Justitsrad Tønder på Engelsholm havde nok været sørøver i sin tid. og han var meget galsindet: men han forstod sig ikke på landvæsenet. Når de kjøbte bog af ham, så gik de hen og skovede eg. En dag de var ved at kjøre træ hjem i vedkastet, var Peder Mogensens kone på hove, og hun skulde smide træ af vognen, men gjorde det ikke godt nok, og justitsråden...
Niels Blytækker var vester fra. Han var alle slags mand og skulde til det, de andre vilde ikke have med at gjore. Generalen på Engelsholm kunde slet ikke undvære ham. Han var en gang bleven uens med de Yejle skorstensfejere og siger så til Niels, om han kunde ikke feje for ham. Nej, jeg er ikke skorstensfejer, men blytækker. Ja, han vilde nødig fire...
Til slutning sætter jeg en opskrift af en ældre bondevise, hvis indhold nok kan passe her. 1. O, vi arme bønder, vores stand er sorrigfuld, vi har tomme tønder, lidet selv og mindre guld, ej dukater ejer vi, skillinger og få er di, vi da skrusser som skruptusser, skjægget pudser og for gjerrighed er fri. 2. Ringe er vor spise, sup' og steg vi aldrig får,...
En gang generalen var i besøg på Aggersbøl. var fruen med, og så havde de andre kuske faet Tyge drukket fuld, så han måtte ad sengen, for de var jo efter ham. Generalen havde to vrinskere til forløbere. Da han vilde til at hjem, kommer der en op til fruen og siger, at hendes kusk var bleven syg. Ja, hun kunde godt forstå det, og de måtte endelig ikke...
Generalens kusk på Engelsholm var nu ellers hans kones kusk, og hun havde ladet ham lære ved de kongelige kuske og tage examen der. Han hed Tyge og vilde ikke bestille andet end at passe heste og vogn. Men generalen var landmand og holdt ingen forvalter, så skulde Tyge da tromle. Han undskyldte sig med, at han ikke kunde fà bæsterne til at holde tromlen...
Der var en tjener på Engelsholm, som hed Gert og var justitsrådens øjesten, han var nu sådan noget af alle slags. Så skulde han leje en husholder til ham, for justitsråden kunde ikke godt have fruentimmer. Nå, han får også en kjøn husholderske lejet. Nu vilde herren have at vide, om hun var vakker, og om hun var skjøn. "Ja, det er Dæwlen bandet det...
På Engelsholm skulde de have fire skilling for hver muldhvalp, de fangede. Justitsraden kunde nemlig ikke lide den slags dyr. Endelig fangede de en. "Det er godt, det er godt, der har du fire skilling, kast ham så i graven." Udenfor kjøkkendøren lå nogle stenbrokker, så tog de en af dem, gik hen under justitsradens vinduer og kylte den i graven, så det...
Generalen på Engelsholm var Først gift med Jermiins enke, og hun var så god af sig, også imod tjenestefolkene, så de folk, der kom der, de vilde helst blive. Da hun var død, vilde han have giftet sig med hendes datter og rejste til Kjøbenhavn for at få bevilling på det, og han fik den nok også. Men imens han var der ovre, blev frøkenen narret af falske...
Søren Jakobsen i Store-Lime var en stærk mand og en vovehals. Så var han nede til hove på gården, og der skulde han skyvle og gjøre rent i vandgarden, det var et springvand lige uden for nodset, og så var der en kumme uden om, som de vandede kreaturerne i. I det samme kom justitsråden ned og vilde egse ham også, men Søren vilde ikke hore på det, og så...
Min oldemoder, Sidsel Malene, måtte gjøre hove, endda hun havde kun en måned, til hun skulde gjøre barsel. Hun måtte gølve korn ned fra æ brede remme, og da hun var færdig, fik hun ikke en gang en stige at kravle ned på, men måtte ride ned på et læssetræ, der stod på skrå. og så måtte hun se at komme ned på jorden, som hun bedst kunde. Den lade var så...
Den sidste ulv, der var i Tykhøjet krat, den skod den gamle Xiels Klavsholm. Her nede pæ marken er der et sted, de kalder Ulvhullet, og der gik et og, som var hildet, for ikke at løbe for langt hen. Sà kommer der en ulv og vil tage foliet, men øget springer til og får hilden om halsen af ulven, sa den bliver kvalt af den omsider, men den havde gnavet...
Folkene fra Lime og nær ved gårdens mark de græssede på hovmarken om natten. De havde en dreng, der red på en hest med en klokke på, og når han mærkede noget, red han ud af hovmarken, så fulgte de andre efter, for nu var det ved tiden. Sådan fik de græsning til deres bæster på Engelsholms mark. Hans Pedersen, Gadbjærg.
Bussemanden skal sidde oppe på det vesterste tårn på Engelsholm. Det er en jomfru, der går ude i Dyrehaven, og der er mange blevne rædde i den skov. hans pedersen, rostrup.
Alle folkene i Rostrup døde ud, da der var pest. Så fik herremanden en mand langt nede fra 8B norden her til, oghan hed Per Mogensen. Sådan er det blevet ved at skifte i de sidste 200 år med Mogens Pedersen og Peder Mogensen. I fald der var flere sønner, var den ældste jo stamherre og skulde have gården ligesom nede på Engelsholm. Der er endnu en Peder...
En mand på Engelsholm gav sin datter 18 kirkesogne i medgift. Hans Pedersen, Rostrup.
Rostrup skal kun have været én gård, og den lå der, hvor Jørgen Mogensens gård nu ligger. Der var en mand i den gård, han gjorde så stort et bojel med hans datter, te den første vogn var nede på Friis hanke, da den sidste vogn kjørte ud af gården. Så blev han ræd for, at han havde fået for mange folk højen sammen, og ilav de var i kirken, da hængte han...
Der var en mand ovre i Lindeballe, der var oppe på kirkegården og så, at Polakkerne de kom. Han puttede hovedet op ét sted ved diget, krøb længere hen og puttede det så op et andet sted, og sådan blev han ved, te de troede, den kirkegård var fuld af soldater, og så trak de sig skyndsomst tilbage. Haus Pedersen, Rostrup.
Inde i dyrehaven ved Engelsholm er en humlehave, hvor de avler alle de humle, de bruger på gården, og inde i den igjen har stået et træ, men det er vist fældet nu, og det har ståe' midt inde i gården, mens den var på sin gamle plads. hans pedersen, rostrup.
Der er en ridende skytte, der rider i luften her ved Engelsholm. Han rider over moser og krat, men a har aldrig set ham. Himmelhundene er vel hans. Det var en mand, der havde sagt, at det var hans storste plaser at jage på jorden til evig tid. Hans Pedersen, Rostrup.
Visse karle tager hugormetunger i munden og kysser en pige, for at hun skal løbe efter dem. Martin Smidt, Ovstrup.
da.etk.DS_07_0_00934
