I ældre tider tog folk det ikke sa nøje med, hvad der groede i skoven; det var fælles for alle, mente de. Endogså i min ungdom plejede vi at rapse, i det mindste forkestager, ri vestager og mindre skafter, det var altid bedre, mente vi, når det var groet i en anden mands skov. Jeg skal nu meddele nogle tilfælde fra begyndelsen af dette århundrede....
Pastor Corydon i Vem var til ynk og latter både i og udenfor sin præstegjerning. En gang han var på Vosborg, kom det på tale, hvilken salmebog der brugtes i hans kirker. Det havde han ikke begreb om, og da så pastor Tang, som også var til stede, vilde hjælpe ham så godt det lod sig gjøre og greb en salmebog med de ord: Se her, Corydon, De kjender den...
Samtidig havde de en degn i Tved, der var idiot. Han hed Kolling og er død her i sognet. Han havde alle tider været idiot, og skjønt Molboerne ikke er stærke i at gå lange veje for at komme i kirke, så kom der dog folk flere mil borte fra for at se præsten og degnen. I kirken kunde man tilmed indrette sig, som man ønskede, for man røgte uden videre sin...
En præst lod tillyse sondag før november, at hvem der havde unge mennesker, der skulde gå til konfirmation, skulde snarest mælde sig. Så kommer den rigeste bonde i sognet, han havde en datter, som skulde gå, og det var præsten glad over, for der vilde nok vanke rige gaver. Alt hvad der sådan kom ind, det fik hans kone. Ja, lille mand, siger hun, da...
Der var en rig mand, der boede i en by. og han var sådan en forskrækkelig gnier. Så havde han en datter, og hun var gammel nok til at skulle til konfirmation, hvorfor manden går til præsten og siger: han vilde gjærne have datteren til at gå til ham. Ja, det kan hun så mænd gjærne, hun har jo gode kundskaber og er gammel nok. Så siger præsten til sin...
Det var den 9. januar 1839, da var min mand og mig til julegilde ved min mands broder, Hans Vind i Kjærbøl, og der var mange med fra Farup. Da vi havde fået vor beværtning og stod opstillede til en kontradands, da kommer der en mand og råber: Hvad tænker I på, I mænd fra Farup by, I står her, og vandet er inde ved byen. Da bliver de så forfærdede, at...
Døve^Lars var ingen Tater. Han hed Lars Larsen Andrup og var af profession glarmester. På sine rejser havde han hele sin familie med sig, for vel havde de nok et hjem, men de benyttede det sjælden eller aldrig. Han var så tunghør, at han måtte have et af børnene til at sige sig, når diamanten skar i glasset. Deres virkekreds var i regelen på egnen mellem...
Der var en præst et sted, han havde den slemme skik, at han vilde sulte sine folk, og så gik han endda hver aften op i kirken, knælede ned for alteret og sagde: "Gud, vær mig synder nådig," for han vidste jo nok, det var en stor synd, han gjorde sig skyldig i. Så havde han en stor hyrdedreng, der finder på at gå op i kirken en aften for præsten og sætte...
Kristen Sø han kunde tage Hammel kirkeklokke og stå og ringe imellem hans ben, og den var endda sådan, at der skulde 6 karle til at hejse den op i taljeværk, da de var færdige med at mure tårnet. Der kom en indretning det var da et menneske her over fra England, der skulde ride bæster til, og han bliver for modig, for han kunde slå alle mennesker til...
Der var to Gårde, der lå tæt op ad hinanden. På det ene Sted var det sådan bovne Folk, men for de andre var det så småt og så dårligt. De mist bestandig af deres bedste Køer og bedste Øg og havde altid sådant Uheld. Så havde de fattige Folk en Tjenestekarl, og han siger en Aften: »Nu vil a flytte herfra, a vil væk en Smule.« Der var ingen, der fik at...
