Provst Cilius skulde vie et par folk i Haverslev kirke. Brudgommen hed Morten Eftermiddag, og ham var provsten gal på. Så siger han: Ja, Morten, nu har du set dig for, og du har følt dig for (bruden var nemlig frugtsommelig), og så er det endda, om du har truffet det rette. Han havde nemlig løbet og fippet og bejlet flere gange.
Provst Cilius havde, før han kom her. været skibspræst og rejst på Kina og flere steder. En gang, da han kom fra Haverslev kirke, sagde madammen: Nå, hvordan gik det i kirken i dag, lille mand, jeg hører, at Niels Smed sådan hed degnen var syg i dag. Ja, hvordan gik det, jeg brølte, og smeden brølte, og Graver-Hans brølte, og så brølte de...
En præst på Fyen havde en dag besøg af en forpagter i omegnen. De var ude at spasere, og som de nu gik gjennem byen, stod nogle unge karle på gaden. En af dem vilde smutte ind ad en gyde, for ikke at møde præsten. Men han vinkede ad ham: Kom her hen du. Ja, så kom han da. Hvorfor var du ikke til overhøring de to sidste søndage? Ja, han undskyldte...
Pastor Hoff i Vive var en stor kraftig mand og bandede som nogen matros. Han havde en degn, som hed Tårderup, en lille krøkrygget en, der ikke kunde synge så godt som præsten, men skrev udmærket pænt og var en dygtig lærer. Ham kunde præsten ikke kujonere, og de mukkedes tit. En gang degnen står og synger i kirken, går præsten hen og råber: Hvi for...
I Sonderup var en pastor Host, og så havde de en gammel degn, Hansen, der var en lun fyr. Præsten gik med briller på og skød dem somtid op i panden. I hostens tid, det var vådt vejr, og folk døjede med at få kornet ind, kom de en søndag ud af kirken, og da ser præsten i vejret, om det ikke snart tegnede til tørvejr. De er en gammel mand og vel noget...
Lærer Krebs i Skivum kjendte godt spillemanden, og så sagde han til ham ved et bryllup: Du skal ofre godt, jeg skal nok holde dig skadesløs". Det var ikke altid, spillemanden gik til offers, men somme tider gjorde han det. Ja, han havde ikke godt råd. Jo, når du nu ofrer en daler, så ofrer jeg dig det samme på tintallerkenen, og så må...
Grevens kusk på Rosenholm var kjørende med tom vogn, og så kom han til en husmand, der bad om at kjøie med, den gang han så, at han kjørte stille og altså var ene. Han fik også lov, og de sad nu og snakkede. Så fortalte husmanden, at han havde en søn, der var seminarist. Så kan han søge Hornslet," sagde kusken, vor gamle degn er netop død". Ja, hvis...
En skolelærer her i Orynderup, der hed Kræn Tållestrup, var ikke examineret. Han var her i begyndelsen af dette århundrede. Så døde han, og sognemændene mente, at det var synd at jage enken fra stedet. De kom sammen og talte om det, om hun kunde ikke få en til at bestyre embedet for sig og så blive der. Så var der en gammel en i sognet, der havde været...
da.etk.JAH_06_0_00617
En lærer søgte embede ved en biskop. Det var et godt kald, og flere søgte det. I den tid skulde biskoppen overhøre dem lidt. Alle dem, der kom, gav biskoppen det samme spørgsmål, og det bestod i. om de havde læst noget i de apokryfiske bøger. Jo, det havde de da til hobe. Om de kunde da sige ham, hvor lang Tobias's hunds hale var. Nej, det vidste de...
I Brorstrup kom der også børn til skole, som ikke kjendte bogstaver. Så kom der en dreng fra Mejlby. Han kunde nok huske a og b, e og k. Så vilde jeg prøve med a igjen. Nå, Niels, hvad er det?" Nej, Niels han kløede sig: A kan ikke huske det". Så råber jeg noget højt: A!" Du må sku ikke råbe så højt æd mig, du ræder mig hen!" C. Brøgger, Ravnkilde.
Da præsten på Lunø havde sluttet sin præken juledag, bekjendtgjorde han på prækestolen, at de måtte ingen legestue holde om julen. Så rejste der sig en mand nede i kirken og sagde: Det står sig Dævlen regier mæ et, fåer". C. Brøgger, Eavnkilde.
En præst var meget myndig, og i samtalen taler en mand noget frit til ham om en bestemt sag, da han er af en anden mening end præsten. Denne bliver fornærmet og siger: Sådan tale vil jeg frabede mig, for De skal huske på, der er forskjel på os". Så siger manden: Ja, forskjel, det véd a nok, der er, og vil De have det at vide, skal a sige Dem...
Et par folk i Valsted ved Sebber kjørte en dag til Randers med tørrede og røgede sild. Konen var nu dygtig rap i munden og altid slagfærdig. Det træffer at være marked, og en skomager står der med sine sko og støvler. De følges nu ad forbi den butik og vil hen og se dem om på markedet. Da siger skomageren, der var noget opblæst: Kræsten, kom hen og giv...
Er jer ny degn god til at synge?" Ja, han kan synge, om også han aldrig har fået en brændevinsdrip, det kan a ikke". C. Brøgger, Ravnkilde.
Hvorfor drikker du sådan?" Jo, min moder havde en bitte kalv, og den vilde ikke drikke, så skar hun halsen over på den. Nu er a kjed af at få min hals skåren over, derfor drikker a". C. Brøgger, Ravnkilde.
Stiftamtmanden i Ribe var ude at gå en spaseretur. Der løb en skomagersvend ham på ærmet. Hvad, kan De ikke gå ordentlig!" Hvem er De?" Jeg er stiftamtmand over Ribe amt". Og jeg er skomager over hele verden". C. Brøgger.
En døv gammel mand var til kirke i SønderOnsild. Han var til alters, ellers kom han der ikke, da han jo ikke kunde få noget ud af prækenen. Da præsten var kommen på stolen, blev Niels med en, og så lod han den gå. En mand ved siden af så noget skjævt til ham. Da de kommer uden til kirken, siger han: Hvordan var det, du bar dig ad i kirken i dag, Niels?...
To fra Bejstrup havde været i Ålborg og skulde nu krydse op. Da de er i Haverslev brænding, hvor fjorden er godt en halv mil bred. der vasker hun godt. Anders Kjærkensgård sidder foran, hvor det vasker mest, og Niels Simonsen sidder agterude. Anders havde den slemme vane at sidde og falde i søvn, men da han nu skulde holde ud i fokken, når skibet skulde...
Endnu er der vel en gård, der hedder VestervigKloster, men klosterbygningen tænker jeg ikke er at se længere, da ejendommen er delt i to gårde, hvoraf nok ingen ligger tæt ved kirken, sådan som det var tilfældet med den gamle klostergård. Denne bestod af fire sammenbyggede længer, og kirken udgjorde da den ene side, medens den fløj, der var beboet af...
Tæt ved Ashøjene det hojeste punkt i Ty boede for flere år siden en kone, der hed Ane Astrup, i en af de gårde ind ad Vestervig til. Den gang brugte de meget bygbrød i Ty, for de bildte dem jo ind, at de ikke kunde avle rug. Et år det kneb med korn, havde folk hostet, før det blev rigtig modent; det kunde nok bruges, men kunde dog ikke males, inden...
