Der boede en Mand ved Sundgården, han hed Rejmer. En Gang tog han til Kjøbenhavn, og så gik han på Kjøbenhavns Gader en Juleaften og ønskede, han var i Sundgården. Da stod der en bitte Mand ved ham og sagde, at når han vilde lade Færgen gå for ham hele Natten, når han kom hjem, så skulde han skaffe ham hjem den samme Aften. Det lovede han. Så tog han ham...
En præst i Flade, der var ugift, var ude på besøg en gang, og det blev sildigt. Husjomfruen sad og ventede på ham, og hun var ved at falde i søvn. Så knurrer hunden, og hun lurer én gå inde i præstens stue. Nu troede hun jo, det var ham, og råbte ; »Vil De have lys?« Ingen svarer. Såtænder hun lys. Da lå præsten på sofaen med hånd under kind. Hun taler...
Jakob Klat tjente i Klitgård. En julemorgen vilde han op at kaste korn, og som han nu sidder og kaster, bliver der sådant spektakel inde i gulvet - der lå tre gulve lige indenfor hinanden - og der stod tre lys på en bjælke lige tæt ved ham, de havde et mat rødligt skjær og kom lige med ét. Han vilde støde dem ned med riven, men måtte opgive det. Som han...
Der var et kammer i Jens Svanborgs gård i BUrgby, der spøgte det, og ingen turde ligge der. Når én kom der, så tarsk det ham fra den ene side til den anden, og det var, ligesom de slog til side med nogle flasker, og de klingrede ned. Det var mest om højtidsaftener. Der lå to store sten ved en rende, som gik ude osten gården, og der tykte folk al tid om...
Det spøgte slemt i Nnndrup, det slog dørene op og i, og der kom en karet kjørende en vis tid hvert år (juleaften?) og slog portene op. Så kom Jørgen UJødt. Han indgik et væddemål med gjengangeren, der kaldtes fru Rige. Huu skulde kjøre underneden jorden, og Jørgen Ufødt ovenpå jorden, og den, som kom først på færgen ved Velsund, havde vundet. Han kom...
Der skulde også gå en gjenganger, Povl Tøttrup, oppe ved Falbæk rende i Gullerup ved Handklit. Så skulde præsten fra Tisted, Revelius, over at mane ham. De så en ildflamme på vandet, men den kan a ikke fortælle videre om. Da præsten kom i land ved Gullerup land, kom han ved sengetid om ved et sted, hvor der stod et par gamle folk ude. Det var der, hvor...
Svenskerne foer her nede og vilde tage, hvor de kom. I en gård i Solbjærff var der ingen folk, da de kom, og konen var alene hjemme, for de andre var gåede til kirke. Så kommer en Svensker ind og vilde lære hende til at finde alle deres gode sager og deres solvtøj, og han gjorde sig myndig. Hun skulde også lukke.ham en stor jærubeslagen ork op, men det...
Når hyrderne vogtede deres kreaturer der ude ved Kylbjærg lige her øst for vor gård, så gik der nogle bitte børn ved dem, og der fik bjærgfolkene i Kylbjærg en bitte pige ind til dem og vilde give hende nogen mad. Men hun vilde ikke spise ved dem. Det var en gammel tro, at når nogen spiste ved dem, så kunde de beholde dem. Så kunde de altså ikke beholde...
I Ljørslev er en høj, der kaldes Svanholmshøj. Når man gjorde spektakel på den, kunde det give dump igjen der nede. Jens Peter har passet kreaturer der og hørt dem. Det var, ligesom det sagde der nede : "Vil du?" Johanne Jensdatter, Bjærgby.
Huset er så gammelt, det har rødder i jorden. Søren Jensen, Utterslev.
da.etk.JAT_06_0_01311
De æ kåånds får æ kræ: det er noget, de kan godt lide at æde. Peder Gad, Ravuholt.
Nuske: ruske; slundertrav: luntende trav. G ad bjærg.
da.etk.JAT_06_0_01308
Vi so ud å æ veunenger: vinduerne. Ø. Snede.
da.etk.JAT_06_0_01307
Når piger er et elier andet sted henne for i hemmelighed at føde deres uægte børn, siger man: De er henne at lægge sig af. Vi har ikke et karleben i gården : der er ingen mandfolk hjemme. A skal ud å nowes æ vend: ud at pisse. Grejs.
Han kam awwnbokkens po-wås: uventet; de æ snåer hwærandt let: jævnlig. Sindbjærg.
Standtringstos: lille tjenestepige ; på/ek: lille dreng; sæll; dreng, dor nylig er konfirmeret, ikke voksen. Mette Marie Eriksdatter, Jelling.
da.etk.JAT_06_0_01303
I Eriknavr, hvor a er fra, brugte vi meget ordet hokkeuren. Det har ikke noget med renlighed at gjøre. Når man flyttede ud af et hus alt hvad flyttes kunde, så var buset hokkenren, om det end var nok så smudsigt. Ordet brugdes most, når vi slagtede svin. Vi sagde: så meget vejer svinet hokkenren, og mente da alt det hele, rub og stub. Høker J. Pedersens...
Forrådende kaldes den, der vil råde først. Glud v. Horsens.
da.etk.JAT_06_0_01301
