En tysk håndværkssvend kommer i Randers til to savskjærere og butrer noget op til dem. Så siger den ene til den anden, der lige for et årstid siden var vendt hjem fra 48-krigen: Du har pralet af det tysk, du har lært der sønder oppe i krigens tid. lad os nu hore, hvad du kan, hvad er det, han spørger om? Han spørger om, hvor han kan få noget at...
Der var en kone i Grevehaven, der hed Karen, hun var en fremtalende og bovn kone. Så havde de den sorg at miste den ældste datter, og da hun lå lig, kom der jo send og fløde til begravelsen. Dem, der kom med det, skulde op at se liget, og manden, som var meget stille, stod da helt nedbøjet der oppe. Så sagde hun: Det kan Gud hjælpe mig ikke nytte, du...
Drengene gik omkring, når de havde fanget en ørn eller en ræv, og sang for dørene for at få et par æg eller lidt fødevarer. De sang: Vi haver en ørn udi vor kåre, og den skal flyv1 til Skanderbåre, og der skal en tim' både last og skam, fordi den har stjålen jer gejslinger og lam. Peder A. Bjerregård, Brandstrup.
Ved den første legestue efter jul blev gadebassen udnævnt. Den gamle gadebasse og de gamle gadebassedrenge fik fat i ham, om han end havde forstukket sig, og loftede ham op over alle de andre, og fik sà en rød lue sat på ham, så enhver kunde se og vide, at han nu var gadebasse det næste år, for det var manden med den røde lue. Drengene blev ikke løftede...
Kanariefuglen satte sig på kanten af grødfadet med roven ind ad, og så drattede der noget fra den ned i grøden. Så sagde manden: "Nej, se til den beskidte fugl, den skal alle tider have sin frihed." "Jaja, det var da kun et umælende." "Ja, den skal have lov til at gjøre hvad den vil, det skulde have været mig, så skulde en have hørt en alarm." Peder...
I en kro vilde de selv brygge øllet, de solgte, og så skulde manden hjælpe konen, for hun var ikke rigtig inde på brygningen. Så bryggede de 3 tønder øl på en skjæppe halmhakkelse, og de tog det i 3 hold. Det første hold kaldtes rosendol og det andet mellembier og det tredje blankedenææs. Så kom en håndværkssvend ind og forlangte et glas. Da konen havde...
En røgter på Vindum-Overgård spiste de lus, der gik på ham. Han tog ind på brystet, så til dem, og kunde så sige, hvis han fik fat i en, der var for lille: "Den skal D. støde mig gå lidt endnu, indtil den bliver noget større". Var den derimod stor nok, fik den et knosk med tænderne og måtte så herned. Mads Eriksen, Brandstrup.
Lavst Trust tjente i Tvilum for avlskarl og så skulde han til mølle en dag. Han havde en tonde vinterhvede på, som skulde sigtes. Den måtte han selv tage på nakken, da det var en spinkel mollersvend, og hverken han eller drengen kunde bære det. Idet han nu havde fået sækken på nakken, skraslede det bfag ved ham, og da var bæsterne blevne rædde for noget...
En af Vindum-Overgårds ejere blev dømt til at skulle kysse den sorte jomfru i Kjøbenhavn. Han havde fornærmet kongen ved at sige, at han kunde betale, og kongen kunde ikke. Sæ kom der skrivelse til ham om det. men han dode i det samme og blev begravet. Folk sagde rigtig nok, at der blev en stud slået ihjel, der kunde passe med vægten, og den blev lagt i...
I den sydostlige gård i Lerbjcerg boede en mand, som hed Per Balle. Han søgte proces med greven på Frisenborg, under hvem sognet hørte de gjorde hovning til Favrskor og vandt hans sag, hvad der i den tid hørte til sjældenhederne. Men greven fik ham lige godt lagt øde. Han drog en gang til Randers og kjøbte sig et bæst, men opdagede snart, at det var...
Der var en degn, Christensen, i Grandslev, der havde en vogn af facon som en hjulbor men uden bund og med to arme, som man tog ved, når man kjørte. Når han havde kjørt et stykke vej, gav det et smæk i hjulet, og så vidste han, hvor langt han havde kjørt. Han var noget landmåler og skrev en hel del for folk. Peder A. Bjerregård, Brandstrup.
da.etk.JAH_02_0_00096
Der ligger en gard norden for Vellev, de kalder Grevebaven. Den mand, der boede, havde for skik. når han skulde nogen steder hen uden for hans egen mark. altså i andet ærende end det daglige arbejde, at tage ogpuden og lige sætte den over hestens ore. idet han sagde: I navn Gud Faders!- derpå tage den tilbage, atter sætte den over og sådan gjore tre...
De havde så stræng en vinter med sne, at de kjørte over den sydøstre gård i Lerbjcerg i tre uger, så fast lå sneen. De lavede løngange ind under den for at komme til kreaturerne, og sneen fra disse gange kom de i deres grubekjedel og bredte den der, og det vand gav de så kreaturerne at drikke. Manden i den gård var en gang gået vild, og det var stærkt...
Gamle Søren Johnsen sagde: Nu kan a sku forstå, te den gamle spådom går i opfyldelse, sej. Hvad er det for en spådom? Der er spået, te Nørremose skulde komme helt hen til Randers, sej, og nu kjorer de torvene af den derhen. Ja, nu kan a forstå det, sej. I Nørremose og i Skavngårds mose begge i Vindum sogn, laves nu mange torv, som sendes til...
Der var en udmærket holk1) i Vissing med det bedste vand i verden. Vandet af den lob ud i landevejsgrøften, og det vilde vejvæsenet have afskaffet. Men de havde ingen andre steder at vise vandet hen, så murede de en beholder i cement så højt op, at det der blev stående. Det kunde nemlig ikke sætte vandet så højt. Peder Andersen Bjerregård, Brandstrup.
Lidt vesten for Hagenstrup mølle i nærheden af Busbjærg er en lavning, som kaldes Hjordesølen. Der havde en fæhjorde Kræn Bråd sit tilholdssted. De gamle snakkede meget om ham. Han havde hans tællehest dernede og sad og lavede mange ting: Halmkurve, riskurve, sædeløbe, melløbe, bikuber og fældinger. Disse sidste brugtes til et kreatur, der skulde have en...
Svend Hjorde i Vissing var en meget dygtig og oplyst mand. Han kunde synge en tysk vise og skrive den op uden bogstaver, og alle undredes over hans klogskab. Et vers lod sådan: Das einer hint, un das eine her, un das is eine libuscher, libuscher, hint un her, snisserbang, kort un lang, unsre kønig, unsre kønig kort og lang. Forst tegnede han en...
Der var en hjorde i Vissing, de kaldte Svend Hjorde, hans fader havde også været hjorde. Men han var blot farehjorde, ikke fæhjorde. Disse sidste havde de jo, før marken blev byttet. Når han og hans kone i juletiden gik omkring, behovede de ikke at komme uden tre steder, inden de havde fuld fragt. De fik hvert sted en lille hvedekage og en rugsigtekage...
Byhyrden havde alle folks høveder og får at drive med, og sa havde han et horn at brole i om morgenen for at give folk tegn til, at de skulde lukke kreaturerne ud. Når han så kom tilbage med dem om aftenen. >kulde hver jo komme og hente sine. Han måtte drive hele byen rundt, og det er et sandt ord, hvad det gamle rim siger: Hjordens såre er et slot,...
