En mand var 3 gange gift. Den første kone knyttede al ting sammen, den anden rimpede, men den tredje bestilte ingen ting. Da sagde manden: "Gud glæde Knyttesjæl og Rimpesjæl, men Fanden fare i den, der inte gotte gjorde." N. Ckr.
Konernes daglige dragt. En sirtses hue dækkede det øverste af hovedet, og håret var opstrøget med et strygebånd. Et sammenlagt klæde af blåtærnet bomuldstøj var bundet om panden så nederlig, at det ganske skjulte håret. Hun bar en strikket kraprød trøje med ærmer, der støttede ovenfor albuen, en brystdug derover (snørliv). Om sommeren var den af samme...
En gammel kone. som var til højstads. var iført en stoffes kjole, meget langlivet, med kropne albueærmer. Et smukt, hvidstribet tørklæde var kastet om halsen. Mørkeblå strømper og sølvspændesko. De havde bomuldsvanter på hænderne. I den ene hånd holdt de et hvidt lommeklæde, der var smukt sammenrullet, og der var stukket en blomsterkost af ambra og...
En ung bondepige har til højtid sit hår skilt i midten og kjæmmet lidt ned ad mod kinden og strøget op bag ørerne, hvor det er flættet i to piske. Disse bliver hæftede op i nakken med hårnåle. Hun bærer over håret en kappe med en ganske lille rund puld og et lille forstykke. Til kappen er der hæitet to pibede skjæghatte (vinger), der er tre til fire alen...
En dag fiskede begge herremændene på Krastrup og Vår i en sø, som var tæt ved Krastrup sø. De fangede en gjedde, der var så stor, at Krastrupmanden mente, der kunde blive nok til to mand i ét måltid. Han på Vår sagde, at han havde en karl, der hed Anders, og han kunde nok påtage sig at spise den på én gang. De væddede om 20 daler, og han skulde have lov...
De wa jæw gå^ far mane or siin, da æ hæremæn rajj øwer a bener, da bowed dær en hærema" àp i Wajjsttir i g i Ty, å do war sø'en en faskrækelig ugudele menisk. Han wil rå øwer all falk. De war yæn gå^, da kam en faårtoj sæjjlen, á dæn fæk han åse å s', å så stræbt han å fæk nower falk samelt sawel, å så rowed di ud te-en. a de war jæne heddneqer, dær war...
Ulvehøjen, som findes i Serritslev sogn, kaldes sådan, fordi man her fangede ulvene i gruber. I den tid, ulvene var her, lod man et langt reb hænge ud af vognen, de bed så fast heri og gjorde ellers ingen skade. Nik. Christensen.
Ved amtsskjellet er der nogle sandbakker i nærheden af et par garde, som kaldes Ulvetved. I disse bakker var en hbj med en fordybning i midten, og man fortæller, at det har været en grav til at fange ulve i. i bunden af graven sattes lange spidse pæle, og til disse blev et lam bundet. Når nu lammet brægede, kom ulven lobende, men da graven kun var...
Ved Ulsted findes spor af en ulvegrav tæt sydvest for byen. Nik. Christensen.
Dersom en ko kaster kalv, skal man tage kalven og kaste den i jorden pa samme sted, hvor den er født. Derved forebygger man, at flere kaster. Vejle. Nik. Christensen.
For et barn, der er skjøyeset. Om morgenen tidlig støder man hul på et dige, og just som solen står op, trækker man barnet nøgent her igjennem og således, at det veuder mod solen. Det sker i navnet G. F.... Nik. Chr
Hver gang mau ser månen i nytænding, siger man: Nu ser jeg igjen det velsignede ny med dine to takker. Gud bevare mig for tandve og pine, til jeg ser dig med tre takker. I navnet. . . Dette gjentages tre gange. Nik. Chr.
Flere bønder i Vendsyssel kan stille blod. Således havde pastor Kanneworff i Aby en hest, som var skåren så frygtelig, at de troede, den vilde forblode sig. Præstekonen, som vidste, at der var en mand i Nørhalne, der kunde stille blod, lod øjeblikkelig en karl ride op til ham med en ledig hest ved siden. Da karlen kom op til ham, sagde han: »Nå, du har...
En mand i Ballum (Sønderjyll.) havde en opskrift til at stille blod med, der lod således: Sort, blåt, rødt, beta. Nik. Chr.
Tæt øst for Jerslev by ligger Bulhøw (Bodilhøj), som skal have sit navn af, at en heks, som hed Bodil, en gang blev opbrændt her. Jerslev mark er trindt omgiven af høje, så langt øjet rækker. Nik. Chr.
En gammel heks, som var bleven vred på fiskerne, gik ved nats ud i Limfjorden, og da hun var kommen til midten, ophængte hun eu hestesko i en silketråd. Så kuude der ikke gå flere fisk end de, som kunde komme der igjennem. Man opdagede imidlertid snart, at hun var skyld i fiskeriets tilbagegang, hun måtte også gå til bekjendelse og tage hesteskoeu bort....
Kommer en tusse i nærheden af et hus, tages den og kastes på ilden, men da den altid giver væde fra sig, får mau næsten aldrig held til at opbrænde den. Så varer det ikke længe, inden man spørger, at én eller anden heks er syg, men får man den brændt, kan man være vis på, at en heks doer.
Nar heksemesteren har været hos en forgjort, ender det gjærne med, at den forgjorte skjærer hår og negle af, hvilke derpå kastes på ilden. Forgjorelsen går nu bort, men den, der har forgjort én, bliver selv syg. 1380-1381. Nik. Chr.
Når Vendelboerne får et nyt kreatur, hvisker de følgende ind i øret på det, for at det ikke skal løbe bort: »Hør, bitte N. N. (navnet), her skal du gå og her skal du vær', hvor du er kommen fra, er gården ød', folken' død' og husen' ned', der skal du åller ker' dig efter mer'«. I navnet F., S. og H. Nik. Chr.
Man fortæller om en mand i Áby, at han kan drage andres høns ind i sin lade, så at de lægger deres æg der. N. Chr.
da.etk.DS_07_0_01232
