Der er et Kammer på Skovsbo, hvor det har spøgt så forskrækkeligt, og ingen turde da være i det om Natten. Men den Mand, der havde en ren Samvittighed, han kunde blive fri for Spøgeriet. Så var der en Mand ovre på Hindsholmen, der mente, at hans Samvittighed var så ren, som den burde være, og han vilde da prøve det. Da han havde været der om Natten, og...
da.etk.DSnr_05_0_00968
Der går en Jomfru og spøger på Lime Mark nede ved Hejselstrømmen, det er en Lavning på Marken, hvor der i sin Tid ser ud til at have været et lille Vandløb. Måske det er Jomfruen fra Kås. Lime, April 1906. Lime S., Rodding H.
Der lå i ældre Tid et Teglværk lige neden for Kristoffers Døj lidt nordvest fra Vester-Kejlstrup. Vandet fra Hullet brugtes til Æltning af Stenene. Der havde en Teglbrænder en Gang brændt et Barn, en Pige på Gården var sin Moder, og han var vist selv Fader til det. Siden den Tid spøgte det på det Sted, og ingen turde gå derom ved, siden Solen var gået...
Her ude i Låsbygade i Kolding er en Gård, som i sin Tid har tilhørt den Wissingske Familie. De gamle talte altid om, at det spøgte i den Gård. Det skulde være den gamle Kone, der gik og spøgte, og efter gammelt Sagn skal hun være bleven manet ned i Porten. Der har hvilet noget ulykkeligt over den Familie. I vor Tid Danske Sagn. V. 16 er da sket den...
En Præstekone spøgte og kom altid som en hvid Skikkelse til Pigen, når hun om Aftenen var ude at malke i Stalden, for hun havde altid været så god ved hende. Pigen var lige godt angst og lod hende gå og sagde aldrig et Ord til hende. Men så en Dag fortalte hun det til Præsten, og han siger så, at når hun kom igjen, »så skal du hente mig.« Det gjorde hun...
da.etk.DSnr_05_0_00634
Lige sønden for Branderup Præstegård og lige neden for Haven går en Vej eller Forte med Træer på hver Side. Der har en Præstekone, som hed MeW Læs, gået og spøgt. Hun blev gift med en Præst, der havde mange Børn, og så var hun så forfærdelig arrig ved de Stifbørn, derfor var det, hun kom til at gå. Så blev hun manet af, og siden har hun ikke gået. Men...
da.etk.DSnr_04_0_00563
På en gård i Gildsig havde de et rum i den østre ende af stuehuset, og der lå noget halm. Folkene forsømte aldrig at ryste den hver aften, for blev det glemt, var der en slem mand, der spøgede med hunden hele natten. Gården blev senere bygget om, men den samme lille plads i den østre ende blev bygget med, og halmen blev fremdeles rystet hver aften. Nik....
Da Jens Plovgàrd skulde til at dø, sad en grimme stor lådden hund ved fødderue af haii3 seng, og den kunde han ikke do for. Derfor måtte de have ild uuder ham, og så dode han. Men han fik ikke ro i graven og blev ved at spøge. Sà var delen student, der manede ham ned og såede rug over ham, og så blev han der. Den student gik en tid efter vild i eu mose...
Der har levet en herremand på Skudsliale, som hed Jens Brij/k, og ham var det rent galt med, han kunde aldrig være ude om aftenen efter et vist klokkeslæt. Var han i byen efter den tid, så hørte folkene, hvor han var, ligesom en hund kradse på en dør, og så blev mandet) ligbleg og sagde, at nu skulde han hjem. Han fik så ikke ro, inden han kom ind at...
Rabbinerne fabler, at når natten begynder, da lader Vorherre alle himmeriges porte lukke; straks løber Djævelen ud, og om i al verden og spøger, men efter midnat råbes der i himmelen, at porten skal igjen oplades, og når hanerne hører dette på jorden, straks begynder de at råbe, eller som bønderne kalder det: så øver kokken, folkene opvækkes, og djævlene...
I Ikast er der et sted ved Gjellerup sogneskjel, som hedder Albuekrog, og i Bording tæt ved Kragelund sogneskjel er der et sted af samme navn. Begge steder har det i gamle dage spøgt en del, så folk ikke var for at færdes der ved aftenstid. Ved broen, som fører over åen mellem Tulstrup og Ikast, har der heller ikke været rart at komme ved midnatstid, der...
da.etk.DS_05_0_02038
På Ivernæs boede en gang en herre, der tillige med sin frue var meget ond. Så efter døden havde de ingen ro, men gik og spøgede omkring ved gården. Tit kunde de folk, som var sildig oppe om aftenen, høre, hvor de gik udenfor og klagede sig, og det var da fruen, der sagde: "Uu, det er så koldt, hvor jeg fryser!" Hvortil herren svarede: "Så kan du jo gå...
På herregården Nørager spøger det også. Der sees en hvid jomfru og høres dybe suk i salen fra en sofa.
I Havnø skov, som ligger overfor Trudsholm på den anden side af fjorden, hører man et stærkt skrig om natten. Herom fortæller man, at en jomfru, som havde tjent på Havnø, skulde have gjort falsk ed, og derfor måtte spøge der efter sin død. k. n. stegger, lystrup.
I Sminge var et ubeboet hus, hvor folk sagde, at det spøgede. Man fortalte, at her havde boet en kone, som var så gjerrig, at hun spandt både fra og til kirke og alle helligdage og -aftener. Da hun så var død, spøgede hun, så folk ikke kunde bo der, og man kunde ofte høre rokken snurre. niels peder pedersen, mollerup.
To karle, den ene fra Sinding, den anden fra Kragelund, kjørte en nat for flere år siden gjennem Charlottenlund skov. Karlene havde hørt fortælle om en mand, som skal være myrdet i skoven, og at det spøgede slemt der ved nattetid, derfor kjørte de meget hurtig for snarest mulig at komme ud af den igjen. Men pludselig hørtes en sær knagende og hvislende...
Gemene folk fortæller, at da studenten Mørch var bleven stejlet, og præstekonen af Kjerteminde halshugget, de om natten gik ned til åen på torvet for at drikke med hovederne under armen i Odense å. o En halv mil fra Odense siges, at det spøger meget ved åen. Àmanden skriger kun ved Odense, og folk fortæller, at de har hørt ham. j. bircherod.
Der er en sten i Ullits søndre kirkemur med et trindt kul i, hvor de vel har gnedet for at få dynd til sygdomme. Vi drenge kaldte den sten uglens bo, når vi rendte og spøgede på kirkegården. Ullits.
Præsten i Vemmelev maner sin karl. Da han var kommen halvt ned, bad han så ynkelig for sig, at præsten gav ham lov til at have opgang i sin brønd, hvorfra han siden spøgede i lang tid. Der, hvor karlen blev manet, ligger endnu en stor flad sten. Chr. R.
Ved skoven mellem Pederstrup og Søllinge skal der spøge en hovedløs præst. Skoven kaldes Tolshave. I gammel tid har de tolv gårdmænd i Søllinge hver haft sin skovlod her, og skoven skulde så egentlig hedde de tolv mænds skov eller Tolvmandsskoven. Tolshave blev så en forkortelse heraf. Men det er jo kun gjætning. jørgen nielsen, søllince.