En fornuftig og agtet gårdmand i Rbjle havde en gang mødt troldfolket. Det var en nat i krigsåret 1848, at han var i ægt med en gammel oberst. Da de nærmede sig de berygtede Dandsehøje på Bubbeyàrds mark mellem Odense og Middelfart, satte obersten sig hen på det forreste sæde ved kusken. Det var bælmorkt, og bonden mærkede, at obersten trak sin sabel,...
Der var et par folk i Harre, som havde et barn, der ikke voksede af stedet. Så tvivlede de nok på, at deres barn var forbyttet. En gang, de havde slagtet en gris og havde kommet hovedet i en gryde, så tumler dether barn der framme og ser hovedet i gryden. Så siger det: "A kan håww løw å grønt græjs trej gånng, hur Harre å Hjærk kjærker står, men en sådan...
På Jens Jensens mark i Skaftelev ved Slagelse ligger tre høje, to lange og en rund. I den runde skal der have boet en trold, som hed Brun, og han var ejer af den og et stykke jord, som ligger imellem højene. I gamle dage blev dette stykke jord aldrig dyrket, fordi man troede, at det tilhørte trolden. Nu kom der endelig en mand, som vilde dyrke det op,...
I Femhøje i Velling sogn bor en bjærgmand, som hedder Find. Hyrderne, som vogtede får ved højen, gik derhen og råbte: Bjærremand Finnd, er du her innd, så skal Fanden jage dig ud med alle vore egepinnd !" Med det samme hørte de et svært rabalder i højen, og siden den dag lod de sligt være. p. k. M.
Når man vil kalde bjærgmanden ud af en høj, går man hen til den og råber: iBjærgmand, bjærgmand Brinde ! er du herinde, så skal Fanden føre dig ud med femten gloende pinde og en stålstang på din nakke. " P. k. Madsen.
Mette Overmølle i Randum har følgende fortælling efter sin moder, som boede henne i Oudum. Der i sognet, henne osten for var det nok, går der nogle lange dybe dale mellem høje bakker. Vor nabos datter gik der inde og passede på høvderne, og man vidste, hun havde samkvem med eliefolkene, der boede i højene. En dag, hendes fader gik og pløjede der ved...
Det var en gang, da Anders Mortensen var ude på Mannehyw hede i Borris, at han kom i nærheden af Møgélhøj, og da tykte han, at det var, lige som det smedede inde i højen. Det kunde han snart vide var vætterne, og han lagde da en daler og sagde: "Læg nu en le for den daler, til jeg kommer tilbage.* Da han kom igjen, lå der også en le. Denne tog han, og...
I Borris ligger en stor samling høje, som kaldes Mannehyww (Mangehøje), iblandt disse er Møgelhøj den største. En tidlig morgensfund kjorte Anders Madsen forbi disse høje, og så tykte han, at det blev så rødt ved en af dem. Kort efter kom en lille ting ud så stor som et treårsbarn. Det var Møgelhyw-vefen, og han kom tæt hen til vognen, men så læste...
En månd i Koed, Kristen Thomsen, var en stadig avislæser, og havde stor lyst til at gjøre andre folk delagtig i sin viden. En dag var han med en anden mand ude på skorstenssyn, og det blev noget sent for dem. Som de så kom til at sidde på et af de sidste steder og snakke lidt, sagde Kristen. Nu har a kjøbt mig en fremmedordbog, for der er så mange...
Prik i lort, et øgenavn til Samsingerne, udrundet fra deres made at samle tørrede kokasser til brændsel, da de med en pind eller kjæp løsner dem fra jorden og kaster dem på hjulbøren. H. Brøchner.
Nar de graver kjelder i Nordby, synger de, idet de kaster jorden fra afsats til afsats: Der gik én, hurra for én, én og est der gået, ja, mer end til bekom, hiv en op med sang, for hundred er så lang. Under afsyngelsen af dette kastedes seks spadefulde i vejret. Derefter begyndte man igjen: Der gik to o. s. v, og når man havde sunget 100 vers (altså...
En gammel mand ovre i Ølgod var så sær grov nysgjerrig. Han boede nær ved vejen og stod så ude om søndagen og tog imod kirkefolkene og spurgte dem om nyt. En mand var en gang kommen i tanker om at ville bilde ham noget ind. Da han nu spørger, om der var noget nyt i dag, siger han: Ja, han var snart kjed af at sige det. Jo, han skulde da endelig sige det....
Når et barn bliver født, sendes en pige omkring for at fortælle den nyhed til alle dem, der skal med til barselgildet, og hun skal skynde sig så meget som mulig, da det sæ bliver et rask barn. Hun må hverken give sig tid til at spise, drikke eller sidde ned. hvor hun kommer, og nar folk spørger til konens befindende, skal hun allerede være ude af døren,...
Når brudefolk kommer fra kirken i bryllupsgården, skal brudgommen tre gange omride gården, forend han står af hesten, og bruden selv afspænde saddelgjorden på den hest, som hun red på, om det er om sommeren. Men om vinteren kjører brudgommen i lige måde sin slæde tre gange om på gården, forend han står af, og selv tager bruden den ene skagle fra den...
Når man vil vise igjen, så tager man et ny gjort Hønseæg og omvikler det med grøn Silke. Dernæst kaster man det på Ilden i Tyvens Navn, så må han komme med det igjen; han har ingen Ro, førend han kommer med det. Hans Rej, Musse. Musse S., Musse H.
Vorter forsvinder, når man stryger dem med en våd Klud, som kastes ind i en Bagerovn, mens Ilden endnu brænder. J. H. Riis, Barsmark (Løjt S., Åbenrå A.).
Vorter kan sættes hen på en hurtig og nem Måde, når der bages. Den, der har dem, skal tage lidt Dej, som helst skal være spildt på Bordet og dermed gnides Vorterne. Derefter kastes Dejen stiltiende ind i Ilden i Ovnen, og så vil de inden kort Tid falde af. j. Terkelsen, Have (Tørring S., Vrads H.)
Når en ko kaster kalven, skal man halshugge denue saltiende pæ et dørtræ og så grave æ bele krop ned på en korsvej, sideu solen er nede. Inde midt på en mands mark duer det ikke, altså skal korsvejen være ved et markskjel. Man kan også kaste kalven levende ned uuder dørtræet. Det blev prøvet hjemme i min drengetid. Kristen Ebbesen, Egtved.
For koldfeber. Man får hosen klog kone et stykke papir med noget skrevet på, men må ikke se, hvad der står. Det skal lægges sammen 7 gange og bæres om halsen i et seglgarn, der også bindes stramt om papiret. Det bæres, indtil sygdommen er forbi. Så tager man seglgarnet af, kaster papiret over højre skulder og seglgarnet over venstre skulder-ind i ilden....
Den, som kaster på jorden det, ban skar af sine negle, han var ugudelig, ti da kom det i Satans vold, og skarns folk brugte det at forgjøre med. Den, som grov det i jorden, var retfærdig, men den, som kaste det i jorden, var gudfrygtig. David M.
