En mand skulde lære en anden at signe. »Du kan jo sige sådan: Et sort får og en sort bede, når de er lige fede, er de lige gode at æde, så skal det nok hjælpe.« Dette vers brugte vedkommende i mange år som signeremse og belbredede mange dermed, indtil han endelig også blev kaldt op til den mand, der havde lært ham verset, for at helbrede noget, hvad det...
Når en gjenstand er bleven én frastjålen, og man vil vide, hvem der er tyven, skal man tage en uldsaks og fæste i krandsen af et sold. Derpå stiller to sig lige overfor hinanden, og idet de lader saksen hvile på fingrene, siger den ene: (Rasmus Jensen) har taget den. Den anden siger: Det er løgn, og således bliver de ved at opramse en del personers...
I de grimme bakker ligger en vis kong Hjelm begravet. En gang stod her et slag mellem to næssekonger, og den ene af dem, nemlig kong Hjelm, faldt og blev nedsat i en af de store høje, som ligger spredte om på den gamle valplads, i sin fulde rustning. Efter ham har den vidtstrakte Hjelm hede fået navn. Jensen, Åkjær.
En Nordmand mødte en gang Frederik den sjette og spurgte ham da: »Er du landsens fader, du?« »Ja«, svarede Frederik. »Den satans næse har du da fået«, siger Nordmanden. »Den haver Gud gjort«. »Ja, men der skulde dog være måde med«. Jeppe Jensen.
Her i Jylland var der et par nabokonger, der bestandig lå i kamp med hinanden; Den ene døde, og den efterlevende gik da hen til den afdødes hustru og affordrede bonde det land, hendes mand havde ejet. Rent ud give ham afslng turde hun ikke, men hun udbad sig dog lov til at beholde landet, så længe hun fik en avl lagt og indhostet. Nu såede hun frø i...
På min faders mark ligger to høje, der kaldes Kaphuje, og i nærheden af disse en bakke ved navn Kiste!, hvor der går og altid har gået spøgeri. I den største og sydligste af disse Kaphøje har en Nordmand, der gik omkring som tigger, spået, at der ligger syv pund guld. Og det troes fuldt og fast af mange, ti Nordmændene var meget kloge folk, og de har...
En mand i Haderup var bleven vred på præsten. Derfor søgte han at spille ham et puds. Han foregav, at hans gamle moder var syg, og hun havde forlangt at blive berettet af præsten. Det døde svin. Præsten så harmfuld, at han besluttede at ødelægge gården. Han bad kusken skynde sig af mandens ejendom, og da det var sket, vendte han sig om mod gården og bad,...
Viben: «Pin ham, pin ham!» Stenpikkeren: «Sten ham, sten ham!» Rylen: Riv ham, riv ham!» Storken: « Styrk ham, styrk ham!» Spurven: «Spar ham, spar ham!» Lærken: «Læsk ham, læsk ham!» Tåffelen (bekkasinen): «Tuml ham, tuml ham!» Jeppe Jensen, Åkjær.
To gårdboer, den ene fra Trevad og den anden fra Kirkegård, Sevel sogn, modtes en nat nord for Trandum kirkegård på Kirkegårdsbakken, nogle hundrede alen vest for Krarup å, hvor det kom til en ordstrid mellem dem, der endte i håndgribeligheder. Men den ene var den anden så meget overlegen i legemskræfter, at han smed ham fra bakken, hvor han stod, ned i...
I Varde-egnen boede i en høj en bjærgmand, som manden, på hvis ejendom han boede, bar respekt for. Da han skulde have sit ældste barn døbt, var han meget rådvild, om han skulde byde trolden til barsel eller ej. Han tænkte : "Byder jeg ham, så vil jo intet menneske betræde mit hus, mens han er der, byder jeg ham ikke, er der fare for, at han skal tage det...
