De vækster og urter, som almuen bruger til at farve i deres linned og uldentøj: til lysegult pors og blomster af skarntyder, vier og engeskja-i : - mørkegult grønne boghvedeblade eller birkelov: - lavendelblåt egesavspåner; - lysebrun stenmos; - mørkebrun lav, som er Had skalleinos på gamle boge; - stålgrå ege- eller ellebark og uldgarn i rørtoppe. Ny...
Forhen holdt de markmænd, og det var meget nødvendigt, for de vilde græsse med deres heste og kreaturer rundt om på de andres deres. ] De Skovby hjørrer red over med deres heste i de Borum enge, og samtidig fiskede de i åen. Så kom markmanden efter dem, og sa skulde de jo straffes for det. Men de var ikke forknytte, de tog fat på ham og jog en staver...
I har vel hørt tale om den bitte Las Kaisen. som boede her i Åby og var en rigtig skjælmsmester. En aften gik en karl til Havgærd med en måtte tobak, han havde kjøbt sig. Hvad Las Kaisen har at gjøre, han hyller et låddent skind over sig og sætter bag efter ham. Da han nu var kommen lige i hælene på karlen, så sagde han: Bak, bak! Karlen vendte sig...
På sognefogdens mark i Lindeballe stod der en følhoppe, som havde et føl. og der kommer jo en ulv og vil tage foliet. Men så kommer ulven og følhoppen til at slas, for den vil jo forsvare sit føl, og den får ulven kast til jords, og om morgenen, lav de kommer ned og vil flytte den, da står den med den ene forrefod på halsen af ulven, der havde knavet...
I Brøndum boede for nogle År siden en Kone, der kaldtes den norske Kone. Hun var vidt og bredt berømt for at være en klog Kone. Hans Terkildsen i Roosthøje søgte en Gang Råd hos hende for en syg Plag. Men hun nægtede at hjælpe ham med den. Han blev ved at trænge ind på hende og bad hende meget, og så svarte hun ham endelig: »Nej, gå du hjem og tag...
Der var en Gårdmandskone i Jensgård i Viv, hun hed Kirsten Ravn, og hun kom en Gang til min Bedstefader og vilde have ham til at følge med sig hen til Niels Skovfoged, for han skulde sige hende, hvem der havde taget hendes Ænder og Gjæs, og hvem der var Skyld i, at hun ikke kunde kjærne Smør. Min Bedstefader fulgte også med. Så sagde Niels Skovfoged, at...
Min Mand, han tjente ved Hågen Ramsløse i Giverup i 5/. Hans Sogn. Han lå i et Kammer, hvor der gik en Trappe fra Loftet ned til Gulvet, og den var lige oven over hans Seng. En Gjørtler var død en Tid før, og hans Værktøj stod på Loftet. Så kunde min Mand ligge i hans Seng og høre det tumle der oppe med det Redskab og arbejde med en Drejelad, og til...
I 1440, da Grev Geert belejrede Hald, da var Folkene så udhungret der, at de havde kun én Ko, alle de andre havde de måttet slagte. Men for at Grev Geert ikke skulde tro, de var så nær nødt, så trak de den Ko ned til Søen til Vand hele Dagen, og hver Gang de atter trak med den, hyllede de et nyt Skind om den. De havde nemlig gjemt Skindene af alle de...
Om Vinteren efter Stormfloden 1825 lagde der sig store Isflager over Møgeltønder og Højer Koge, så at den næste Sommer så ud som en Ørken. Bønderne måtte da sælge deres Kræ og Får for en Spotpris. En Mand i Østerby i Daler kjøbte et Får så billig, at da han bag efter solgte Skindet, kunde han for den Sum, han fik for det, betale både Fåret og Saltet, som...
De gamle har fortalt, at Karup i gamle Dage var en stor By, nogle mente endogså, at den var en Kjøbstad. Den Gang var der mange Træer i Byen, især nede omkring Helligkilden. En Natmand fangede en Kat i Byen, fordi den havde så smukt et Skind, og det. vilde han have. Folk forfulgte ham, men han skjulte sig mellem Træerne, så at det ikke var dem muligt at...
