Søndags vejr til messe, er ugens vejr til visse. J. G. Pinholt.
da.etk.JAT_01_0_00522
Mange stjæmer små, søndenvind vi fa. mange stjærner brede er nordenvinden rede. 42628. J, G. Pinholt.
da.etk.JAT_01_0_00428
Hvor man om aftenen ser den forste stjærne komme frem, fra dette hjørne vil vinden komme.
Går solen ned i en banke, fær vi vestenvind.
da.etk.JAT_01_0_00426
Når ens hånd er så tør, at den kan knække, idet man lukker den sammen, betyder det regn. J. G. Pinholt.
Jo rødere solen står op om morgenen, des mere tørre får vi om dagen.
da.etk.JAT_01_0_00353
Kommer solen rod op om morgenen, får vi osten* vind og tørre. 352 0g 353. .1. G. Pinholt.
da.etk.JAT_01_0_00352
Når månen ligger på ryggen, får vi tørre, ti sæ falder regnen ned i den. .T. G. Piuholt.
Æ skovmand plejer ikke at ta' møj te borgs af æ havmand. J. G. Pinholt. E. T. Kristensen: Det jyske abnueliv. Tillægsb. I. 4
Præsten i L. på Mors var meget dårlig til at præke, og der kom kun få for at høre ham. Selv vilde han og helst være fri. En anden-juledag var der kun kommet 6 mandfolk, og så satte præsten sig ved dem ude i våbenhuset og snakkede en god tid, for han vilde helst have dem til at gå hjem igjen. Men endelig siger en gammel mand: Vi for wal te å end i æ...
Nede i Tørring var der en kone, som stadig brugte mundheldet: A skiid! En dag hun havde nogle fremmede hos sig, bod hun dem vin til småkager. Nabomanden drak kun lidt, men da hun sa det, råbte hun: Å skiid, Per, tå er å slå er i di hals, de æ gowe nåk. Så fik man det til en sige efter denne kone. J. G. Pinholt.
Der var en gang en kone, som var bekjendt for den udmærkede kål, hun lavede. Selv præsten der i sognet fandt den sjælden fortrinlig, og det traf sig ofte, når han kom, at konen kunde byde ham denne ret. En dag, som præsten sad og gottede sig ved konens udmærkede kålmad, sagde han: Men hør, min gode kone! sig mig eu gang, hvordan hun bærer sig ad med at...
Over en landhandler blev der i en kro, som han ofte havde besøgt, lavet følgende mindevers: Lavst han er nu slumret ind og lagt i denne kiste, han folket snød med tov og skind, det Vorherre vidste. Ty og Mors er klædt i sort, Salling ligeledes, noget stort må Lavst ha' gjort, siden han så begrædes. J. G. Pinholt.
En gammel mand i F. plejede at sno simer om aftenen og havde da tag ved sig inde i stuen. En aften, da pigen var ved at gjøre rent, sagde hun: Mo a sæt æ tåeg ind i den ajen ståww? Han svarede: Ja, så mænd, mi båer! (her nos han stærkt). Jøsses bewåer wås, få så ka a ta er ijæn i måår. J. G. Pinholt.
I Rosdal i Engbjærg ved Lemvig havde de en gang en korndynge liggende på loftet i den tæt ved gården værende kirke, og karlen skulde somme tider om vinteraftenen der op for at hente en sækfuld af kornet. Det var nu noget, han var vant til og heller ikke brød sig om. En aften kom han som sædvanlig om på Engbjærggård for at få kirkenøglen. Folkene sad lige...
En gårdmand, der også kunde smedde og havde sig en lille smedje, væddede en gang med sine kvindfolk, da et får skulde slagtes, om, hvor meget dyret vejede, når det var slagtet. Han stod i smedjen, da han fik bud om at komme ind og veje fåret. De fik det taget ned fra bjælken, hvor det hang i bagbenene, og lagt på en vægt, og så viste det sig, at manden...
På Tyborøn har de deres skibe liggende uden for æ dør, og når havet bliver galt og går ned imellem husene, så véd de ikke andre råd end at gå i bådene og sejle oster. Efter bellig-tre-konger er de trygge, men før jul er det ikke sådant. Niels Lisbjærg, Hove.
Håhåhå! sagde han Morten Grimskjæg, han sad bag æ dør. Dette mundheld, som man har i Lemvig-Egnen, stammer fra, at en mand en aften som sædvanlig gik ud for at skade sin dør, og da han var i lag med det, sagde han: No skal di vær uur, dær ær uur, å ennd, der ær ennd. Men Morten sad rolig bag døren og sagde: Håhåhå! J. G. Pinholt.
Om Morten Grimskjæg har jeg hørt følgende fortælle af en kone. Han var grumme ondskabsfuld af sig, og derfor var han meget ilde lidt. En gang havde han fået en kalv at flå. Så fandt han på at flå den levende. Da skindet var trukket af, jog han den stakkels kalv ud i noget korn og stod ret og frydede sig. Han gik så ind til en mand og kaldte på ham, at...
I Pugdal i Reer sogn, Hillerslev herred, boede for mange år tilbage en mand, som ejede en lille skude, hvormed han drev havfiskeri. Da der en gang blev dyrtid i Norge, fandt han på at lade sin skude med korn, mel, gryn og andre levnedsmidler og sejlede så til Norge. Han benyttede sig af lejligheden og tog store priser for sine varer. Blandt andet tog han...
