Kniber man én, og stedet længe holder sig hvidt, er han arrig. H. V. R.
Min kones fader, Knud Kristensen, lærte forstvæsenet på Rydhare. De kaldte ham Først spotvis "den grønne dreng". Det var en gang, folkene i loen havde bundet to tønder rug sammen og vilde prøve, hvem der kunde tage dem på sig og rejse sig med dem. Da kom han sulten og træt hjem fra jagten i det samme og stod og så på dem og siger så, at det troede han,...
Da jeg var 14 År, mistede jeg min Moder. Den Aften før hun døde, havde hun om Eftermiddagen været så grumme vred på mig. Jeg havde fået en ny Kjole, og der var kommet Maling på. Hun skjændte, og et Par Timer efter døde hun helt pludselig. Blev så begravet, og jeg kom ud imellem fremmede, men jeg kunde aldeles ikke glemme hendes Vrede. Det gik så vidt, at...
Der var en præst i Ringive, der hed Anker Bork, og han havde en søn, der hed Anker. Han og en mand fra Smedstrup, der hed Niels Sørensen, de fulgtes ad på en vej, og så kommer der én ridende om ved dem, og han red så meget rask. Så siger Anker til manden, han fulgtes med, om han troede ikke, de kunde nå ham. »Hvordan skulde vi kunne nå ham, han er kommen...
Der var en mand i Holsten, der vilde have en gård bygget, men han kunde ikke evue at lå den sådan, som han vilde have deu. Så gjorde han akkord med Djævelen, at han skulde bygge ham en gård, og den skulde være færdig med bygning, fra solen gik ned, til kokken galede, og til gjengjæld skulde manden tilhøre ham, men dersom det gik ham på, fik han intet for...
Majtræet har ikke stået alle tider der, hvor det nu står, det har stået norden for skolen. Men der var knap plads mellem husene, og en gang de red sommer i by og red tre side om side alt hvad hestene kunde strække, da skubbede den ene hest til de andre, så den karl, der red i midten, kom til at torne imod majtræet, og da han var nu i sådan fart, dånede...
På Brejninggård levede der en herremand, som ejede kirken i Brejning. Samme mand var meget gjerrig, og en aften, han kjørte lige forbi kirken, så han to lys brænde der inde på alteret. Da de ikke var helt opbrændte, steg han af vognen, gik ind i kirken og op til alteret for at slukke dem. Han slukkede dem i Gud-faders navn, men da han kom i kordoren, var...
I gamle dage lå lidt ost for Svendborg et befæstet slot, kaldet Ørkildsborg. Det var i den tid bolig for én af de mange småkonger, hvorunder landet var delt. Denne var meget mægtig og underlagde sig alle sine nabokonger. Nu sad han i lykke og fred en tidlang. Men så kom der en stor drage, som huserede frygtelig. Han forlangte hver dag en ung pige til...
En gang for påske vilde a gå ud at fiske og skyde vilddragiei'. Der var et par små drenge med, og de bar lysteret. Den gang vi går så sønder mellem Pors so og Tyrkjær op efter Overgård til i Hvidbjcerg, da hører vi en en sær elendig jammer og ryg. Allerførst hørte vi to kvinder, der skrannigrinnede, og så kom der en karlerost, der råbte lige så hojt, som...
Bindebrev til hæderlige velfornemme dydsirede pige [N. N]. Eftersom det er ceremoni og skik på denne dag noget rim og digt, som jeg min ven til ære mon skrive, jeg vil sige sandt og ikke lyve. Det første jeg i dag opstod, da førte jeg mine klæder på, og jeg monne ud af vinduet se, hvor alting sig lystig monne bete, fisken i floden de legte med finne,...
Da jeg i morges gik mig en tur ud i haven, som jog altid plejer, så gik jeg og tænkte på dig, ti jeg havde drømt om dig i nat, Du kan tænke dig min forbavselse, da jeg slog øjet op og så den lille uskyldige blomst stå og knejse for min fod. Jeg tog den op og besluttede at sende den til dig. Den ligner dig bestemt; den er så hvid, som du er blid, og grøn,...
Der kom en stoddermand ind i Randbøl kro, og han havde bundet det ene ben tilbage, så det forestillede, at han var en krøbling, endda han var en stor, stærk karl. Så havde han jo fået sig nogle skillinger tigget sammen og sad nu og drak en pægl brændevin der inde i kroen. I det samme, som han sidder der, kommer der en stude- eller hestekjøbmand derind,...
Kontrollørerne, der rejste efter brændevinstøj, de kom endelig også til Hammersliøj. Der var to unge fyre, den ene hed Ole Skomager, og den anden Potte-Niels, og de vilde spille dem et puds. Så får de hver en stor sæk og en øgpude i hver ende af den og sa over nakken med den, det skulde jo se ud, som det var to kræmmere. De stikker i rend ned efter...
En gammel kone. som var til højstads. var iført en stoffes kjole, meget langlivet, med kropne albueærmer. Et smukt, hvidstribet tørklæde var kastet om halsen. Mørkeblå strømper og sølvspændesko. De havde bomuldsvanter på hænderne. I den ene hånd holdt de et hvidt lommeklæde, der var smukt sammenrullet, og der var stukket en blomsterkost af ambra og...
En ung bondepige har til højtid sit hår skilt i midten og kjæmmet lidt ned ad mod kinden og strøget op bag ørerne, hvor det er flættet i to piske. Disse bliver hæftede op i nakken med hårnåle. Hun bærer over håret en kappe med en ganske lille rund puld og et lille forstykke. Til kappen er der hæitet to pibede skjæghatte (vinger), der er tre til fire alen...
Til stads brugte konerne kapperøllik (og under denne havde de anbragt rurer af bobinet eller gase. Disse rurer sad ud med vinger langs med kjæberne), særdeles korte, vatterede kåber, kjoler af meget tykt, rødstribet tøj, endelig sko med meget kort overlæder. Kvindernes daglige dragt var følgende: Gårdkonen havde en rød bunden trøje, og huskonen en grøn....
Når Tjele-Engen i Nørbegs kjær skulde slåes, kom der bud til Handesterne, at de skulde ud at slå den. Det gjør de den dag i dag, for de har nok kjøbt gårdene, men med den forpligtelse, at de skal slå den eng. Så kom der bud til Lindum og Bigum og kort sagt hele godset, at de skulde samle hoet og kjøre det hjem. Det var inddelt i 4 roder, og en rodemester...
Skarpretterne har sådan et bitte Værelse, som ingen kommer ind i, sådan som et Slags Kontor, og der hænger deres Sværd, og ingen fremmed må komme ind i det Kammer, hvor Sværdet hænger. Så var der en Skarpretter, der havde en Del Børn, og nu ved vi jo nok, at når der er Børn, kommer der tit fremmede Børn og går og leger med dem, og det gjorde der også hos...
Der var megen Overtro blandt Folket og selv hos de højere Stænder. I disse Tider tvivlede ingen om, at hvo som pløjede sin Næste for nær, skulde pløje efter Døden med gloende Heste og Plov og selv med brændende Hånd holde den. Især hørtes meget om store Mænds Gjenfærd og om sammes gruelige Skrig om Nattetider, især mod Højtider. Så havde man i ældre Dage...
»Ja, det er nu en sorgelig historie*, sagde altid gamle Hans Hansen, når han kom til at fortælle om Madses endeligt, for her kunde man da tydelig se, hvad Mads var for en karl, og at han var noget skyldig for al den hjælp, ban havde fået af en vis mand. Da Mads blev syg, gik ban nogle dage i forvejen og skrantede og sagde da mangen gang: »Jeg går nu med...
