Klar ap i sky. læ rææn i Ty, læ plætøen dryvvw, læ bogen flyww, læ fattemajs bøen kom tø"r i huus, læ rigmajs bøen blyw gjæmmelbløt.
Det regner, og det biøser, og vejret er sá kobl, og all di bitte høvrer de kryber i en bold.
Bas k, kom besend te bøj, wa hvwe han legger i Alken-løj, slæb ham ap mæ læsmestang, kyr ham bjæm mæ læjer å tromm, gi ham en g>to påt sood grød i hans læjelomm.
Go dav! Tak! Hvor æ do fræ? A æ fræ AVonng. hvor æ dawv æ lonng, a æ træsko æ tonng, à æ mældnuwie æ smo à kvons fo, spiset let ft ekke tit, tiele op à silde i sæng, skam sku die tien få dræng. Vejle-eguen. Nik. Chr.
I har vel hørt tale om den bitte Las Kaisen. som boede her i Åby og var en rigtig skjælmsmester. En aften gik en karl til Havgærd med en måtte tobak, han havde kjøbt sig. Hvad Las Kaisen har at gjøre, han hyller et låddent skind over sig og sætter bag efter ham. Da han nu var kommen lige i hælene på karlen, så sagde han: Bak, bak! Karlen vendte sig...
Præstens kjørehopper var i en særdeles god foderstand, foruden skaftehavre i hakkelse fik de en halv tønde løs havre om ugen. Nu var der nogen, som havde indbildt provsten, at det var unødvendigt med den løse havre. Kristen Kusk gjorde nok modforestillinger, men præsten vilde kun tilstede to skjæpper. Næste søndag, da de kjørte hjem fra Lendum...
Provsten kuude ikke lide, at folkene røgte tobak nede i udhusene, men Kristen Kusk røgte alligevel. En gang kom provsten uforvarende over ham, uden at han tænkte på det, som han stod og røgte af en lille kridtpibe. Han lod piben glide ned mellem sin trøje og vest. hvorpå han greb sig selv i halsen og gav sig jammerlig. Hvad, røgte du nu atter tobak her...
En gang skulde Kristen Kusk kjøbe et pund krudt i Sæby til provsten, som en stenhugger vilde bruge til stensprængning for ham. På hjemvejen tog kusken ind et sted i Horby, hvor han drak nogle dramme, som han var en stor elsker af, hvilke han betalte med en del af krudtet. Uden at omtale noget leverede han provsten resten, men da stenhuggeren modtog det,...
Der tjente en karl i Tor slev præstegård, som var kusk hos den gi. provst D. i mange år. Det var en rigtig gavstrik. Provstinden gjorde så meget ud af sturrehøns. En dag om vinteren, som alle præstens karle står i laden, og hønsene går udenfor i møddingen, siger en af karlene: I, hvad mons tro provstinden vilde sige, om nogen slog en af disse sturrehøns...
En gang strandede et skib ved Vesterstranden, og skipperen anordnede med Palle-Lars i Nørhalne. at han skulde føre skibet op på land. P.-L. satte strikker og tov på skibet og førte det op; men da skipperen så dette, vilde han ikke stå ved sin akkord. Herover blev P.-L. så vred, at han om natten skar strikkerne over, ng skibet gik i søen igjen. 9698 ved...
Lars Pallesen hed en meget kunstfærdig tommermand; det er vel 100 år siden han levede. Han nyttede Lundergåids mølle og lade i Jetsmark til det sted, hvor de nu står. Som han nu var i færd med dette arbejde, kom manden fra Skjældgården hen til ham. Jens Skjæld vilde gjærne stå og se på arbejdet, fer så mente han. at han gjærne kunde lære Lars Pallesen...
I Nørhalne boede for lang tid siden en kunstfærdig mand, som hed Palle-Lars. Han rejste den lade, som endnu findes ved Vang. Akkord med grevinden. Huggede nagler o. s. v., huggede skjorte til o. s. v. Det varede nu ikke længe, inden laden var rejst, men den blev ikke rejst på det samme sted, hvor den skulde stå. Da nu den dag kom, der var berammet til...
Kjære moder, vi to kan ikke komme i trætte. Trætte, hvad er det? Kjære. bid mig ej. ^>Yil du bide mig. sà skal min kjæp bide dig. Nik. Chr.
Linkento war æ skalegel, mæn Grohans å Fæelkaren di kast kjæp. Da G. og F. indgik ægteskab, var L. skalegel, som vel er ordet for degn, vidne, forlover eller noget lign. på rotvælsk. De tre navne er vel tillagt bekjendte omløbere. Nik. Christensen.
i N ørhalne i et lille sted boede en løjtnant, som komanderede folkene, når de exercerede ved kirkerne. Samme løjtnant lod udarbejde to hjortekoveder og halse, som er til stede den dag i dag. Det blev arvet af en husholderske, som gik ved samme løjtnant, og hun var farmoder til Kristen Snedker i Nørhalne. Nik. Chr.
da.etk.JAH_05_0_00242
Da sildefiskeriet var i sin fulde flor, var Gjølboerne et velhavende folk. og man fortæller, at det da ikke var så sjældent, at en rig Gjølbo tændte sin pibe ved en femdalerseddel. Men da fjorden brød gjennem ved Agger, var deres rigdom forbi. I de senere år har velstanden dog hævet sig igjen. Nik. Christensen.
En mand og en skrædder var bleven uenige med hinanden. Skrædderen manede da manden ned ved Oster Hassing kirke. Da var manden så ondskabsfuld, at han sagde: Luseknækker, luseknækker! Og da hovedet var manet ned, kunde han dog ikke lade være med at række armene i vejret og gjøre fagter med hænderne, som om han knækkede lus. Nik. Chr.
Hellig-3-kongers aften plejede der at komme et par karle med den såkaldte morgenstjærne, der var forfærdiget i form af en stjærne af papir med billeder, der fremstillede Maria med barnet og de hellig-3kongers tilbedelse. Karlene var klædte i hvide skjorter. Inden i stjærnen var tændt lys. Den blev nu drejet rundt, medens karlene sang stjærnevisen. N....
Der bliver lagt megen vægt på, at der ønskes glædeligt nytår, når man træder ind i huset. Navnet på den, der glemmer dette, bliver til spot og skjændsel for enhver skrevet på dørstolpen med kridt. Nik. Christensen.
I en by 3, 4 mil vest for Vejle var det en gang skik, at man om julen udklædte en stor dukke, som skulde forestille Jesusbarnet, og man drev nu sine løjer med den ved legestuerne. Den sidste gang de brugte den skik, drev de deres kådhed meget vidt. Forst dandsede de i laden og havde deres morskab med den der. Derpå gik de ind i storstuen, men glemte at...
