For tandpine. Man skjærer en spån af en pil, som groer på vildig grund, og stanger tænderne med, sætter spånen igjen på sit sted og forbinder den. c. Schade.
En kone var ilde faren med hendes mand ude i heden .... Ulv til hende, som var færdig at splitte hende ad ... . Stumper af hendes forklæde imellem hans tænder, da de kom hjem. Jens Begs enke, Sundstrup.
I Skrandemp, Sejerslev sogn, boede en mand, som var meget plaget af tandpine. En nat stod han op af sin seng og gik omkring på gulvet, ja, til sidst uden for huset. Så kom der en fremmed mand til og bod godaften. "God-aften," sagde Palle. "Hvorfor går du her ude så sildig ?" Ja, han havde så ondt i sine tænder. "Siden du ikke går her for at se efter mig...
Dunnervoller plukkes om sommeren, dyppes i tjære og sættes hen for at bruges til næste forår. Når det så bliver Voldborg aften, tager folkene dem, tænder dem og går ud af gårdene med dem som en slags fakler. En hel del i folge går de så ud til højen, hvor der skal brændes blus. Lærer Jensen, Hornborg.
På Bækmark havde de et bord i folkestuen med lige så mange runde fordybninger, som der var folk. I disse huller fik folkene deres mad, grod, vælling o. s. v. J Bergholt, Taps.
Når koen bar født kalven, skal den have en flaske brændevin og så et utærsket havreneg, som man må holde stramt i en vis afstand fra koen, at den kan rykke godt på det. Samtidig skal dens tænder gnides godt med en lufvante.
Til Havndrup by i Hellerup sogn hører nogen jord, som ligger vest for herregården Hellerup, hvilken før udskiftningen kaldtes Vræet. På denne plet blev begået lølgende tyveri. Den forste harve med jærntænder, som blev anskaffet i Havndrup, stod her, og af den blev alle tænderne på to nær stjålet på én nat. At tyven ikke tog de to med, var fordi, at så...
Nede ved Hvalpsund fandtes 3 menneskehoveder i ryggen af en ager. Manden i Sundet pløjede dem op, og tænderne sad lige så hele og holdne i munden på dem. De mente, det var fra den tid, da Bitte-Fanden huserede her. Da de lavede den nye landevej ude efter Tinghusene, fandtes også et menneske, som menes at være kastet ned fra Bitte-Fandens tid. Men der kom...
Det var i Karstoft i Sevel sogn, der var en gammel stærk mand, der hed Jeppe, og hans søn hed Kræn Jepsen, de var begge stærke mænd, men især var Jeppe så stærk. Når han blev vred, vidste han nok, at det kunde ikke gå an at lade det gå ud over levende skabninger, og derfor gik han ud og bed i en sule i laden. Den var jo af eg, og min fader kunde endnu...
Skrædder Davidsen i Vinding havde en Gang fået sådan en forfærdelig Tandpine, og så gik han over til Farver Smidt, der boede ude på Søndermarken for at få Råd ved ham. Han spyttede så på Jorden og rørte om i det, og det smurte han så den dårlige Tand med, Tandpinen gik væk, og Davidsen har aldrig haft ondt i sine Tænder siden. Ellen Margrete Jensen,...
En Trold stod oppe på Rold Bakker og så ud over Egnen, hvor det ene Kirketårn rejste sig efter det andet, og alle Vegne fra hørtes der Klokkeklang. Da blev han så vred, at han tog en Sten og smed efter Arden Kirketårn og var også heldig nok til at ramme det. Så fik han Blod på Tand og greb en anden Sten for at ramme Torup Kirke. Men der var han ikke så...
Der tjente en Karl i Skovshoved Kro. Om Natten var han Varulv og efterstræbte de Fiskerkoner, der ventede Små. En Aften sad mange Fiskere om Bordet, da Krokarlen kom ind. Så sagde en af Fiskerne til ham: »Det var dig, der plagede min Kone i Nat. Jeg kan se, du står med noget af hendes Forklæde mellem dine Tænder. Det er dig, der er Varulven.« Karlen gav...
Der var en Mand, hent Jordemoder til hans Kone. Han kom ud på Vejen og kjørte hende hjem. Da vilde han hen for sig selv og løse hans Bugser. Imens Jordemoderen sad på Vognen, kom der en Ulv og vilde sluge hende. Hun slog fra sig med hendes Forklæde, og han regiede det helt, men gik endelig hans Vej igjen. Så kom Manden, og hun sad og var helt betuttet....
En Mand var ude i Ulvskov at slå, og Konen skulde noget efter komme ud at rive sammen. Men da hun havde begyndt med hendes Arbejde, kom der en Ulv efter hende og bed hende i hendes ene Lår. Hun havde et blåt Forklæde for, det bed han rent i Stykker. Hun kunde ikke blive ved med Arbejdet, sådan som hun var handlet, og måtte hjem i Seng. Da Manden kom...
En Mand og en Kone kjørte ud ad Vejen. Så kom det på ham, at han skulde ud på en Tur. »Nu går jeg,« siger han, »og du bliver altså ved Vognen; og er der nogen, der kommer og overfalder dig, så må du ikke bruge andet end denne røde Mattel, jeg her giver dig at værge dig med.« En Tid efter at Manden var gået, kom der en sort Hund og vilde op i Vognen til...
Har et hoved fået kvolster, så bliver det så stort æbag ved æ bør, og øjuene rinder sådan på det. Så skal man bide et lille stykke af enden af kreaturets tunge. For ikke at røre ved tungen selv, lægger man et lille stykke linued klud om tungen og bider da med det skarpe af sine tænder. Som dreng har a bidt enden af én. Nogle mener, at det er Mariehøns,...
Vor nabos fader, Lavst Guuderup, havde en rædsom tandpine. Han vidste ikke, hvordan han skulde være til, fandt et lille stykke reb og besluttede sig til at gå ud i skoven for at hænge sig. Tilfældigvis fandt han et lille ben der inde og gav sig til at stikke ved hans tænd med det ben. Da gik pinen over lige med ét, og han har aldrig haft ondt i tænderne...
Eller. Man tager et blankt som, med hvis spids man berører den syge tand og der efter slår det i en dør. Ved det første slag siger man sagte: »I G. F.s navn.« Derpå det spørgsmål: »Har du tandpine mere?« Ved det andet slag: »I navn o. s. v.«, og samme spørgsmål. Ved tredje slag ligeså. Pinen forsvinder på øjeblikket. Th. J.
Mod tandpine. Med en splint af en kyld, d«r står på et afsides sted, stikkes den syge tand til blods og sættes igjen ind under barken. R Jensen.
Bylder sættes væk ved at tage en hammer og stiltiende gå ud i skoven og banke lige så mange småknaster af en bøgestamme, som man har bylder. Derpå tager man dem med tænderne, putter dem i lommen og går stiltiende hjem igjen og syr dem fast i lommen. Efterhånds som de da visner, svinder bylderne med det samme. Jørg. H.
