Det var det År, a gik til Præst, da bliver det galt i Gården Stejlbjærg, sådan om Efteråret efter at Køerne var bunden ind. De kunde ikke få Smør, og så troede de jo, det skyldtes Foderet. Der var ikke så lidt Mælk, men der kunde aldrig blive Smør, ihvor længe de kjærnede, og til sidst stod det helt som ud af Kjærnen, når de havde kjærnet allerlængst,...
Det var i Tværsted Klit dether passerede, som a nu vil fortælle. Manden hed Wolle Høghave, og han var jo af dem, der gik ned til Stranden for at se efter at bjærge noget, der kom i Land. Så en Gang, han kom derned, da var der en kommen i Land på noget Vrag, og ham går han hen og slår ihjel og tager det, han har med sig, han havde en hel Del både Papirer...
Der var en Pige på en 17, 18 År, hun skulde hen til en Mølle en Aften og hente en Skjæppe Gryn, og det var pænt Måneskinsvejr. Hun kom også forbi Kirken, hvor der gik en dyb Hulvej om ved med en Brink hen i Midten. Da hun så kommer og går hjem igjen, så møder hun der et Mandfolk, og så siger hun til ham: »Hvad går du her efter?« Hun glemte rent at hilse,...
Der boede en Gang en Herremand på Asdal, der hed Karl Pølse. Den Gang gik Skovene mellem Asdal og Odden sammel, og deher store Mænd gik jo på Jagt i Skovene. Så skød begge Herremændene en Dag på et Vildsvin, og den ene vilde have, at det var hans Kugle, der ramte, og den anden vilde have, det var hans. Sådan kom de i Træde over Svinet, for de vilde begge...
I æ Kistebanke slår Bjærgmanden hans Pengekiste i Lås. Thomas Jørgensen, Lindeballe.
Den, der slår det Kjønne (o: Væselen) ihjel, han doer af en tærende Sygdom. Lærer Møller, Harritslev (Skovby S., Skovby H).
da.etk.DSnr_04_0_01185
Elven slår med Ris af Elierødder. Peder Syv: De vulgi erroribus.
Der jvar en Høj i Nørre-Kongerslev, de kaldte Kjællingbjærg. En Karl fra Refs han red derned en Juleaften, for de havde sagt for ham, at om den Aften var Bjærgfolkene ude. Der kommer de så ud og skjænker ham af et Sølvstob, men han slår Drikkelset bag over Hestene. Siden skjænkede Folkene i Refs af Stobet, men næste Jul mødte der én i Gården og blev også...
Der ligger en Høj på Ringe Grund syd for Ringe By, og den kaldes Alhøj. Der bor en Smed i den, og han kaldes Alhøjsmeden. Børnene har tit været kossen af ham, da Højen ligger lige ved Vejen. Dersom han slår rigtig til af al Kraft, så kan de gjærne gå hen og falde på Vejen, når de færdes forbi i det samme. Lars Kristian Pedersen, Ringe Mark.
Vætter, Vættebid, Vættelyvs. Folk under Jorden. Elven slår med Ris af Ellerødder. Skiftinger. En god Vætte havde det henne. De to sidste Ord tvivlsomme. Peder Syv: De vulgi err.
De havde en byfoged i Hjørring, som hed Kofod, han havde tilsagt sognefogden i Ugilt K listen Pedersen til at møde ved Ilbro, for der var noget galt med broen, som de skulde have efterset. Byfogden kom først og ventede så en tid på sognefogden. Til sidst blev han lynende gal, for det han skulde sidde der og vente med befordringen. Imidlertid kom...
da.etk.JAT_05_0_00435
Der var en gammel gårdmandskone i Skallerup, det var nu egentlig T. Kr. Kristensens bedstemoder, hun fik sig lavet nogle kroge ved bysmeden til at sy i hendes livstykke, og der hængte hun noget fetalli, som hun vilde have smuglet ind i Hjørring, og som egentlig skulde fortoldes. Det hang altså under skjørtet, og hun mente altså på den måde at kunne få...
I mit hjem kan a huske, vi brugte at brænde brændevin. Det var jo forbudt, og vi skulde passe så nøje på. at betjentene ikke kom over os og tog os ved det. Så kom der en mand til vinduet om natten og sagde, at betjentene de kom og skulde se efter, for der var nogle, der havde mældt os. A er jo fra Nørre-molle, og så havde vi anbragt tojet i en kjælder...
For en 70 år siden var der en præst i Sønder-Harritslev, der hed Weise. Han havde en avlskarl, der tillige var kusk for ham og var noget betroet. Når han så kom til Hjørring, skulde han jo forrette ærender for præsten. En gang gav han ham det bud med, at han skulde gå ind til Steffen Hattemager, det var den eneste hattemager der var i Hjørring i de...
Der tjente en karl ved Jens Madsen i Hundelev, o han så ikke ud til at være rigtig sløv. Han skulde gå og pass kreaturerne om efteråret i kjæret, og da han kom hjem med dem om aftenen, så manglede der en ko. Hans husbond spørgei ham så efter, hvor den rode ko var bleven -if. Ja, hun var gået i bløde i en vældgunge, og den gang a kom til hende så trykte...
Det har været skik her ved bryllup, at når gjæsterne havde spist, så skulde de alle gå hen og kysse bruden og sige tak for mad. Det var helt almindelig, og ved barnedåb skulde de kysse den, der bar barnet, De blev beværtede med kjodsuppe og kjod, dernæst bygsuypo og fisk. Til en forsamling blev der altid givet fon, der som regol bestod af en kop smør, et...
I det sydlige Jylland, mellem Eibe og Varde, havdG man i min barndom folgende skik. Julemorgen stod husfaderen op meget tidlig og tændte lys, kaldte på alle børnene, så de blev vågne, men dog blev i deres senge, gik så hen og lukkede alle dørene op lige ud til gården og sagde, idet han lukkede yderdøren op: Kjære jul, kom herind! Når han atter kom ind,...
Ser man om foråret første gang: storken stå og viben flyww, sædmani gå og ploven dryww, får man et godt og heldigt år. Fru Høeg-Høyer.
Horer man storken knebre, før man ser den, bliver man sladderagtig. Ser man den stående, skal man blive hjemme. Fru Iløeg-Høyer.