Der var en Mand, der boede i Vester Klit i Tværsted, han hed Peder Larsen, og han finder en Mand på Stranden, der var i Dødsnød, og så beder han ham om at tage ham til sig og pleje sig. Tillige med viser han ham, te han havde nogle Penge på sig at betale med. Men Manden syntes, han var nær død og slog ham så ihjel og tog Pengene. Han havde gode Støvler...
Hirtshals kaldtes forhen Lilleheden og kaldes da for Resten sådan endnu. I ældre Tid var der ikke andet end en enlig Gård og så et lille Hus, og i Gården boede en, der hed Kræjn. Han var så slem til at gå nede ved Stranden bestandig for at se efter, om der var noget, han kunde stjæle. Så havde det en Gang været et grumme uroligt Vejr, og så skulde han jo...
da.etk.DSnr_04_0_01037
En død Sømand kom sejlende i Land fra Havet. Så var der en Strandfoged, det var ham, der var forved Anders Koldtoft, han vilde lige gå en Vending ned til Havet, og der finder han Sømanden. »Å,« tænker han ved sig selv, »lad den Person ligge,« og han vilde da gå igjen, men han kunde ikke komme fra ham. Han forsøgte det 3 Gange, og så kom han endelig i...
Ridder Kalv boede på en stor Herregård her i Ty, og han var i en ung Alder bleven Enkemand. På samme Tid boede en ung Frue på en anden Herregård, hun hed Anna og var ligeledes Enke. Hun elskede Ridder Kalv og gjorde sig Umage for at vinde ham, men alle hendes Bestræbelser var frugtesløse, da han havde lovet sin afdøde Hustru aldrig at ville gifte sig...
da.etk.DSnr_04_0_00201
Der var to Mænd, som her i Verden ikke kunde leve en Dag til Ende, uden at de måtte sees og tales ved. De var Naboer. Juleaften, da den ene havde siddet længe og talt med den anden, sagde han, da han gik bort: »Dersom jeg lever til Nytårsaften, kommer jeg igjen til dig, ja, om jeg døer, kommer jeg og banker på hos dig, og ser du en hvid Skikkelse, da luk...
Der boede en Bjærgmand på en Mands Mark, og Manden var tit nede at besøge ham, men passede altid på, når han gik op igjen, at lade Bjærgmanden gå for af, når han lukkede ham ud. Nu døde Mandens Kone, og så skal hun jo begraves. Manden og Karlen sidder nu og snakker om, hvordan de skal stille det an, og Karlen siger: »Ja, Bjærgmanden skal vi have bøjen.«...
En Jordemoder, der boede ude på Marken uden for en By, var bekjendt for at være meget gjerrig. En Nat kom der én og bankede på hos hende. Hun var gnaven og skjældte ud over, at hun ikke kunde få Nattefred. Men den fremmede klagede sin Nød og bad hende endelig følge med ham, og hvis hun vilde gjøre det, skulde han gjøre hende så rig, at hun kunde kjøbe...
I Høgsgård i Nørre-Nissum var der for et halvt hundrede år siden en kone, der hed Ane Marie, og hun kunde gjøre store heksekunster, fortælles der. Hun var bleven vred på en nabopige, og så lagde bun noget, som ingen vidste bvad var, på vejen, som bun vidste, pigen vilde gå, men det gik ikke sådan, som beksen bavde tænkt, bendes datter kom forst over det,...
For en del år siden boede der en kone i Skibsted ved Bælum, der hed Listnette. Samme Lismette havde ord for at kunne hekse. Hun havde en søn, der, medens han var dreng, tjente på Vorgård som røgteren3 medhjælper. Samme dreng var nok ikke altid fri for at være næsvis og skjødesløs, som drenge undertiden kan være, hvorfor røgteren somme tider truede ham...
I Hove ved Lemvig boede en gammel kone, der hed Ellm Biedkjær, og var ret en pulverheks. Hun havde en dreng ved sig. der efterhånden fik nogle af hendes kunster lært. Så var det en gang hun flyttede og vilde da gjærue have sin gode ovn med sig, at hun sagde til drengen: »Tag uu et ris, dreng, for jeg lægger et tøjr på ovnen og trækker med den, så skal du...