Det blev til sidst troldpakket alt for utåleligt på det jyske fastland, og de besluttede da at udvandre alle sammen og bosætte sig på øen Fur nord for Salling, hvor de mente, de kunde være i sikkerhed. De strømmede alle til Sallingsund, men her måtte de standse, ti over vandet kunde de ikke komme uden færge. Til den ende fik de da en færgemand til at...
En mand fra Salling gik en dag i Kjøbenhavn og var mismodig over, at han nu ikke kunde komme hjem til juleaften, ti det var netop lille-juledagsaftens eftermiddag. Da kom der en mand til ham og gav sig i tale med ham, og han fortalte da denne, hvor bedrøvet han var over ikke at kunne komme hjem til sin familie. Manden var en bjærgmand fra Jylland og...
Nogle andre højgravere havde været heldigere, ti da de havde gravet en tid, kom de til en stor kjedel fuld af penge, men på låget lå en stor sort, langhåret hund, som en af karlene løftede af og lagde på et udbredt klæde, og da de havde tomt kjedelen, lagde de ham dér igjen. Men hunden sagde til ham, som havde flyttet den: "Du tog mig så sødt og låå mig...
I Holstebro-egnen boede en mand, der med et par karles hjælp søgte at udgrave en på sin mark liggende høj, da han var overbevist om, at der gjeuites en skat i denne. Før de begyndte, gav de hinanden løfte om tavshed. Da de havde gravet noget, så de to sorte haner komme trækkende med et stort iæs hø, og bag efter disse kom en mand jagende i en guldkaret,...
Fire karle begav sig efter sengetid en aften ud til en høj, kaldet Salshøj på Svends hede, Sevel sogn, hvor de flere gange havde set ild over, og da også forhen gravet i den, men uden at finde noget. Tavse, som det var dem påbudt at være, arbejdede de da i den sorte gravhøj, iudtil deres opmærksomhed hendroges på sære ting, som lod sig se rundt om højen....
I Hueshøj i Iglso, Flg sogn, boede der en gang bjærgfolk, som foruden denne høj ejede to andre i sognet, og dem boede de skiftevis i. En gang, da nogle karle gav sig til at grave i Hueshøj og just havde fundet en stor kobberkjedel, kom en sort høne frem og klukkede, og da de vendte sig om, så de, at Iglso stod i brand. Nu lod de kjedel være kjedel og...
På Sadelshøj bar der alle tider stået lys ved nattetider, og over den er der al tid en blålig tåge. Så besluttede beboerne af Djeld by, Sevel sogn, i forening at udgrave den, og de havde allerede fundet en stor kobberkjedel, da de så hele deres by stå i lys lue, og hvor hårdelig det end var dem forbudt at tale, kunde de dog i et så afgjørende øjeblik...
En højs udgravning skal ske fra sydost, hvis det skal lykkes. To karle fra Kastoft var en gang i færd med at udgrave en kjæmpehøj, og da de havde omkastet en del muld, stødte spaden mod en stor sten, og hvor de end prak, fornam de denne. Herover udtalte de deres forundring til hinanden, mens de lod arbejdet hvile, og gottede sig ved håbet om en fangst,...
For et par menneskealdre siden fandtes der i Dagbjærg et tosset menneske, der gik under navn af SølleJens, og som troede at være et bjærgmandsbarn, der var blevet forbyttet. Når man spurgte ham om, hvem hans fader var, svarede han altid med sin langtrukne stemme: <De vé a et, men mi farbro bowe i æ Dojs (Dagbjærg Dås)." Men det, der vakte forundring,...
Ved Søgård, Se vel sogn, ligger nogle banker i nærhedeu af soen. En smed, der var bosat i Sogård, almindeligvis kaldet Sorte-Smed, havde fem kraftige sønner. Der fortælles, at da de en dag lå og legte på Søbakkerne, kom der ud af disse en venlig gammel kone, bjærgmandens hustru, og gav hver af børnene et stykke smørrebrod, hvilket de glade spiste, og...
