Pastor Fjelstmp i Avlum sagde en gang: Dersom man slog en sten ind i helvede, så var man sikker på, den ramte en præst. Lærer Jensen, Øse.
Fanniker, Fanniker flok flok flok, han binder hans bows i en dork dork dork, han sejler i en drøwttrow. Hores af kohyrderne, når de i eftersommeren vogter deres kreaturer i engene ved åen, og de råber det efter Fannikerne. I ældre tider har de voksne vel heller ikke undladt at yde de forbisejlende den hyldest. Beboerne på den anden side af åen i Skadst...
Før udskiftningen havde hver gård i Jandrup og Hylderslev sit engmærke, som blev udgravet i de gården tilliggende engstykker. Klavs Jensens gård i Hylderslev havde til engmærke en gavlende med en fløj pæ. Det var en almindelig skik, at engmærket blev indhugget i ligstenene. H. M. Iversen.
da.etk.JAH_01_0_00087
I Amager Fiskerleje på Bornholm boede en Mand, som var forfærdelig til at bande og i det hele var en vild Karl. Til sidst druknede han ude på Havet. Man så ofte, at der kom en stor sort Hund og lagde Poterne op. på Vindueskarmen og keg ind til ham. Somme Tider sprang den også ind, nemlig når Vinduet stod åbent. Hans Makker fortalte, at når de var ude at...
Der var en Kone i Siggård, som var meget stræng af sig. Da hun så var død og blev begravet, og de havde fået hende vel i Jorden, så Naboerne, der gik og høstede på Marken, en vældig stor, sort Hund komme løbende forbi dem oppe fra Kirkegården, og idet den kom forbi, kunde de mærke Liglugt. Der stod nogle Tjenestefolk uden for Gården ved Porten, og de så,...
Vor Nabo, en Gårdmand i Knudskirke, var Officer ved Bornholms Væbning og var tillige Officer hos de Underjordiske. Undertiden kunde han pludselig forsvinde. Når han gik og pløjede i Marken, kunde han binde Hestene ved Ploven og så være væk lige med ét. De stod da der, men han kom altid tilbage lige så pludselig, som han forsvandt. Min Bedstefader sad en...
I Krigens Tid 180714 stod der en Strandvagt udfor Sorthat, sådan kaldes en Odde, der går ud i Havet imellem Rønne og Hasle. Den stod på Bakken ude ved Havet, og det regnede og blæste og var et slemt Efterårsvejr. Derfor var han taget ind i sit Skilderhus, men som han nu stod der, var der noget, der råbte: »Skyd!« Han gik nu ud for at se, om det var...
Huset er så gammelt, det har rødder i jorden. Søren Jensen, Utterslev.
da.etk.JAT_06_0_01311
De æ kåånds får æ kræ: det er noget, de kan godt lide at æde. Peder Gad, Ravuholt.
Nuske: ruske; slundertrav: luntende trav. G ad bjærg.
da.etk.JAT_06_0_01308
Vi so ud å æ veunenger: vinduerne. Ø. Snede.
da.etk.JAT_06_0_01307
Når piger er et elier andet sted henne for i hemmelighed at føde deres uægte børn, siger man: De er henne at lægge sig af. Vi har ikke et karleben i gården : der er ingen mandfolk hjemme. A skal ud å nowes æ vend: ud at pisse. Grejs.
Han kam awwnbokkens po-wås: uventet; de æ snåer hwærandt let: jævnlig. Sindbjærg.
Standtringstos: lille tjenestepige ; på/ek: lille dreng; sæll; dreng, dor nylig er konfirmeret, ikke voksen. Mette Marie Eriksdatter, Jelling.
da.etk.JAT_06_0_01303
I Eriknavr, hvor a er fra, brugte vi meget ordet hokkeuren. Det har ikke noget med renlighed at gjøre. Når man flyttede ud af et hus alt hvad flyttes kunde, så var buset hokkenren, om det end var nok så smudsigt. Ordet brugdes most, når vi slagtede svin. Vi sagde: så meget vejer svinet hokkenren, og mente da alt det hele, rub og stub. Høker J. Pedersens...
Forrådende kaldes den, der vil råde først. Glud v. Horsens.
da.etk.JAT_06_0_01301
Ligtøjet bliver klippet i hønsefødder; han kan liig gåt kukkel wå fåer: sætte ham i respekt. Jens Pedersen, Jævngyde.
En slof eller skuukoor kaldes i Sefstrup: sk&terun ; fuer te næts å malk te stå?ds; en kuutskåj: et skud; knywsrøg, knywshøwt: knivsryg og skaft; tywekoll: tojrkølle (sønder ovre) her siges Peje, wæjster a (vester på) siges Pæ/e. Ellen Marie Kirstine Rasmussen, Ry.
