På en gård i Odder up er der sådan en rumsteren på oftet med alle ting på et bestemt sted og en bestemt tid ; men kun hvem der er fodt på højtidsaftener kan se, hvad det er, og de siger, at det er nogle ganske små vætter. F. L. Grundtvig.
Vætterne patter børnene ikke alene på brystet, som Vætter. 5 svulmer op, men også på tæerne og fingrene. Børuene kan godt dø deraf. C. M. Larsen.
Et hus, som ligger ved Brudebæksgården ved Hørsholm, har vætter. De brænder ofte under kakkelovnen som blå lys, men de lysner ikke i stuen. c. BrockdorfT.
Ved Vættelys kan man holde Vætterne fra udøbte Småbørn. Jørgen Hansen.
Vætter, Vættebid, Vættelyvs. Folk under Jorden. Elven slår med Ris af Ellerødder. Skiftinger. En god Vætte havde det henne. De to sidste Ord tvivlsomme. Peder Syv: De vulgi err.
Hos os menes en vis sygdom i koens klove at være opstået ved, at de er pattede af vætterne. F. D.
Nogle Småbørns Fingre bliver spidse, og så siger man, at Undervætter patter dem. Det er ikke alene deres Fingre, men også deres Bryster, der bliver pattede ud. Sker det, så skal man binde en Vædisten om deres Hals, så er det ovre. Jeppe Lavridsen, Staby.
Man har en gang set en ligskare af vætter drage gjennem Hans Andersens hus i Vemmelev. De så ud som små dukker, gik meget langsomt og forsvandt under væggen. Chr. Rasmussen.
En lille pige var ikke bange for at gå på kirkegården om natten. Det sad de og talte om, og de andre satte væddemål med hende. Hun skulde gå op på kirkegården lige klokken 12, og der var en bestemt grav, den skulde hun sætte en stok i, for at de kunde se om andendagen, at hun havde været der. Men så blev hun temmelig længe væk, og de tykte, det var sært,...
Der var en hegsemester fra Lindet, de kaldte ham den hvide smed, for det han gjærne gik i en hvid trøje. Han skrev sedler, der var dyppet i kirkevin, hvorover der var messet tre søndage i træk. Han borede huller ind over dørene, og der i de huller blev sat sedler ind, og så blev der slået en told for. Siden skulde ingen hegse kunne gjøre de kreaturer...
Der var en, der hed Soren Lavrsen, han arbejdede ved Madam Søgård i Skanderborg. Så var han bleven tørstig, og han går da hjem til Stjær for at få noget at drikke. Da han så kom til Skanderborg igjen, spørger madam Søgård, hvor han har været henne så længe. A harDævlen fo været hjemme at få noget at drikke", siger han. Søren skulde til at giftes, og så...
Der er en uhyre stor skovstrækning, der kaldes Boes skov i Dover sogn. Der har gået sagn om, at der er en kjedelfører slået ihjel i den skov, og siden den tid var der visse folk, der til visse tider kunde se kjedelføreren kjøre med fire hovedløse heste og vogn ned fra Boes by gjennem skoven ad Alken til. Der er også mange gamle hulveje rundt omkring i...
I en eng, der hører til Svejstrup, er en gang en kræmmer slået ihjel. De kaldte egentlig den eng de dødes stykker, og den ligger i nærheden af Boes skov. Den karl, der slog kræmmeren ihjel, han rejste op i det holstenske og var henne i flere år; men endelig, da han havde været henne længe, troede han, at al ting nu var roligt, og der var ingen ting i...
Det var en almindelig tro ovre i min fødeby Boes, at der var to hekse, den ene en mand, den anden en kone. Så snart folk i byen havde et sygt kreatur, henveudte de dem til en klog mand fra Limbjærge ovre i By skov, han skulde forestille at være over de hekse. Ham hentede de så, og han lod sig forstå, at han vidste, hvem heksen var, men han nævnte aldrig...
En mand på en herregård havde en sti over hans mark og vilde gjærne have den aflagt. Så træffer han en gang smeden inde midt i kornet og giver ham nogle prygl. Men nu lavede de brændevin på gården, og så blev det rent spliudergalt, det slog hatten af, og et par karle blev noget skoldet af det. De prøvede det anden gang, men det vilde ikke gå. Så var der...
Pen hvide smed kunde læge en skade blot ved at lægge hans højre hånd på det. Niels Pedersen, Hårby.
Præjst-Jens gjente Fanden til at bære et hjul efter sig en hel mil. Niels Pedersen, Hårby.
Vi havde et huggehus eller værksted hjemme, og i det stod en rulle, det var den eueste, der var i byen. De kunde høre, den peb om aftenen, og det var en bestemt tro, at når den peb, skulde der én dø, for den sit jordetoj skulde rulles derpå. Folk sagde tit: «Nu peb rullen i nat!» Niels Pedersen, Hårby.
En gammel mand her inde i byen, Mikkel Hjort, var også lidt klog, og han kunde sige folk, hvad lykke de skulde have siden ind i tiden. Han kom altid ud, når der kom et brudetog forbi, men de holdt ikke meget af at komme forbi ham. Så kunde han sige: «Ja, det bliver ikke heldigt for det par folk, der vil mode dem noget,» og når han sagde det, så troede de...
Der var en natravn, der fioj nede i engene ved Dakbjærg. Det var særlig om hosten, når folkene var i marken sildig om aftenen, at de hørte den. Ja, de så den jo også. Den kunde slå ild med vingerne, så de kunde se den i mørke, og de var helt bange for den. Niels Pedersen, Hårby.
