I Rosdal i Engbjærg ved Lemvig havde de en gang en korndynge liggende på loftet i den tæt ved gården værende kirke, og karlen skulde somme tider om vinteraftenen der op for at hente en sækfuld af kornet. Det var nu noget, han var vant til og heller ikke brød sig om. En aften kom han som sædvanlig om på Engbjærggård for at få kirkenøglen. Folkene sad lige...
En juleaften for mange år siden kom der tolv karle til Toftum i Resen sogn. Da de opførte sig så støjende og selvrådige, fattede folkene mistanke om, at det nok ikke var rele med dem. Derfor fik de hemmelig skikket bud efter soguefogden. Han kom også straks med sine folk, og de er så heldige at få has på dem ved at klemme dem op mod væggen ved egebordet,...
Der var en gammel kone, der boede på Bredkjærx Hove til sidst. Hun var enke, og alting gik tilbage for hende, husene faldt ligefrem ned, og hun var i den største armod, endda hun var en ægte troldheks. Men a tror ikke, det giver nogen næring til folk. Enten hendes gård var under præsteembedet, eller den gjorde hoveri til Bøvling, det véd a ikke, men nok...
Ved et gilde var der 20 mennesker til stede, men værten havde kuu 20 dramme. En karl plejede at få 4, en dreng en halv og en pige en kvint, og det slog også lige til. Hvor mange var til stede af hver slags? 3 karle, 15 drenge og 2 piger. J. G. Pinholt.
Niels! så æ kowen, no æ wå anker tårn ijæn. Skit mæ de, mi piig, wi dre&er et jo et sjæZ. Peer, så en ajen kowen, no hår wi et mejer brææwin ijæn. Skit mæ de, Kjæsten, a hår missel fåt mi påert. J. Gr. Pinholt, Trans.
Ved en eksamen i Harboøre skole spurgte præsten en lille dreng, hvad han hed. Han svarede: Æsi (o: Eskild). Hvad behager? sagde præsten. Æsi. Æsi! sagde drengen, der jo ikke kunde snakke rigtig og slet ikke kunde udtale n og 1. Jeg forstår det ikke, min ven, hvad er det, du hedder? Mæ heje Sa' kuus mæ (o: Satan knuse mig) Æsi, Æsi!
Når ænderne slås, vil de til gilde (skal bruges til send). J. G. Pinholt.
Når hønsene kagler ved bjælken (i hønsehuset), vil de til begravelse (o: skal bruges til send). J. G. Pinholt.
Der spørges lig, når maden koger, efter at den er sat på bordet. J. G. Pinholt.
Når et sygt menneske ligger og piller i dyne eller lagen, er det et sikkert tegn på, at det ikke mere rejser sig. Disse bevægelser kaldes dødens pluk. J. G. Pinholt.
Når man synger med brod i munden, kommer man til at græde for brod. J. G. Pinholt.
Vand, der er brugt ved hjemmedåbeu, hældes ud i dammen, bronden eller en andeu vandsamliug. Eller på steder, hvor det snart kan sive i jorden. Uet må ikke kastes ud som andet vand. J. G. Pinholt.
da.etk.JAT_03_0_00869
Vugger man den tomme vugge, bliver barnet meget værkeligt og pylleret. J. G. Pinholt.
Man må aldrig lave vuggen i stand, før barnet er født, ti så lever det ikke længe. J. G. Pinholt.
Der må ikke ske standsning i et brudefølge, for så bliver ægteskabet ikke lykkeligt. Især er det slemt varsel, om brudevoguen kommer til at stoppe. J. G. Pinholt.
da.etk.JAT_03_0_00701
Ægtefolk må ikke have hvedehalm i sengen, for så får deres børn rødt hår. J. G. Pinholt.
da.etk.JAT_03_0_00596
Klor den venstre hånd inden i, kan man snart vente en gave. J. G. Pinholt.
Klor den højre side af næsen, kommer der fremmede mandfolk; klør den venstre, bliver det kvindfolk, og klør det lige midt på næsen, kan man belave sig på besøg af begge kjøn. j. g. Pinholt.
En stor næse, en stor forstand. J. g. Pinholt.
da.etk.JAT_03_0_00433