Råbarre viud : god vind: falde til fjennd: fedme; stummer: larme; stui over en bog: hænge over en bog; trippel og regent: travlhed; hakkekylling: mistebarn; det faldt hen i godt vejr: hk en god ende; gui: barn: hædeles: helvede; landbrænnd ; strandbredden; elske vallend : sejle tæt ved land ; stuuf: snuble; skurre: kjøre rask; troldmorki.de gamle sagde...
da.etk.JAT_06_0_01069
Deres sygdomme, bryst- og lungesyge samt kolden, pådrog de dem ved at gå barfodede. Brændevin med peber eller peberrod var godt mod forkuldrelse. En historie herom. Sorren havde ligget syg længe. Hans kone og andre kvinder havde givet ham ind, alt hvad de vidste, men han blev stedse dårligere, benene kladrede i ham, og han matte vendes i et lagen. Så kom...
Der var mange hylder før, og hvldethe var almindelig. Blomsten skulde plukkes st. hansaften. Man brugte pilebladsthe (de lange smalle pileblade blev turrede og både lignede og smagte som den bedste kinesiske the, siger de gamle). Enebærthe og peberrodsthe var mest som medicin. Bukkeblade kogtes der også the af, men de brugtes også sammen med...
I herskabets jagt var der sat et ben af en svane. Når der vilde blive uvejr, kom svanen og satte sig på pumpen og slog med vingerne. Ligeledes sattes der et ben af en fugl i en båd, når den blev bygget. Siden nøjedes man med at sætte stål og et stjålet søm i, som skulde være meget godt for sejlads. Anholt.
Når en kone kommer forste gang efter hendes barselseng, må man ikke lade hende gå tomhændet, for så slår man alle sine kar i stykker. C. Sørensen, Anholt.
da.etk.JAT_03_0_00912
Den, som havde pattet en myndehund før sin moder, kunde se, hvor der lå skjulte skatte. C. Sørensen, Auh.
Efter de gamle sloges Anholterne tit og lovede hverandre solen til månen (en trusel). En gang sloges et selskab på havet i en sydost-storm. Da de kom i land. tog en mand sit tøj og bad farvel, idet han sagde, at hans fødder skulde ikke mere træde i båden. Han gik hjem, byggede en anden båd og fik sig et nyt selskab i stand. Der var og to mænd, den ene...
Man havde en lille handel med at sælge tobakspunge af sælskind i Grenå. Kvinderne vævede også sejl til bådene og slog ni slag. Bruden vævede selv sine dyner og slog fem slag. De bandt tårne i strømperne. De stjal for at leve. Da Visborg en gang vilde have dem ud at fiske op på revet, og de beklagede sig over, at de fik så lidt derfor, sagde han: Lønner...
Der var en bonde, som var så forfalden lil at snuse, at hait tog en pris for hver omkjøring, han gjorde på stykket, når de pløjede. Hvis nu stykket var kort. blev det til den evige snusen. Selv kunde han ikke bære det snus med sig. han skulde bruge, og konen måtte gjøre snus til ham lige så fuldt, som hun lavede mad. og have med i marken, og når hun kom...
Forhen drak man mest røllikevand. Siden kom kaffen i brug, der blev kaldt bonnevand. P. Perle skriver 1760, at Anholterne drak the på rølliker, Herrens brød (hvidkløverblomster), hyldeblomster, peberrod og enebær, pileblade og majgræsrødder. Pimpernillerod brugtes også. G. Sørensen, Anholt.
Den forste kaffe fik man fra et skib og kogte bønnerne, som de var. En præstekone lærte folk at riste dem. Et sted havde man fået et pd. kaffe og et pd. the og kogte suppe derpå, Det var den strageste suppe, jeg har spist i mit liv, sagde siden manden, havde vi ikke vidst, at det skulde være så godt, skulde det været kastet på møddingen, C. Sørensen.
At stege fisk på gløder bruges endnu, men at koj ved tørret gjødning sees sjælden. G.Sørensen, Anholt.
Når man skjælder en hest ud for hund. falder der el pund kjod af ham. C. Sørensen, Anholt.
Når der lystes til bryllup første gang, gik brudgommen i kirke, anden gang gik bruden, og tredje gang begge to. De flyttede sammen 8 dage før brylluppet. Den dag bryggedes der, og de unge vågede den første nat, de var sammen, over øllet. C. Sørensen. Anholt.
Ved snapsting på Anholt gik den gamle jordemoder om og takkede for skålen, de havde sunget, med snusdåsen i hånden. Hun nejede og så mildt til enhver, og ved hendes forklædebånd hang hendes hvide næsedug og flagrede. Det var brug den gang, at kvindernes lommetørklæde hang fast ved forklædebåndet med en halvknude. I snapsting dandsede fogden første...
Der var en pige, som havde to bejlere. Den ene hed Svend, og ham kunde pigens fader bedst lide. Når han kom ind til dem i mørkningen, før de havde tændt lys, sagde manden til sin kone: "Ann! tænd lysesnuppen!" Men når den anden kom, sagde han: "Ann! tænd tranlampen!" Men pigen tænkte ikke som faderen, for hun holdt mest af Søren, og ham fik hun da også...
I gammel tid gik kvinderne med en hilld (hylle, fordi de hyllede dem i den). Det var en lang kåbe, i modsætning til de damaskes kåber, der slap ved skjortelinet. Konerne havde både en nakkesløjfe og hagesløjfe, og forklædet gik næsten sammen bag på. Mændene gik med kallemankes trøje og manskjesters bugser. Chr. Sørensen, Anholt.
Det første klædemon, den unge kone gjorde til manden den første vinter efter at de var komne sammen, var en sorrekjoll (sorgekjole), som brugtes ved begravelser og nåede nedenfor knæerne. I modsætning hertil var trojerne grumme korte. Når kvinderne havde gået med sort for en afdød i længere tid, tog de blåt på (blå hue, sløjfe, forklæde, forklæde) og...
Der var en gang en mand, som var så ond mod sine børn, at de aldrig fik lov at spise sig mætte. Når han så var borte, kogte konen en ret. søm hverken var grød eller vælling, og den spiste de. Når faderen kom hjem, løb børnene ham i møde og klagede: "Vi har hverken fået grød eller vælling." Så anede faderen ikke, at de dog havde fyldt deres skrot med...
