Den i »Skattegraveren« beskrevne måde at vise vand på er også kjendt på Sjælland. Ch. Weiss. Se: Skattegraveren, 5te bind ur. 782.
681.- En gammel mand iViemose, Kalvhave sogn ved Præstø, der hed Rasmus Kræmmer.han havde en dragedukke og var meget rig. Han havde to tommelfingre på den ene hånd, og den ene af dem kalder de for en pengefinger, Den var ganske lille, men fuldt udviklet med negl og led og alting. Den finger skulde have skaffet ham dragedukken, der så ud som en skruptusse...
da.etk.DS_06_0_00681
Der skal være nogle væsener, som den Onde har skabt og bruger til at friste menneskene; de liguer tusser og har altid en skilling i munden, hvor mange man så tager fra dem; de kaldes dragedukker. Der har altid været folk nok, som vilde være rige på en bekvem måde, hvorfor Fanden ikke havde vanskeligt ved at blive af med dukken, især da han ikke forlangte...
Om en smed på Holbæk amt, som nok havde befattet sig med mere, end der horte til smedehåndteringen, såsom at slå øjne ud på folk o. lign., fortælles, at han en dag, da smedjen var fuld af folk, så ud af døren og sputgte, om ingen kunde se den sorte hund, som løb der uden for; men det var der ingen, der kunde. »Ja, da vil den hund nok se, ora der findes...
Fanden havde givet sig i tjeneste hos en tækkemand, men han skulde ikke have kosten og ikke anden løu end tækkemandens sjæl, dersom han kunde tjene ham til pas i syv år. Fanden hængte i efter bedste evne, men kunde aldrig komme så vidt, at tækkemanden kunde sige, at han var tilfreds med ham. Da det dog var billig hjælp, beholdt han ham lige godt og...
Der fortælles om bundtmager Mikkelsen i Næstved, at man har set ham på én gang i sit værksted og spaserende uden for byen. Om grev Dannemand på Astrup fortælles ligeledes, at han flere gange er set på steder, hvor han umulig kunde være, og at han tillige er bleven borte med ét. Chr. Weiss.
På Tølløsegård må vægteren ikke råbe kl. ét. En gang var der en ny vægter, som havde fået pålæg om ikke at råbe det nævnte klokkeslæt; han vilde dog prøve derpå, men blev kastet over én af længerne og tilbage igjen, lige til klokken var to. Der stod stedse én på den anden side og tog imod ham og kastede ham tilbage, så han ikke faldt til jorden før kl....
Jeg har hørt fortælle, at en ejer af Gisselfeldt eller Bregentved skal have lokket et par mænd til at tage jord af vedkommende gårds have i deres sko og stå på en anden mands grund, som denne herremand havde fået lyst til, og sværge, at de stod på Gisselfeld jord. De fik heller ikke ro i graven, men går og råber: "Her er rette skjel!" og det skal de...
da.etk.DS_05_0_01484
Da Tingerup by, Soderup sogn, blev udskiftet, varder ingen bruger til matr.-nr. 2, hvorfor man fortæller, at mændene, som havde matr.-nr. 3 og 4, der begge støder til nr. 2, om natten skal have flyttet skjelstenene, så at de fik nogen jord, som rettest tilhørte nr. 2. Efter døden fik de ikke ro i graven, og mange vil have set dem om natten gå i den...
I St.......sogn var en velstående gårdmand, han var i sin ungdom bleven forlovet med en fattig pige, og hende besvangrede han. Skjøndt alle vidste det, undredes de dog over, at hun aldrig fødte. Senere blev samme mand gift med en gårdmandsdatter, der var svagelig og lå meget til sengs. En dag stod pigen og puslede om hende, og da kom hun til at kaste...
Den gang den sorte skole eksisterede, var der i Kjøge en præst, som var meget klogere end andre præster; men han vilde meget nødig bruge sin klogskab. Imidlertid var der i en bondegård i Lellinge et slemt spøgeri, så de kunde ikke bjærge sig på gården. Det blev sagt, at herremandens søn og gårdmandens datter havde haft mere sammen, end alle og enhver...
På Højbjærggården boede en gang en gammel bonde, som havde en ung hustru. I den tid var det skik at koge melgrød til nadver; melet havde de stående i en kiste på loftet. En aften gik hun op for at hente mel til nadvergrøden. Da hun kom op oven for loftslemmen, så hun en hvid skikkelse som et menneske lige for sig, men det veg tilbage for hende ganske...
Jeg kan fra min bellietid huske en karl, som hed Jens Gadegård, han havde en søster, som hed Dorothea, og hun kom over til Kjøbenhavn at tjene. En gang havde hendes frue sendt nende uden for byen for at bringe noget døbetøj igjen, som hun havde lånt, men de så hende aldrig mere. Siden fandtes liget helt nøgent, og de dømte nu, at hun var slået ihjel og...
Helt inde i Skjoldenæsholms skove ligger bondegården Højbjærggården på en plet, hvor der i det mindste i 300 år har ligget en gård af dette navn. Til samme gård hørte en del skov, men bonden ejede kun græsningen, hvorimod herremanden ejede træerne. Her står et træ, der omtrent to alen over roden har en stor hulning ind i stammen, og i denne hulning skal...
Man kan hindre en død i at komme ud af kisten, når man pinder den til med nagler af rønnetræ. Dog kan man ikke hindre ham i at komme op af graven i kisten, scm han altså må vælte omkring med sig på sin vandring. Mange troværdige folk har ved midnatstid mødt en ligkiste, der kom govlende endelængs hen ad vejen. chr. weiss.
I Kirke-Såby var der i forrige århundrede en præst ved navn Heiberg, som kunde mere end sit fadervor, hvad så mange præster den gang kunde. En aften havde han været i besøg hos forpagteren på Åstrup. Da han skulde hjem, var det mørkt, men han havde skrappe heste, der nok kunde trække kjøretøjet. Da de kom til det sted i Astrup skov, hvor...
Mange fordomsfri og troværdige folk har ved nattetide på vejen ad Skovhastrup over Ole Jakobsens lod set en flok får løbe tværs overvejen; når de var kjørende, måtte de holde stille, til flokken var kommen forbi, det kunde ikke nytte at gjenne på hestene, de gik ingen steder, før vejen var fri. chr. weiss.
Når frugtsommelige koner spiser vibeæg, bliver børnene fregnede; da fregnede siges at have en fin hud, bar vibeæggene ofte været dyre i Kjøbenhavn og andre store byer. Chr. Weiss.
Når man har skåret sig, læges stedet hurtig, når man indgnider redskabet, der frembragte såret, i olje og lægger det på et let tilgjængeligt sted. Det skal have hjulpet mange. Chr. Weiss.
Mod kighoste. Man har brugt at drikke almindelig mælk af et vædderhorn Omtrent 1870 døde her i byen en gi. mand, til ham kom folk kjørende langvejs fra med deres børn for at få kighoste helbredet. Han brugte nogle ceremonier foruden mælkedrikningen, men dem holdt han hemmebg. Chr. Weiss.
