I den østlige ende af Tungelund og den vestlige side af Mondrup marker ligger en række høje, en 13, 14 stykker, der næsten alle har sit navn og siu historie. Den ene er så høj, at der kan tælles 23 kirker på den, og den kaldes Mondrup høj, hvor en skat skal være begravet. Flere har forsøgt at finde den, men er altid blevne forhindrede deri. Bavnehøj med...
Døve-Søren var altid stor karl, når de vilde kalde ham Søren Urmager, Hals. Han fik det navn, for det han forestillede, han var døv, da han blev indkaldt til kongens tjeneste 1801. Han var den gang 22 år, og så blev han fri. Han var et sted at gjore en klokke ren. Dtt var et af deher gamle viserværker, og der var ikke uden et halvt klokkehus, (a: det...
Der var to karle, som snakkede om, hvad profession de skulde tage dem for, som de kunde tjene mest ved. Så blev de ens om at give sig til at stjæle, for det troede de da nok, der var mest at fortjene ved. Nu skulde de da til at lægge over med hinanden, hvor de skulde gjore deres første fangst. Ja, siger den ene, a véd, hvor der står en fed bede i en...
I Bisballe i Lysgård var en mand, der hed Kræn Tøgersen. Der var a en gang at sy tillige med min mester. Hans kone kaldte de Maren Tøgerster, og hun var berømt for ikke at være meget akkurat. Da vi kom ind, bad konen os velkommen. "Da har vi rele lid længe efter jer, Per Krog, sæt jer ned, I skulde lige have en bid brød og en dram, men a bar så onde tid,...
Nar den tid kom, at hørren til en gård skulde ruskes, mødte hele mandskabet ude ved ageren, og så tog alle pigerne deres strømpeband og bandt sammen. Med den saledes lavede strikke blev nu horstykket målt af i småstykker, sa at hver enkelt af de ruskende fik lige meget. Ellers kunde jo somme haft lyst til at gå og drive over arbejdet, men nu kappedes de...
Der boede en gammel Hegsemester på Balle Høj bjærg lidt til Nordvest for Balle, ham kaldte de gamle Hans Kristian, og han var sådan en Slags Doktor i alting, men da navnlig for Benbrud. Der søgte også Mennesker til ham for Tandpine. Det var nu ellers en rar gammel Mand. Han var både Murer og Tømrer, og han gik altid med et rødt strikket Mundklæde, som...
Østen for Resen i Fjends Herred ligger Korshøj, og i Nærheden deraf boede en Mand og en Kone, som begge var aldrende, og Armoden trykkede dem. Da Terminen kom, skulde Renterne betales, og Skatterne erlægges, men de så ingen Udvej dertil. En Dag, som Manden sad ved Korshøj og græd, kom Bjærgmanden til ham og spurgte ham om Grunden dertil. Han fortalte,...
Oberstløjtnant Nøragger ejede Sandholt i Tiden mellem 1800 og 1807. Han ønskede at få Plads for sit og sin Families Ligkister i Begravelsen under Koret i Lyndelse Kirke, men den var fuld af Kister, og han gav da Befaling til, at nogle af Kisterne skulde flyttes ud på Kirkegården og sættes ned i en fælles Grav. Dette skete også, og den Grav kaldes endnu...
En Guldsmedsvend fra Vejle skulde gå til Tirsbæk en Aften med nogle Sølvlysestager, som de skulde have at pynte med til Julen. Han havde dem i en Kurv og havde så meget en store Hund med sig af deher gule danske. Så kommer der en i Møde med ham derinde i Skoven med en stor Bulokse på Nakken, og han hilser God-Aften og sporger, hvor han skal hen. Ja, han...
Hr. Nobel (o: Hans Hansen Nobel f 1756) eller, som han altid nævnes, Junker Nobel lever endnu i Folkemunde som en lidenskabelig Jæger. Når der om Aftenen høres Sus i Luften, siges af og til, at det er Junker Nobel, der til Hest farer af Sted på Jagt. Endogså hans Død sættes i Forbindelse med hans Jagtiver. Han jog en Hare, og den smuttede ned i Lyndelse...
Den Jdoge dreng tjente først på Nørholm ved Varde. Omtrent en snes år gammel kom han en dag gående med landevejen efter Varde til, og da kom den Slemme efter ham og gjorde akkord med ham, så han måtte have en vis tid at praktisere i, men så var han den Slemmes ejendom, og han blev aldrig ældre, derfor var det jo, de kaldte ham dreng. Vi véd ikke, hvad...
Vorgård i Vendsyssel er bygget af fru Ingeborg Skeel. Fruen skal have haft det så knapt med tiden, at når hun om søndageu kjørte til kirke, der kun ligger et lille stykke vej fra gården, havde hun sin rok hos sig i vognen. Også var hun hård mod sit tyende og plagede det ved alle lejligheder, derfor har hun ingen ro i sin grav, og ofte ser man hende sidde...
Knud Gyldenstjerne var en ugudelig krop og pønsede kun på at gjore ondt. Da han omsider døde, kunde han da heller ikke finde ro i sin grav, men gik hver nat og spøgede der på gården. Egnens præster forsøgte vel at mane ham ned, men det vilde ikke lykkes for nogen af dem. Da lod man gå bud til Sjælland, hvor der boede en præst, som hed Bærtel Ufod. Han...
Den store gård Ryumgård er kjøbt sammen af en del små herregårde, som blev ved at ligge på deres plads. På en af de parceller eller gårde, som kaldes Ny-Ryumgård, boede for en del år siden en Monrad, der var fætter til biskop Monrad. Han ejede familiens originale våben og segl, ti den er optaget i den østerrigske adelsstand, fordi en af dens forfædre...
I mange af gårdene (om ikke i alle) var der hemmelige rum. Snart var de under gulvene og snart mellem to vægge med adgang fra loftet, men den adgang var da skjult. Disse hemmelige rum var vist oprindelig beregnede på at skjule sig i i ufredstider, men senere blev de brugt til at gjemme brændevinstøjet i, når det ikke var i brug. Det gjaldt også om, når...
Det er slet ikke så let at lære at lave sorte potter. Man kan nok den første sommer lære at klappe en gryde op, men man kan ikke den samme sommer lære omgangen med brændingen, og det ene er lige så vigtigt som det andet. Grydepigen sætter sig ned ved en mand, som hun gjør akkord med om, at hver skal have det halve af det, der kommer ind ved salget af...
Barsel- og Bryllupsindbydelser. 1. A sku hælisen fræ mi mowes maste, gammel Marren Skrammelkjær, om I vel væssegowe o toosde å kom om å fo en svengom i wå fooste. E. T. K. 2. A sku hælsen fræ mi mowes Maren å mi ålldmors Karen, om I vild et kom nejed te wås o toosde å fo en spring-om i æ fooste, øl hår vi et, brø å brændvin for I et, pever å ålldhåånd å...
I Borre sogn findes et tjørnekrat, hvorigjennem en kjæmpe fra Upsala plejede at have sin natlige gang, når ban øvede sine hemmelige jagter, hvilket er set af mange, og navnlig af en vis Henrik fra Fyen i året 1644. Der fortælles også om den samme kjæmpe denne vidunderlige historie. Da han en gang havde jaget, kom han med sine hunde til en bonde i...
