I Stenderup boede for mange år tilbage en mand, som folk kaldte Stærke-Hans. En mand i Flensborg, der ikke var mindre bekjendt for sin styrke, vilde besoge Hans. Da ban kommer på Stenderup mark, spørger han en mand, der går og pløjer, om han ikke vil sige ham, hvor Stærke-Hans bor. Manden tager da ploven o. s. v. Dermed var manden fra Flensborg vel...
Igjennem Hostrup, Egvad, lober en å, hvor der for nogle år siden er druknet en dreng. På det sted, han druknede, er der flere, der har set et lys brænde, j. p. N. L
da.etk.DS_02_J_00151
I Kasse boj en mand, der håj en stor bindhund. De vår om æ vinter, æ kael stoi å æ lo å tosk, så høør han, æ hund blow så gal. Æ kael, dæ vå nysgjerre, gik op åæ lowt for å se, va de vår, æ hund gjæffet ad. I æ lowtgaf dæ sad æ nispug å drillet æ hund, han stak æ ben ud a æ lowtgaf å sooj: «Dær æ nisses stor tå, dær æ nisses lill tå.» Æ kael skød så nis...
Emeld Synder-Owle å Sorrerup ned ad æ mark der K en lille lvk, dæ hed Pugholm. De navn har en fået a to puger, den jenn kom fra Synder-Lvle mæ et las halm, som lian haj hindt dær, den ån kom fra Sorrerup. han vild ha æ halm m:e tebåg te Owle. Di kam te å slås å sprat i æ jord, te dæ bldw et lille bjærre, hvor æ vej gær over indno. Æ vuen mæ æ halm vældt...
Visse karle tager hugormetunger i munden og kysser en pige, for at hun skal løbe efter dem. Martin Smidt, Ovstrup.
da.etk.DS_07_0_00934
Den Onde kunde tage træskoviskerne og gå med, når der ikke var spyttet på dem, efter at de var smidt. Mors. Skallerup. H. Th. Nybo.
da.etk.DS_06_0_00374
Lige øst for Hvidbjærg kirke på Tyholm er Benkjær, der har sit navn af, at alle de ben, der blev gravede op på kirkegården, blev smidt ud der. Det har stået under vand indtil for en 50, 60 år siden. m. nielsen. hvidbjærg.
da.etk.DS_03_0_01807
I Volshøj i Velling er en stor skat. En bjærgmand ejede den. Folk fra Kovsirup vilde grave den ud. Så traf de på en stor jærnkiste, og fik fat på den. Men da så de Kovstrup brænde. De blev så smidt ud af højen. Vinding højskole.
da.etk.DS_01_0_01198
Er Povl god så bliver Per ogsa. men er Povl vred. sa bliver Per værre. Jes Smidt, Favrvrå. Sønderjyll.
»Du skal ikke kaste det efter mig, du véd ikke, hvad jeg er med.« Siges spøgende til den, der smider noget hen på en. Sigter til
Der ligger efter Fortælling en Krigskasse begravet i Havet uden for Bolk, den er bleven smidt over Bord en Gang i gammel Tid. Den kan endnu sees i stille Vejr på Havbunden. Der har været flere Krigsskibe der og haft Kjættinger om den, for at få den op, der har været nogle Dykkere til at lægge dem om, men alle springer de. når Folkene vil trække den op...
da.etk.DSnr_03_0_01365
Da Djævlene blev smidt ud af Himmelen, blev nogle til Hyldfolk Og nogle til Bjærgfolk. Sønderjylland.
Der er en god bog, som der står meget godt i, og det er Henrik Smidt. Den bog havde en mand, hvor a tjente, men vi måtte jo ikke se den. Vi stjal os alligevel til det, når han varikke hjemme. Cyprianus skal endda være bedre. Der var tre brødre, som granskede i de sager, de lavede hver en bog, nemlig Henrik Smidt, Cyprianus og Hans Mikkelsen. Tåning.
Der ligger en stor sten i Ganderup enge, og der er mærke af en hånd i den. Der skal have stået en kjæmpe oppe i den lange hede nør for Ganderup, og der vilde han tage en sten og smide efter Storvorde kirke, men den kom jo ikke over fjorden. morten madsen, ajstrup.
Når de var ved at koge mælk, og den kogte over, skulde de smide lidt salt i ilden, for at koernes yvere ikke skulde blive gale. T&rup Jutta Jørgensen, Kistrup.
En handelsmand sagde, at en skulde smide en rådden pind efter kreaturet, så blev det solgt. K. Ebbesen, Egtved.
da.etk.JAT_01_0_01056
En kviekalv, der er født i fuldmåne, må aldrig blive slagtet. Favrvrá. Jes Smidt.
På Rakkertoften la i gammel tid rakkerens hus. Benene af de døde dyr blev smidt i Rakkertoften. Der er her fundet en masse ben, som er blevne solgte, og der avles altid godt korn på det sted. R. p. Randløv. Tåning.
Når et Par gamle Halmvisker blev taget af Træskoene, så skulde der spyttes på dem, inden de blev smidt bort; ja, de skulde nu egentlig helst loses op og så spyttes på dem med det samme, da var man sikret mod Uheld, som ellers let kunde komme i den Anledning. Tørring S., Vrads H. Jens Terkilsen, Have.
På Vejen mellem Sørup og Dysted i Sydsjælland gik en Gang et Spøgelse med et gloende Læstræ på Nakken. Hvem, der mødte ham, blev smidt i Vejgrøften. Opt. af Mikkel Sørensen. Toksværd S., Hammer H.
da.etk.DSnr_05_0_01086
