En mand fra Alielev kom ind til præsten og vilde mælde ham om en datter, han vilde have gift. Da præsten var færdig med at skrive, vender han sig om til ham og siger: Værsågod og sid ned. Nej tak, nu har a stået så længe, nu må De have farvel, nu vil a til at gå. Så havde præsten den. Manden kommer så ind til degnen i samme ærende. Da han vilde til...
Dåwwerol kaldes de største ål, som fås ved pulsvåddet. Navnet skriver sig fra den måde, hvorpå fiskere fra havegnen indkvarterer sig ved fjorden både i Ty og på Mors, hvor de (o: de 4) giver 2 eller 4 af de største ål hver morgen til værterne foruden betaling. (4 fiskere er sammen, 4 hører til et våd).
Der var en bonde, som var så forfalden lil at snuse, at hait tog en pris for hver omkjøring, han gjorde på stykket, når de pløjede. Hvis nu stykket var kort. blev det til den evige snusen. Selv kunde han ikke bære det snus med sig. han skulde bruge, og konen måtte gjøre snus til ham lige så fuldt, som hun lavede mad. og have med i marken, og når hun kom...
Hvem, denne bog stjæl, er en tyv, i gallen skal han lade sit liv, når han får løben al verden omkring, så skal han hænge ved Hald herreds ting. Lime. Peder Frandsen. Egen hand. Skidtfued. Skidtfued er et skjældsord. Dette var skrevet med en anden hånd bag efter.
I Koldt kirke var en skjøn dag salmerne blevet skrevne fejl, sådan at den sidste, der skulde synges, var bleven den første, og kirkesangeren begynder da med at istemme den salme: Så vil vi nu sige hverandre farvel. Da den var til ende, siger præsten til ham: Hvad var det dog for noget af Dem, at De sang den sidste salme forst? De må da kunne forstå,...
En bonde kom ind på herredskontoret og siger: Er herredsfogden til stede? Nej, siger en skriver, kan du ikke forrette det til mig? Han svarede: Nej, det kan du slet ikke gjøre ved. Hvornår er vi blevne dus? Det må du selv vide, du begyndte forst. På et andet kontor sendte de en ud at spørge manden ad, hvor han var fra. Han svarede: Det...
da.etk.JAH_06_0_00480
Min moder var så dygtig til at skrive. Hun skrev dokumenter og var som prokurator. Hendes mand var sognefoged. Hun fik 11 børn og stod op på tredje dag, efter at hun havde gjort barsel, og skrev for hendes mand og underskrev så hans navn: Anders Mortensen Gammelgård. Letbæk mølle.
da.etk.JAH_06_0_00079
Min fader gik post til Nørholm i 42 år, og han kunde endda hverken læse eller skrive eller regne det mindste. Han gik to gange om ugen, og a måtte tit sige ham, hvor brevene skulde hen, eller også gjættede han sig ligefrem til, hvad der stod. Min oldemoder kunde heller ikke læse, og hun var endda en degnedatter. Søren Pedersen Post, Hodde.
Et kvindfolk fra Avning blev beskyldt for at være en hegs. Da hun ikke vilde gå ved det, og de blev ved at skylde hende, søgte hun rettergang med dem. En dag skulde de møde i Randers. I det hun træder ind, siger herredsfogden: Så er det vel hegsen? Ja, så mænd er det så, svarer hun. Skriv så det, sagde ban, og dermed havde hun dømt sig selv....
En gammel kone i Tise får held til at kalde to mænd for hegse, og så bliver hun da stævnet og skal bevisliggjøre, te de var det. Hun vidste nu aldrig, hvad hun skal gjøre, det var jo pinegalt. Så kommer hun ud til vor gamle herredsfoged Selmer og spørger ham, om han vidste ikke råd for det. og havde vel sagt også en lille foræring med til ham. Hun troede...
Der bliver lagt megen vægt på, at der ønskes glædeligt nytår, når man træder ind i huset. Navnet på den, der glemmer dette, bliver til spot og skjændsel for enhver skrevet på dørstolpen med kridt. Nik. Christensen.
St.-Hans aften brændtes blus, og da delte de lam ud. Der var formænd for den uddeling. Så dandste de omkring blusset. Det blev skrevet op på et stykke papir, hvem hver skulde have. Just Tinter, Løgsted.
Provsten i Øls målte en gang vejen fra Øls til Horby ved at kjøre ad vejen og så tælle, hvor mange gange hans vognhjul gik rundt. Han så nemlig efter en streg, han havde skrevet på hjulet. Dernæst gjorde han det samme ved at kjøre ad vejen fra Øls ind til Hobro. Anders Olesen, Døstrup.
Da en Aggerbo en dag var gået op i en landsby for at kjøbe korn, spurgte den mand, han kom til, ham om, hvad slags korn han vilde have. A kender et unn jæn slaw kown, sagde Aggerboen. Da kjender jeg flere slags, sagde manden, der er rug, byg og havre o. s. v. Dertil svarede Aggerbomanden: Row æ row, hår æ hår, men kower æ kower. Han kjendte ikke...
For en Del År siden var her i Sognet en Mand, der hed Frederik Koblesmed, han var fra Koblehuset, og han kunde fordrive Rotter. Sådan fordrev han dem her på Flenstofie. Så sagde han til Ejeren: »Nu skal de nok blive borte, så længe jeg lever.« ¦ »Hvor er de da blevne af?« siger Fader til ham. Han svarte: »De sidder her udenfor på Bunden af Søen.« Så var...
Der er to Gårde i Vinding, der hedder Påager og Hedegård. I Påager var de så plaget af Mus. Manden i Hedegård kommer en Dag og vil over til Påager, og da kommer han imod en Drift Mus. Så skriver han en Streg med hans Kjæp, og nu kunde de ikke komme længere. De løb så hen til en Videbusk, og den åd de helt op. Vinding S., Ulvborg H. Svenning Sørensen,...
De sagde, at Enevold Hans Olesen i Dyrvig havde Cyprianus. Han gav sig da også ud for at være noget klog. En Jøde i Varde, der hed Cohn, havde en Søn, som skulde hen i Krigen, og så gik han til Enevold og vilde have ham til at skrive sig en Seddel for at blive sårfri. »Det kan a ikke,« sagde Enevold, »a kan skrive for Stiksår, men ikke for Skudsår.« Så...
Bønderne havde i gammel Tid Ager om Ager og vilde ploje hinanden for nær. Mathis Frandsen i Dørken pløjede så efter sin Død, og mange har set det. Samme Mathis havde en Søster, som skulde have et Stykke af Toften. Det blev ikke skrevet i Papirerne, og så tog Mathis det hele. Derfor gik han så igjen efter sin Død. Per Refsgård i Dørken havde været henne...
Der tjente en Jomfru på Lengsholm, og hun blev besovet og fik et Barn. Det begravede hun ude i Lunden tæt ved Gården. Siden tog hun Livet af sig selv, og på en Seddel havde hun skrevet, at der, hvor Barnet lå, vilde hun også begraves. Der er også endnu en Grav at se der inde i Lunden, og a har set den, men a tykte jo, det var sært at se den, da a nu kj...
En Frue på Vestervig Kloster skulde gjøre en Rejse, og da hun var kommen ud i Kareten, kom Forvalteren ud til hende med et Papir, som han vilde have hende til at skrive under på. I den Jagt der var, gjorde hun det uden at læse, hvad det var, og da var det Skjøde på Gården. Sådan blev hun den narret fra. Vestervig S., Refs H. Niels Kr. Pedersen, Resen Kjær.
