At det hus er lyksaligt, hvor storken og svalen bygger, hvor fårkyllinger findes. Peh. Sept. De vulgi erroribus.
Der var en gang en mand i Afrika, der floj til Evropa som hvirvelvind. En karl, som stod i heden og grov torv, tog en kniv og kastede ind i hvirvelvinden og så den ikke mere. Siden blev karlen soldat og blev fangen og kom til Afrika. Der kommer han til en halt mand og så sin egen kniv ligge på mandens bord. «Det er min kniv,» siger soldaten. «Det kan...
Hvo, som stjæler denne bog, han er en tyv, i gallien skal han lade sit lyv, kommer jeg efter med en fork, da skal han knebre som en stork, kommer jeg efter med en koll', skal han flyve til Fuldborg mølT, Vrønding. Står skrevet i en gammel bog.
Lever af en hane og ikke af en vibe, kurrer de i Varde, de snurrer vel i Ribe, lever af en hare og ikke af en stork, fyrer de i Lyne, så fodier de i Bork, lever af en hare og ikke af en ål, ålen går i mudder, og haren går i kål, Lever af en drage, her vanted1 jeg et rim, ledte først i Esbøl, og fandt det i Vim. Fremsagt af Søreu Jensen fra Siget, Mosbøl,...
Den står lykke for, dei forst om året ser: en flyvende vibe, en rendende stråndskåå, en standende stork, en drivende plov og en barfodet smed. Joh. Nielsen.
Lænkehunden er det forste dyr, der slåes los i tilfælde af ildebrand, ti ellers vilde gården brænde på ny, efterat den var bleven opbygget. Der er held ved, at storken bygger sin rede på taget, V. P. Seidelin: Historisk topographie over l>reslette. 1831.
Der var en storkerede pæ en gård, der hedder Bjærget i Åby sogn i Vendsyssel, gården ligger i kanten af Vildmosen, og der hentede storken så mange hugorme og fløj hjem med dem. men når de kom hjem, smuttede de ud ad enden på storken og trillede ned ad taget så tykt, at de blev til plage for ejeren; derfor lagde han reden øde. 141G og 1417. A. E. Jakobsen.
Erik Pedersens Kone i Klelund led af Tungsindighed, og under et Anfald af den gik hun ned til Høilund Å og druknede sig. Da de havde fundet hendes Lig og kom med Vognen for at kjøre det hjem, kom der, uagtet det var sidst i Oktober, en mægtig stor Stork til Syne, som stillede sig på Vognens Bagsmække og blev stående der, til de kom helt til Gården,...
Der er en Dam i Præstens Have i Gram, og den har forhen været meget stor. Foruden den har der været 3 til, den ene neden for den anden. Nu er de nederste helt fyldt, og der er bygget et Hus, hvor den nederste var. Vældet var den Gang så rigt, at Vandet løb bestandig af den ene i den anden. Det så ud til, som de var gravede, og det var sagtens Fiskedamme....
Storken sagde: «Styrk ham, styrk ham!» svalen sagde: «Sval ham, sval ham!» lærken sagde: «Læsk ham, læsk ham!» og hjejlen: «Hjælp ham, hjælp ham!s> Viben der imod råbte ondskabsfuld: «Pin ham, pin ham!» Siden den tid kan viben for dens ondskab ikke finde hvile på noget træ, således som de andre fugle, men må bestandig hvile på jorden. H. Petersen,...
Da Jesus hang på korset, floj storken, svalen og viben oven over. Storken sagde: «Styrk ham !> svalen sagde: «Sval ham!» men viben sagde: «Pin ham !» Derfor er de to første fugle yndede, hvorimod den sidste er ildeo set. Martin Nielsen, Stangegård, Åkirkeby.
Glerup på Baggesvogn bavde en son, ja, det var egentlig fruens son med sin første mand, der af våde kom til at skyde en stork. Det var tåget, og han antog den for en orn. Fra den tid mistede han sin forstand. Nik. Chr.
Da gjærdesmutten floj ned, efter at den ved list var bleven fuglekonge, satte de andre misundelige fugle efter den, men den gjemte sig i et musehul. Uglen blev da sat til at passe på den, mens storken blev hentet for med sit lange næb at trække den ud; men uglen faldt i sovn, så gjærdesmutten smuttede ud. Siden den tid er uglen forhadt af de andre fugle....
Man må ikke skyde storken, ti så gjælder det liv for liv ligesom ved mennesker. Det var en gang, soldater herfra kom til at ligge i kv?vtér dér, hvor storken opholder sig om vinteren. En af dem logerede hos en bonde og udtalte til sin væri, hvor godt han følte sig tilfreds. Han svarede, at han jo sagtens kunde huse ham en tid nu, da han havde boet på...
Pastor Ingerslev i Ørting var slem til at skose folk. Hvis de havde nogle øgenavne, skulde det nok komme i de taler, han kom til at holde til dem. Der var en enke, de kaldte VibeJohanne, og hun skulde giftes. Så begyndte han brudevielsen sådan: Når bonden ser vibe, stork og stær, så tror han fast, at sommeren er nær. Det rim gik han så ud fra. I en...
Der var barselgilde her ude i Randbøl, og min gamle bedstefader var fadder. Han havde fået temmelig meget til frokost, lagde armene ned på stolen og sov under prækenen. Det var, lav Svejstrup var præst der. Han prækede meget om trækfugle og lignede Vorherre med en trækfugl, idet han vilde trække folk til sig. I det samme slog han hårdt ned i prækestolen...
Kjærgård i Ulfborg afbrændte i Juli 1793, og ilden opkom ved brygning. Fra grubekjedlen greb den fat i noget lyng, der lå for nær ved, greb straks fat i taget på det den gang lave hus og forplantede sig med rivende hurtighed. Negle dage før indtraf den mærkelighed, at storkene flyttede deres unger fra reden ned på en hostak i engen. Få år efter indtraf...
Denne bibel hører mig til med rette, ingen kan derom med ham trætte. Bogen haver ingen liv, hvo den, der stjæler, han er en tiv, kommer jeg efter hannem med en kniv, da skal han kommer jeg da skal han kommer jeg da skal han kommer jeg da skal han kommer jeg så skal han Karen Ollesdatter. Skadst. forvare bans unge liv, efter hannem med en fork, knevre som...
I Mølby, Spandet, blev der stjålet et parti hørgarn, som hængte til bleg på to stænger. Mellem byens folk blev opstillet mange gisninger over, hvem tyven kunde være. En ældre, enligboende kone sagde hele tiden: Det har storken såmænd gjort. Det er ikke ualmindeligt, at storken tager pjalter og lignende til at udfodre reden med, men afhaspet garn i...
Da Vorherre var korsfæstet, kom Storken og sagde: »Styrk ham«, derfor er den en hellig Fugl, som ingen uden Fare for Liv og Lykke tør gjøre noget ondt. Derpå kom Svalen: »Sval ham!« Derfor holdes den og i Ære. Lærken sang: »Læsk ham,« og derfor lovpriser den sin Skaber fremfor alle Fugle og er afholdt af alle. Men Spurven skreg: »Spark ham,« og derfor er...
