vidne derom. Margrete sendte sin søn til England at besøge...
Min Broder havde en Gang hugget sig så slemt med en Øgse over den ene Hånd, og så skyndte han sig op til en klog Mand, der boede på Breddal Mark, han hed Søren Væver, de kjørte der op alt, hvad de kunde. Så forbandt han ham, og så satte han to Pinde op ved Loftet ved Bjælken. Dem smurte han hver Dag, og han sagde til ham, han måtte ikke røre ved...
I ældre tider tog folk det ikke sa nøje med, hvad der groede i skoven; det var fælles for alle, mente de. Endogså i min ungdom plejede vi at rapse, i det mindste forkestager, ri vestager og mindre skafter, det var altid bedre, mente vi, når det var groet i en anden mands skov. Jeg skal nu meddele nogle tilfælde fra begyndelsen af dette århundrede....
Eu mand i Jigebjcerg i Strulcstrup sogn havde et gammelt hus, som stod i forbrand, men det var hensat i en tjornebusk. Manden vilde bygge et nyt hus, men nu vilde han ej gj
Bjælkerne i Uldbjærg kirke er huggede i Skrobakkerne her nede ved fjorden. Der har forhen været skov, men nu er det ene lyng. Der er nok lidt purl endnu, men heller ikke mere. Brandenborgerne brændte skoven af, da de var her inde for at drive fjenderne ud, men de gjorde snart mere skade end gavn. jens begs enke, sundstrup.
Anders Fyrmand tillige med sin søn passede fyret ber på øen. De huggede brændet, som de fyrede med. i skoven, så historien ligger langt tilbage i tiden. Da bavde der ingen strandinger været længe, hvorfor Anders eu dag kun huggede halvt så meget, som der skulde brændes om natten. Fyret gik da ud efter midnat, og om morgenen var der en stranding...
Brejning kirke .... Herremanden tænkte, at degnen måske havde været oppe at tænde alterlysene, men så glemt at slukke dem igjen, da han gik, og han gik op og blæste dem ud; men da han atter vilde gå ud, stod der en stor hvid skikkelse i kirkedoren og spærrede ham vejen. Han bød den at gå til side, ellers vilde der times den en ulykke, men den blev truende...
En mand fra Randers kjøbte en gård i Nørre-Hald, og jeg fulgte så med ham dertil. I den gård var der noget skidteri, og det ytrede sig på forskjellige måder. Men om end skjøndt jeg ikke så noget, var jeg dog sikker på, at det var der alligevel. I vognporten kunde det lyde, som en vogn fuldt belæsset med sten blev aflæsset, idet de tog haverne af, og...
Astrup Himmerland
Der boede en Herremand på Stjernholm, han spilte Kjæreste med en Bondepige, hendes Fader var Klokkestøber og har støbt Klokken i Horsens Klosterkirke. Så var der en Munk i Klosteret, der også vilde spille Kjæreste med hende, men det vilde hun jo ikke. Nok er det, hun blev frugtsommelig ved Herremanden, og den Gang var hun kommen til at tjene i Klosteret...
I det allerøsterste hus i Atrup havde de et barn, der var forbyt. De beholdt det, men det blev ved at være vanvittig altid; han var vanfør på hænder og fodder og havde krampe, så det kunde formelig hugge ham over ende. Han kunde heller ingen ting sige. Han gik omkring imellem folk, og de kaldte ham den tåbelige Mikkel. Når han kom ind et sted, lagde han...
I Ryslinge levede i det 17de århundrede en mand ved navn Niels Fentsen. Han ejede en gåid (som i begyndelsen af dette århundrede tilhørte min farfader) og var en meget tapper og dygtig mand. Det viste han også, da Svenskerne var her i landet 165860; ti da skal han en gang have stået i sin port og med en flintbøsse have nedskudt tre svenske soldater....
Søllinge Fyen
Mine Forældre boede jo her i Huset på Gammelhavn, og her er jeg født, men vi boede dog inde i Nabolejligheden den Gang. Så havde jeg en lille Søster, der var en lille livlig én og var helt rask. Da hører mine Forældre en Aften sådan et sært Spektakel inde i Stuen, og de kunde ikke begribe, hvad det var, der kunde gjøre det, for der var jo ingen Mennesker...
Min Bedstefader var Huskapellan på Frisenborg hos Grev Vedel-Flis og var af ham lovet Befordring på Grevskabet. Så blev Embedet i Gjern-Skandcrup ledigt, og Greven sagde da til ham: »Vil De have det Embede, Hr. Assens?« »Jo, jeg takker, Deres Excellence.« »Men der er den Ting ved det, Hr. Assens, at der er en Datter, og hende kommer De til at gifte...
Min Husbond, Søren Johansen i Oplev, fortalte mig således: I ældre Tid, da Skolen i Årestrup stod ved den nare Side af Kirkegården, og der var Indgang fra Degnens Bolig til Kirkegården, hvor der var en udbygget Kvist, som udgjorde Forstuen, da kunde det jo træffe for den Degn som for andre, at han skulde op om Natten og hen i Yderdøren at lade hans Vand....
En julekvæld væddede nogle karle om, hvem af dem der turde ride til Firhøjene ved Karlslunde. Eu af dem sagde ja, når de andre vilde lade kirkegårdsporten stå åben. Den enbenede trold løb nu efter ham, og karlen slap ind på kirkegården med bægeret, men trolden nåede blot at hugge med sin økse i porten. Bægeret er i Karlslunde kirke.
Kancelliråden vilde ikke tro, at der var noget overnaturligt til. Så kom Skytten, Peder Svas, der op en Aften, og de sad i Mørkningen i hver sin Side af Stuen og holdt Snak. Da kommer der lige med et noget og hugger Piben af Munden på Kancelliråden. »Nu er det nok,« sagde han, og så stillede Skytten det igjen, så det fløj langt hen. Ebbe Lund, Torstrup.
Det var en guldsmed, der en aften skulde til TirsbæJc med herskabets sølvtøj, som ban bavde pudset af. Da ban kom til Bredballe hule, da kom der en mand ud fra skoven og forlangte, at guldsmeden skulde aflevere sin pose. »Å, ja I men vil du så ikke hugge min hånd af med din økse, for så kan de da se, at jeg er bleven overfalden på vejen. Men du må hugge...
En anden tavle findes i altergulvet med kirkens skytshelgen st. Laurentius udhugget i træ, liggende på en rist, og tyrannen Valerianus, hans rad og store mænd omkring stående. Én latterlig passage skal her i gammel tid have tildraget sig således, at da en bonde en søndag var kommen tidlig i kirken, stod og betragtede st. Laurentius, kom degnen i det...
Udenfor Boltinggård var en eng, de kalder Huggensmade. En gang havde ladefogden været så slem, og folkene blev så enige om at hugge ham ihjel der. Karlene brugte deres leer, og pigerne brugte deres river, og de fik også held af at fæ ham af med livet. De fik ingen straf for det, da de var enige allesammen. Men engen fik sit navn af den begivenhed. Peder...
Lars Pallesen hed en meget kunstfærdig tommermand; det er vel 100 år siden han levede. Han nyttede Lundergåids mølle og lade i Jetsmark til det sted, hvor de nu står. Som han nu var i færd med dette arbejde, kom manden fra Skjældgården hen til ham. Jens Skjæld vilde gjærne stå og se på arbejdet, fer så mente han. at han gjærne kunde lære Lars Pallesen...
