Vi havde en Pige at tjene, der kaldtes Svensk-Stine. Hun sagde en Aften: »Vi spørger snart Lig, for a har set et Lys på Klarup Bakke.« Aldrig så snart hun havde sagt det, blev hun syg og kom sådan til at kaste op. Da hun var kommen lidt til sig selv, sagde hun: »Ja, det var min egen Skyld, a kunde have tiet stille.« Der var nu aldeles ingen Sandsynlighed...
Der var en kone i Hjermind, de kaldte Kok-Stine, og hun var bekjendt som den største heks dér. Aldrig turde de lade hende se mælken og kjærnen. Hun kom altid ind ad kjøkkendøren, endda det var skik ikke at gå der ind hos bønder. En dag, jeg stod og kjærnede, sà vi hende komme, og så sagde min moder: »Det er et grimt kvindfolk, der kommer, lad hende ikke...
Den gamle kone her i byen var jo en priviligeret heks. Hun hed Stine og tog livet af de første par børn, Søren bekom. En gang de var ved at bage, tog pigen ildklemmen og tog ved den tusse og så ind i ovnen med den. De vilde nu et bitte korn ind og se, hvordant det havde sig med den gamle, og da stod hun med håret om ørene og var ved at trække i klæderne....
Man mente også, at pastor Stegmann i Ulfborg kande sees mere end ét sted ad gangen. En karl, der tjente ham og senere boede i Kytrup, fortalte, at han ofte så ham to steder. En gang vidste han således, at præsten var ovre i kjæret, men alligevel så han ham gå i stalden og se til hestene. Han spurgte ham da, hvordan det dog kunde være, for han havde set...
Oppe ved Lystlund har nok været meget mere bebygget i gamle dage end nu om stunder. Der bliver altid fortalt, at beboerne næsten uddøde i den sorte pest. Man siger, at der døde 18 snese i Ulfborg sogn, men de 15 snese var fra Lystlund gade. Her skal beboerne være uddøde på én mand nær. Han var også dårlig og havde selv tømret sin ligkiste sammen. Idet...
På Røvcrstucbakken i Ulfborg der cr temmelig lang, ligger flere høje, der iblandt Galgchøj. Noget længere mod øst ligger Tinghøj, som næsten cr ødelagt nu, da jorden der omkring er opdyrket. Den smukke stensætning der blev af ukyndige og uskånsomme hænder borttaget og kløvet, da landevejen til Holstebro blev anlagt i årene 1856 og 57; og på samme måde...
En pige, der hed Kirsten, kom til at tjene hos nogle fine folk, der gav hende navnet Stine, fordi de syntes, at Kirsten var ikke fint nok. Det var et langt stykke fra hendes hjem og hun var ukjendt der i egnen. Men en aften hørte hun én råbe: «Kirsten !» hvilket undrede hende meget, da alle folk der kaldte hende Stine. Hun kunde ingen se til. Men en dag...
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
Denne bog hører mig til med rette, ingen må med mig om bogen trætte, og fur skal stene og mure briste, forend jeg denne bog vil miste. (Jakob H .... er mit navn, og jeg boer i Kjøbenhavn. Sv. Grundtvig.
Bønderne her på egnen, vest for Århus, kjorte engang imellem til kjøbstaden, når de nemlig Havde noget at sælge, f. eks. æg, høns, ænder, lidt smør og ost, lidt havre og noget favnbrænde. De kjøbte nemlig om vinteren ved skovauktionerne høge på roden, savede og kløvede det til gavntræ og brænde. Det storslåede brænde var det da, de kjorte til Randers...
Per Tammesen i Skelum går hvert år med stjernen. Endnu (1876) er det skik i Himmerlands sydostlige del, at fattige folk går med stjernen ved Hellig-tre-kougers dags tider. De furer en med billedark (tit fremstillende alt andet end gudelige emner) prydet ster papirsstjerne med sig. Denne stjerne er hul, og et lys tændt inden i den. Den kan drejes om en...
Den gamle smed fra Fårup i Sydsjælland var så stærk, at han i én hånd kunde bære sin ambolt rundt om sin smedje. Han var en gang til gilde, og da han var bleven gammel, var hans øjne noget svage. Så tog han fejl af noget fedt, der lå afskivet på en kop, og tog og gnavede af og til et stykke brød, for ban troode jo, det var flæsk. Så sagde de: Det er...
Af en gammel maj vise eller pintsedagsvise, der endi synges af hornene i Hornbæk, og hvis første vers lyder således Nu hør vi tappen1) knirker Hør du, som vi bede. og giv os lidt at drikke. Vær os allernådig Gud med glæde. Tappen i øltøndeu. Oldn. ark. J. Herbst.
Synes man om natten at bore en hest løbe over gården, vil den i huset, som på den tid er syg, dø. H. V. R.
Sætter passionshlomsten frugt, varsler det dødsfald i familien. H. V. K.
Ligger et brød på ryggen, varsler det død i huset. H. V. R.
da.etk.JAT_03_0_01620
Falder et billede ned fra væggen, doer den snart, som det forestiller. H. V. R.
da.etk.JAT_03_0_01592
Pynter en brud sig med sorte knappenåle, skal hun dø, inden året er omme. H. V. R.
