Madum sande blev, efter hvad man fortæller, således til. På gården Vibholm i Madum var der tvende tyre, som en gang blev mandolme og gav sig til at stikkes og skrabede dygtig i jorden. Dette lille brud i den løse jord blev ved en kort efter påfølgende storm større. Da beboerne ikke brød sig om at dæmpe sandflugten, blev den jord, der dækkedes med sandet,...
Der fortælles, at teglbrænderen på Vosborg var bleven uklar med manden, og så en gang han gik ad byen, sagde han til karlen: "Lad mig nu se, at I kan bage så stor en kage, at man ikke kan løfte den af ovnen." De forstod hans mening, så den gang han kom hjem, var stenene brændte sammen, og således ligger de endnu i en engbakke på den søndre side af...
Nede i Hestehaven omkring tomten af det gamle Vosborg ser man kommen, purløg og nelliker stå på engbakkerne. Det skete en gang, at manden på gården blev uenig med gartneren, og denne lovede da at så tre slags sæd, som aldrig skulde gå ud, og derfor ser man dem den dag i dag. p. k. m.
I Veflinge sogn på det sted, hvor Padesø nu ligger, har der en gang stået en herregård, som sank o. s. v. Avnsøgard i Vigerslev sogn skal på lignende måde være sunken i jorden. To jomfruer, som tjente på gården, havde, imens den sank, været i Bogense. De gik ikke fri derfor, men skal være forsvundne ved det sted, som siden den tid kaldes Møkilde. p. k. m.
Vorgod sogn var en gang delt i tre sogne, hvilke var så ringe og små, at bønderne besluttede at slå sig sammen under et; men da den nye kirke skulde bygges, var man uenig om, hvor den skulde stå. Man tog da to røde kvier o. s. v. På det sted, hvor man så fandt dem om morgenen, nedgrov man dem straks, og der blev så de andre kirker flyttede hen. Da kirken...
Der boede en gang to herremænd i Randbøl; den ene ejede gården Grundet, den anden Refshøjgård. De var blevne enige om at bygge en kirke, men hvor den skulde sættes, kunde de ikke komme overens om. Så en dag kom en stodder til den ene, han sagde til manden, at han skulde slå sin bøl ud, den vilde så løbe, men der, hvor den faldt, skulde han bygge kirken....
En jomfru tjente hos et herskab, sikkert nok Abjærg, men nu blev der noget sølvtøj borte, eller, som andre fortæller, nogle guldringe, og så troede herskabet, at hun havde taget det, og hun blev dømt til døden. Hun bad dem om, at de vilde lægge den sten, som hun med det samme viste dem, over hendes hoved på graven. Stenen havde et rundt hul i midten, og...
I Vedersø boede en præst, som havde to døtre. Disse blev en dag pludselig syge og døde begge. Præsten, som var en gudfrygtig mand, var bange for, at hans døtre ikke havde fået tid til at vende deres tanker til Vorherre og berede sig til døden. For at komme til vished herom tog han en sten, hvori der var en rund fordybning, og satte den op på kirkegården...
Den nuværende altertavle i st. Knuds kirke i Odense skal i følge sagnet være flyttet fra Gråbrødre kirke til sin nuværende plads. Dette skal være gået således til: Da kirken en gang var under ombygning, manglede man en smuk altertavle til den. I Gråbrødre kirke fandtes den gang den smukkeste i alle Odense kirker, og man besluttede derfor at flytte den...
På en mark ved herregården Ærholm, Fyen, har fra umindelige tider stået et træskur, der kaldes Trøstløs kirke. Der boede en gang en mand på Ærholm, der hver dag, det første han stod op, kastede et blik over markerne til Rørup kirke. Medens han en gang var på en rejse, spillede fruen ham et puds. Nogle tusend alen fra gården rejste hun et skur, der så ud...
I Knude ligger en høj ud imod fjorden, som kaldes Knudehøj, og denne skal have givet byen navn. Om højen fortæller man, at en prinds Knud somme siger, at det er Gorms søn Knud skal ligge jordet her. Dette gav stødet til, at folk gav sig til at udgrave højen forrige efterår i håb om at finde guld, men de fandt kun to sværd. I Ejstrup by, Rødding sogn,...
På et sted på Øster-Herborg mark, hvor landevejen er lagt over et stort kildevæld, går der en benrad. Det siges at være en karl, som er bleven ihjelslået, da landevejen blev lagt, og som blev puttet ned i dæmningen over vældet. p. k. madsen.
En kjæmpe stod ved Lyne kirke og kastede en sten efter Kvong kirke. Den faldt ved præstegården, lidt nordligere, og er nu indsat i et dige ved indkjørselen til gården. Stenen er to alen høj og omtrent af samme bredde, og i den øverste kant er fem mærker af hans fingre. p. k. m.
I de gamle dage, da der var sådanne store kjæmper, boede der et par folk oppe ved Sktigen. En dag Lommer konen ind og siger til manden: "Jeg så endda et underffgt syn her ude. Der plovede en mand her oppe på bjærget, og han var så lille, at vi føder større børn, og så havde han tre heste for så store som rotter." "Ja, siger manden, "det er dem, der...
For et øg hø ved eller et andet kreatur, der drukner, kan man se, der står et blåt lys. Ja, mau har også set et lys ved en ladeside, og så blev der et kreatur nedgravet samme sted. P. K. Madsen.
Der kan gå forvarsler både for folk og fæ; en gammel kone vil have til, at der kan gå forvarsler for én, der endnu ikke er født. Hun fortæller, at en præst i Husby en aften, han gik i haven, så skygger. Det var en præstemand og en kone, han så, og de var så grimme, at præsten sagde: «Da kan jeg ikke vide, om der skal komme så grimt et par præstefolk...
En gammel kone i Nissum havde en slægtning, som var henne i krigen mod Engelskmændene. Da var hun et barn på 11 år. Hun så ham komme gående en dag til gården, men han var så sært krum over ryggen, som havde han en pakke at bære. Således havde hun ikke set ham for. Hun løb ind og fortalte, at H. var kommen, det var ved middagstid ved den hoje, klare dag....
da.etk.DS_02_J_00332
I Balle præstegårdshave, i det nordostlige hjorne og ost for gården, står en meget boj ask, som der ikke må blive hugget ved, ti i så fald vil gården brænde. Man fortæller, at der en gang skal være set varestavn for ildebrand, og at en klog mand da skal have sat det hen, så længe de ikke rorte asken. Så en gang, at provst L., der hegnede godt om træet,...
Sydost for gården Abjærg i Vedersø ligger en hoj, der kaldes Ammeshoj (Amletshoj?). Af åen må man ilvko tage jord, ti så vil gården brænde, siger man. I 1864 havde man taget lidt af den ostre side, men samme sommer brændte også gårdens ladebygninger. p. K. M.
da.etk.DS_02_J_00269
