Da Gud havde skabt mennesket i sit billede, vilde Djævelen også prove, om han kunde skabe et, men helst skulde det ligne Vorherres skabning. Det blev imidlertid kun til en abe. Cbr. Weiss, Tiugerup.
Når man frygter mareridt, skal man stoppe alle åbninger til kammeret, så nær som et, der kan stoppes med en pind. Der skal da være to i kammeret. Når maren så er kommen ind, og den angrebne begynder at stonne, så skal den anden kaste et sold over brystet på den sovende, så er maren fanget og ma åbenbare sig i sin sande skikkelse. Det er ellers en...
Når ojenhårene er groede helt sammen på et kvindfolk, er hun en mare. Chr. Weiss.
Den lille væsel Bruden skal ved at blæse kunne bevirke, at mennesker svulmer op. Dette var i egnen om Præstø en almindelig tro i min barndom. Chr. Weiss.
På Sjælland er der et insekt, som kaldes Flåt. Det lever i skovene, og man kan få det på sig, når man ryster ved træerne. Det er vist nok et dyr af mideslægten, og det borer sig ind i kjødet på de nøgne steder, så som hals og hænder, og volder en slem svie og smærte. Chr. "Weis.
Der står i visen, at Klavs Høg skar en sølvknap af sin faders stadskjole og skød Prinsenskjold med, men det forholder sig ikke sådan. Han blev slaget ihjel med en brændøkse og nogle moggrebe på Storegade i Ronne ud for, hvor apoteket nu ligger. Alle de andre Svenskere blev dræbte bag efter. Da budskabet herom kom til Sverig, blev der megen sorg hos dem,...
En fattig bonde, der ikke vidste, hvordan han skulde komme ud af at svare enhver sit, gik i kompagniskab med trolden om at drive gården. Trolden skulde give ham to hundrede daler i forskud, og så skulde de siden dele udbyttet. Det forste år såede de hele lodden til med byg, som voksede godt; trolden vilde have den del, der voksede under jorden, og det...
Du har nok hørt sige af den kloge mand i Søtowde (Søtofte, Merløse herred). - Ja, det kan jeg nok vide, for han var jo berøjted (berømt) i heie Sjællands land. Da jeg havde det dårlige ben, og der ikke var nogen ting, der kunde hjælpe, hverken doktoren i Holbæk eller apotekeren i Ringsted, så var der nogen, der rådte, at vi skulde søge den kloge mand i...
"Jeg kan huske," fortæller en mand, der er født i 1826, "at der over nedgangen til den åbne begravelse i Tøllose kirke har været en høj kirkestol lige over for prædikestolen, og den lod herremanden bygge til et par folk, der kom i kirke hver eneste søndag; den blev reven ned omtrent 1850, da kirken blev lavet om. Mine bedsteforældre kjendte godt disse...
Noget af det værste, der er passeret, er nok ellers gået for sig på Dammegården i Ny-Larsker sogn. Jeg havde mit korporalskab der nede omkring i de grændser, det var, efter at jeg; var kommen til gården, som jeg nu har. Jeg kom en dag for at sige bonden selv til hovedvagt; jeg traf ham i porten. "Jeg kan se på dig, hvad du vil," sagde han til mig, men du...
En aften efter solnedgang red nogle drenge ud for at søge efter losgående heste, som skulde bruges næste dag. Det var i den tid, da folk lod kreaturerne gå vårløst (o: hvor de lystede), som det hedder på bornholmsk. Da drengene kom til Haglebjcergsbakkeme, red de derop for at se sig om. Her traf de en mand, som de ikke kjendte, han spurgte dem, hvor de...
da.etk.DS_01_0_00555
Forhen plejede folk at gjøre kors i sædbunken, når de havde tærsket, ti så kunde de underjordiske ikke tage noget af den. I Tjørnede er der en gård, hvor Højfolket al tid kom for at låne mel og gryn, når deres eget var sluppet op. "I skal få igjen, når de får tærsket på Bonnerup, for der gjør de ikke kors i bunken," lovede de hver gang; de holdt også...
I året 1807 forsvarede bjærgfolkene landet mod Engelskmændene, det er da vist nok. Fjenden skod på Hasle. Underjordsfolket havde stillet sig op på strandkanten og råbte: "Fyr, fyr!" for at få de overjordiske til at skyde først, før kan de nok ikke. Landfolket kunde nok ellers ikke se dem, men Engelskmændene så dem i tusendvis. Derfor sejlede de deres vej...
En sommermorgen lidt for solens opgang stod jeg og sendte korn ind ad en luge på den østre længe af min faders gård. Vi var komne lidt silde hjem med læsset aftenen forud, og da luften var god, lod vi det stå natten over; men nu skulde vi have det ind, for vi skulde have davre, at vi straks kunde tage fat på at kjore ind igjen. Som jeg stod, horte jeg,...
I en familie var manden en lang og mager en, og konen var gjort noget af æddike og peber. Så gjorde han hans aftenbon i sengen hver aften, og den lød således: "Gud fri mæ frå ildebråend og tyv'háend og nisser og varulve og spøgelser og især den gal" Gret' Springer (det var nu hans kone)!" Konen havde også hendes bon. De havde lidt mark, og da han en dag...
I min bedstefaders tid var der en ulv her, der bed så mange kreaturer. Den var forst efter tre plage og rev stykker af lårene af dem, og siden bed den en tre kreaturer på én strækning, et et sted og et andet et andet sted i den retning, den havde faret. Folk var den gang så overtroiske, og de troede, det var en varulv. Den havde bidt et kreatur på den...
Varulven kan aldrig komme nogen Steds ind uden under et Dørtrin, aldrig derover. Marerne er ganske bitte små som et Rugags, vil man gribe efter dem, forsvinder de. De kan komme ind gjennem et Naglehul i en Mur. Sætter man Naglen i, kan de ikke komme ind. Der var således en Mand, der led af Mareridt. Da Maren var kommen, tog han Naglen og satte ind, så...
Min Moster Ane tjente hos Hans Kristensen i Rettestrup, Vejlø Sogn. Han var en Varulv, hvilket blev bekjendt en Gang, da han og Konen var kjørende til Næstved. Da de kommer på Vejen ved Ole Hansens Stubbe i Rettestrup, så siger han til Konen: »Hold Tømmen lidt, mens jeg går om bag ved Stubbene, og hvis der kommer noget, slå så fra dig med dit blåtærnede...
Min Fader har fortalt, at han har set en Varulv. En Aften gik han ud for at sørge for sin egen Ting (i sit eget Ærende) og satte sig ude på Møddingen. Da så han på én Gang sådan en fæl én ligesom en grim stor Hund, der kom og bed efter ham. Den havde kun tre Ben. Min Fader tog da en Gjærdestav og smak til det, man nu må kalde den bageste Ende, og da løb...
I Husum på Sjælland tjente en Karl hos Hans Kristian Hansen, han gik ud hver Aften et vist Klokkeslæt, og ingen vidste, hvor han blev af. Manden var kjed af det og sagde: »Jeg vil ikke have den Løben.« Ja, han undskyldte sig: »Det kan ikke hjælpe, jeg skal af Sted.« Så vilde Manden holde på ham, men ved det Klokkeslæt begyndte han at skjære Tænder ad...
