Der er en herregård her inde øster på, de kalder Stadsgård, og der gik spøgeri i gammel tid. Det var den forrige ejer, der gik igjen, for det han havde været så barbarisk imod hans bønder. Han gik i skikkelse af et uhyre med horn og rumsterede svært i storstuen. Der var ingen, der turde være på gården om natten for ham. Så samlede de præster sammen, og...
I Nygårds skov rider en rytter på en hovedløs hest. Min fader og morbroder gik meget på nattejagt, og de kom til det spøgeri. Det knasede i løvet og hug ligesom en hest, og hunden, de havde med dem, kunde de ikke få af stedet, så de den nat måtte tage hjem igjen. peder johansen, mos so.
Min faders forældre blev skilt ad, og så kom min fader til en gammel mand, der ikke var gift, og gik omkring og spilte. Min fader lå da tit ene i huset. Så en aften, han var gået i seng, og det var klart måneskin, kunde han ikke falde i søvn, og da kom der en stor, sort, lådden hund ind til ham, han kunde tydelig se alting i stuen. Døren sprang op, da...
Der var en pest, der kom sådan med nysen, og når der var nogen, der kunde få sagt: "Gud velsigne dig," inden de fik afnossen, så var de frelst, ellers var de dødsens. Deraf kommer det med den skik. Peder Johansen, Fuldbro mølle.
Der boede en herremand i Illerup, der hed Hjelmslev, og det var et menneske, der var bekjendt for at være så voldsom stærk. Når han sad i en stol og syv af de stærkeste karle slog et reb om lænden af ham, kunde de ikke trække ham af stolen. Han havde et sværd, der havde et navn, som a ikke kan mindes, og målet på det heller ikke. Den herremand rådte for...
Der var en mand i Blegind, han gik op til præsten flere nætter og stjal af sådan nogle gode æbler, de havde. De fik at se, at der var nogen, som tog af dem, og så siger karlen til præsten, om de skulde ikke sidde vagt og se, hvem det var. "Det behøves så mænd ikke, for nærenstid du står op i morgen tidlig, så kan du gå der ud og se ad." Da folk kom op om...
På gården Urup var en grev Jørgen, der ejede 7 herregårde foruden Urup, og nærenstid han kjørte i stiv stads, så havde han 8 hvide hopper for. Gården var bygget svært op, og der var vindebro ind til den. Portstolperne og hammeren de var af hvalben, og vindekarmen var hugget af fine sten. Men denher grev Jørgen var en liderlig svend, med respekt at sige,...
På Legårdslyst mark er en hel hoben kjæmpegrave, og der menes Niels Ebbesen at være begravet, for det var der, han faldt. Se, da stod Mos sø i forbindelse med havet, så de kunde sejle derop, og alle engene var under vand. Danskerne havde en flåde, og der kunde de søge ud på, da det kneb, men Tyskerne, der satte bag efter, de sad fast i dyndet. På den...
Der ligger en kongeløsning i Silkeborg skov, og derover står en stor eg, men den er sandet til. Så var der en mand, der kostede en hel del på at grave den ud, og de havde kastet dem så langt ned, at de var komne til roden af egen, men længere kunde de ikke komme, for lige så stærkt som de kastede, lige så stærkt skred det. De kunde bulle, ligesom de...
Der er et hul under de Svejstrup bakker, der kaldes Grevens hul, men der fortælles ikke noget om det nu. IØstergård skov er noget, der kaldes Rask Halds kammer, det er en bitte sloge. peder johansen, mos sø.
Der er et sted omme ved Vengegård, der kaldes Mindet, det har været forbindelsen mellem Ravn sø og en anden vældig stor sø længere oppe, der kaldes den dag i dag Pittesøen, men nu er slet ikke andet end et mosehul. Den er på Hover mark ved Gammelgård. peder johansen, mos so.
da.etk.DS_03_0_01779
Der går et liglam for Dover kirke, det går på tre ben. Da kirken blev bygt, skulde de have et levende kreatur begravet under grunden. Så var de så forarmede, at de kunde ikke anskaffe andet end et lam, for ellers andre steder har de en so eller hest eller ko. Den gamle kirke lå ellers i Illerup, men den var bleven så brøstfældig, at den kunde ikke hænge...
Stilling sø ligger der en kirke på bunden af. I stille vejr kan en se murene, og der ligger en stor skat der nede i en jærnbeslået kiste. De Svolbjærg folk var sejlede ud med to både efter at ville have den, og de havde ladet dem slå hager ved smeden, som de kunde slå i, og de havde også fået kisten lige til kanten af begge bådene og var ved at sejle ind...
I Venge kirke har der været to klokker. Den ene fløj ud og ned i Venge sø. Det kom på, at i støbningen havde mesteren gået hen og forbandet den; den vilde ikke makke ret, og det var endda den bedste af dem. Da den nu skulde til at ringe, satte de den i gang en helligdag, og så, som de allerbedst ringede, fløj den ud i søen, og de fik den aldrig siden....
På Dover kirkeklokke står: Min mund er vid, min tung' er lang, jeg kalder folk til kirkegang. peder johansen, mos sø.
da.etk.DS_03_0_00515
Min plejefader fortalte, at der på Svejstrup mark var et offersted på den flade mark, og fra hans drengetid af kaldtes stenene Støønsstæjet (o: stævnestedet). Se der støent de hinanden til, det gjorde folkene, når noget skulde forhandles, de skulde være fælles om. Der var to sten ved siderne, den bager sten gik op med noget som et bagslag, og selve...
I Svejstrup lå en sten, som der sad en hånd i, det var, ligesom hånden var trykt ned i den, ja stenen ligger der endnu. Der var en trold ovre på Boes mark, der ikke kunde lide Dover kirkeklokke, han tykte, den klingrede vel højt, og så tog han en sten og kylte efter den, men den kom ikke uden halvvejen. peder johansen, mos sø.
A går en nat fra Boes mølle, hvor a havde arbejdet, og så trækker det op med så vældigt et tordenvejr, men det var ikke lige over og regnede heller ikke. Som a lige går om ved Dakbjcerg, da mærker a noget omkring mig. Der stod en lue op af kaskjetten på mig og var ild i skjægget. A blev ræd, for a havde hørt meget om det bjærg og var ikke glad ved det,...
Det menneske er ikke født, der kan gå til et kongelys. De står og brænder, hvor der ligger et kongeløsen. Ved Svejstrup er der en kold (en fladning med skrænt til tre sider), der kaldes Hjordens kold, for der ligger alt deres fæ begravet, som døde i kvægpesten, det kom ned i en stor kule. Der fortælles, at her også har stået et lys og brændt, som ældre...
Der går et sagn om Mos sø, at den skal forsvinde og blive til en lille bæk, og derefter skal den atter blive til so igjen. Når så det er sket, at Mos-so-bæk er bleven til so, så skal Tyrken vande hans bæster i den. Og nårentid de væi (vad) elle de bliver til stor skov, så bliver verden ikke længe. Væi elle er der, hvor a boer. Peder Johansen, Mos sø.