Udo på Kalslund mark boede og bor vist endnu en mand, som hed Per Nielsen. Han havde eu gang det uheld, at en ko døde for ham, og da nu både manden og konen mente, at den var forgjort, blev de enige om at gå hen til en klog kone der i nærheden og spørge hende til råds og få at vide, hvem der havde forgjort koen. De tik da deu besked, at navnet turde hun...
Vi havde en rod tre-års hest. En morgen tidlig rejser min fader sig og vil ride et sted hen. Han sætter sig på hesten, og da han kommer forbi den nærmeste gård, kommer Jens Nymark ud og stiller sig forved hesten og gjør sig så skjønt til. Min fader hilste på ham, men han hilste ikke igjen. Da min fader så siden kom hjem, snakkede han om, at det var så...
At døve sværd. Vorherre han foer i herrefærd, han døved'alle dragne sværd, alle dragne våben og værge, han så, dem toghan od og eggen frå; stål bliv som sten, bid ej i kjød, skind eller ben, før Maria føder en andeu søn tilat gjenlose menneskens kjøn, det var en gang og aldrig det sker. I navn . . . Petr. Sept. De vulgi erroribus.
I forrige århundrede var der en herremand på Skodborghus, Vejen sogn, der havde begyndt sin 1 ibnbane som skind kræmmer, og derefter ved alle midler, der stod til hans rådighed, og uden at være kræsen med hensyn til valget af samme havde svunget sig op til at blive herremand. Han var bekjendt vidt og bredt for sin rt hed og ryggesloshed. En gammel mand,...
da.etk.DS_06_0_00596
Den gård, som skovrideren, Frederik Sortmand, boede i, var ualmindelig stor bygget, der var en fire alen til loftet. Før ham var der en oberst i den gård. Min fader tjente der, og han rejste sig mange nætter, for det var, ligesom bæsterne slog hinanden ihjel inde i stalden. Men når han kom derud, var der intet at se. Der var blevet lavet et herberge ved...
da.etk.DS_05_0_01838
En rig mand var død, og han spøgte så forfærdelig. Så kunde de ikke begribe, hvordan det gik til med det spøgeri. Præsten havde lært dem, at de skulde få én til at sidde inde i stuen ved ham om natten, og så fik de en skomager Bov til at sidde der. Præsten skrev en kreds om ham, og den måtte han ikke gå ud af, inden han kom; og han skulde have en ko for...
Der var en præst, som gik meget udomaftenen, og det holdt madammen ikke af, hun kunde heller ikke forstå, hvad det skulde betyde. Så sagde en af karlene, at det skulde han nok vænne ham af med. Da de netop havde slagtet en kalv, tog han skindet om sig, så at hornene vendte lige op i panden på ham, og gik så ud i mod præsten. Denne råbte: »Er duet...
Jeg har hørt fortælle, at der på Vorgård skal ligge et svineskind på loftet, og der skjærer man strimler af til plejler. Men så længe man ikke tager halvparten af det, bliver det altid ved at være lige stort og slipper aldrig op. Der kom en gang en ny forvalter på gården, og da han hortetale om dette hersens svineskind, lod han det straks smide ud på...
En af herrerne på Vorgård skød en gang et vildsvin, som faldt på Birkelse grund. Der blev nu ført proces om, hvem svinet skulde tilhøre, og dommen faldt, at Birkelse skulde have kjødet, men Vorgård skindet. Dette blev nu lagt på loftet under en bunke halm. Men hver morgen så det ud, som om en hund havde ligget i halmen. Efter sagnet skulde det gå enhver...
Der hænger et svineskind i Asdal og ét i Vorgård. De to herremænd trættedes om et vildsvin, og derfra stammer de skind. De fik en ny stuepige i Asdal, og hun flyttede skindet ud. Så blev der megen anstalt i gården, de kunde ikke have lys tændt i stuerne, og hovederne brølte. De fik da bud efter Hald præst og hentede ham i lukket vogn. Han måtte op i...
