I Vårby å på Foerlev mark i Vemmelev sogn er et bundløst hul, som kalden Sortensvend. Der skal i gamle dage have ligget en gård, som sank osv. Man har en gang villet måle, hvor dybt hullet var, men de to gange fandtes der ingen bund, og tredje gang var der et bukkehorn på rebet, da det kom op, og en stemme råbte der nede: "Kommer Itiere, går det eder...
I Bliden skal der være en hulke (et bundløst dyb). Gartneren på Sæbygård og en karl vilde en gang måle, om de ikke kunde nå bunden. De tog da atten høvævler (a: reb til at binde læs med), som de bandt sammen og bandt et langjærn i enden; dette tog de med i en ege og stagede den så ud over hulken. Da de kom derud, lod de høvævlerne løbe helt ud, men de...
Et stykke fra kirken i Avnslev ved Nyborg findes Bundløse so. Man mener, den har ingen bund, og man har forsøgt at nå bunden med et mange favne langt reb, hvori der var bunden et anker, men uden resultat. Da man trak rebet op, var ankeret borte, og i stedet for hang der en hjærneskal. På det sted, hvor søen nu findes, lå der en gang en gård, og folkene...
Min moder, der er en Furbo, fortæller, at i hendes unge dage gik drengene og vogtede kreaturer i nærheden af Rødstenen, og så blev de enige om at ville se, hvor langt hullet gik ind i stenen. De fik fat i en hel del reb og fik bundet om den modigste af drengene, og han kravlede derind, idet han gav dem den besked, at når han gav et ryk i rebet, skulde de...
Her nede ved Gruegården i Vejen sogn lige oven for Kongeå-dalen boede Mads Fliuthohns fader Kristen Rebslåer. Både han og hans kone har fortalt mig, at de vågnede en nat ved sådan en dumren; det gik knald i knald, og de vidste ikke, hvad det var, men de troede snart, at det var torden. Da de nu kom op, så de sønder på over til Skodborg mark i...
En mand fra Vium, der en aften var ude at gå, falder, som han går allerbedst, forover, uden at han kunde opdage det mindste som årsag dertil, og således faldt han syv gange i træk med kort mellemrum. Manden fortalte mig, at det var, som om der blev spændt et reb for hans ben. En tid efter modte manden en dag en ligskare, i alt syv vogne, på samme sted,...
For en halvtredsindstyve år siden gik en karl, som havde været dragon, tit ud om aftenen at lede om heste, og han havde et reb i lommen med en pind i, som han brugte til mundbid. Når det nu traf sig, at han kom til en flok heste, satte han sig gjærne op på en af dem. Det var en gang, at han traf en broget hest, som var så meget smuk. Den satte han sig op...
To hyrdedrenge, der om efterårstiden gik i marken for at opsoge deres losgående heste på en dag, da luften var tåget, og det regnede, kom til Rodstenen på Fur, og for ikke at blive gjennemvåde krob de ind i mundingen. Omsider foreslog den ene dreng, om de ikke skulde krybe længere ind. Den anden vilde ikke, men så bandt han et reb om den forste, og denne...
Der er et mægtigt stort hul i Rodsten, og der er det, trolden boer. En gang stod nogle drenge ved stenen, og de fik lyst til at se, hvad der var nede i det hul. Men kun én af dem, der var en vovehals, tog sig på at gå der ned, og de andre bandt da et stykke reb om ham og de skulde stå og holde i det uden for. Når han så gav et ryk i det, skulde de jo...
Den sydligste af Jællinghøjene, Gorms høj, kaldes endnu undertiden Hjoor-hyw af de gamle folk i byen, og disse fortæller, at den skal have fået dette navn på følgende måde: I gamle dage rejste højen sig tit på gloende pæle, og man så da store skatte inde i den. Folkene i byen kom så i tanker om, at det ikke kunde være så galt at få fat i disse skatte, og...
A har set. at der sad et ben af en hvalfisk ti: pandetræ over en dør. Den var en gang kommen op pá en sandrevle i Katvøvig, og da folk så den. fik de 12 par heste spændt for den for at slæbe den i land. Men som de nu bedst var i færd med* det. rejste det i havet, og så måtte de skjære rebene og se at bjærge sig i land. Fisken fik de ikke mere af. og den...
Kirsten Jenses havde sin næstældste datter boende ude i Åndholm. Den ældste vilde ikke have karlen der, for han var ikke så meget kjøn, men den anden vilde, for det var godt at have lidt at klipp1 og lidt at stripp'. En dag fik moderen et godt stykke kjød sendende fra datteren. Så kom hun ind i gården: Metf, kan æ låne din store gryde? Hvad vil du...
Stærk hårvækst på bele legemet lover en mand rigdom, inden han døer. J. M., P. Jensen.
Der var en stærk mand i Vorupør, de kaldte ham Bitte-Kræn. Han var fisker og roede på havet. En gang fandt han en vinamme på en 5, 600 potter, og den slæbte han op i bjærgene og gik og drak af. Det blev nogle andre kloge på, og de gik også derhen. Han kunde slage dem, og så tog han en dag et stykke reb med sig til havet og vilde bære ammen hjem i. Det...
Min faders fader, Jens Eriksen i Vitnq), havde fornærmet Frederik Kjær på Børglum, og så bestemte han ham til at tjene kongen. Han fik en gammel krikke at ride på og skulde så ride til Hjørring med et brev. Han kom ind i en stue, hvor der sad nogle, som han skulde drikke med af et bæger, drikke på kongen, som de kaldte det, for kongens navnetræk stod nok...
En mand i Tirstrup sogn havde kjøbt en tyr, delviste sig noget ustyrlig. Da lod han et reb med en rendeløkke lægge om dyrets pung og gik nu dag efter dag hos dyret, indtil strikken skar pungen bort. Da han derefter i retten talte store ord om, at han godt kunde betale en bøde, blev han dømt til Simpelt fængsel. 993 og 991. J. V. Nissen, Raniten.
Det første min fader kom her til byen, da levede der en gammel røgter på Bjørnsholm, som fik nådsensbrød der. Han havde bestandig spektakkel med nisserne, især når han havde fået en vel stor dram. En gang havde han været i Ramme og blev der beskjænket. Det var en overdreven stræng frost, og da han nu kom hjem til Bjørnsholm og lige var kommen til...
En gårdmandsenke lod sin son gifte sig, og de unge folk skulde arve gården efter hende, men hun vilde være mand, så længe hun levede. Da hun tillige var stræng og gal, havde svigerdatteren det kun simpelt. Da den gamle en gang havde plaget hende lovlig meget, sagde hun, at det var ikke til at udholde, og at hun vilde gå op på loftet og hænge sig. Men den...
Der var en enke, der havde to sønner, den ene kaldte hun den skrattede (o: den værkbrudte), og den anden kaldtes Lille-Niels. Han var en gang bleven svirende og kommen hjem og havde været ustyrlig. Så var de komne til at slås, og de andre havde da slået ham ihjel, og så puttede de ham i en klædekiste og surrede den til med reb. Den satte de så i laden,...
Der lå en bondegård ved hovedlandevejen. En nat kom der en hen ved vinduerne og bankede på og bad om hjælp. Han fortalte, at han skulde bort med en so, men den var sprællet af vognen for ham, og nu kunde han ikke ene få læsset den. Manden stod da op og tog klæder på sig. Den anden mand stod ude ved vognen med et reb om halsen på soen. De fik læsset den,...
