En gammel mand grov efter en skat og kom også ned til den. Da lå der en stor sort, lådden hund på pengene. Manden var i en gammel grå kjole, og den trak han af og lagde hunden på, mens han tog pengene. Så tog han hund og kjole og lagde nok så pænt i bunden af graven. Da sagde hunden: "Havde du ikke taget mig så net og lagt mig så let, så havde du fået...
Der kom en Finlapper ind hos en svær gårdmand i Saltum, der hed Niels Jonsen, han var fæster til Lundegård. I samme øjeblik stod han i hans pæne klæder og vilde hen øg sige sig gården fra. Finlappen vilde have lov at ligge der om natten. Så siger han: »A, lille fatter, hvor skal I hen?« Ja, det var så galt, han var så fattig og vilde hen og sige sig...
Den rode Sig blev ikke skiftet ud, da landmalingen gik, og det kom sig sådan, at beboerne havde gjort en aftale med Per Kråse, som boede i Kås, om at finde på råd, så den ikke skulde blive skift. Per Kråse skulde gå med landmålerkjæden, og han var i et par pæne gule skindbugser. De tre herrer, der ejede godserne Rodslet, Bjørn kjær og Lundergárd, var jo...
En mand fra Hune Torp, der hed Lavst Pedersen, blev gift med en stads pige fra Vester-Hjermitslev udflyttere. På bryllupsdagen vilde pigen ikke have ham, hun græd den evige græden. Da sad Kristen Knudsen der inde i stuen, og han var skyld i det, for han havde en datter, han havde bejlet for til denueher Lavst Pedersen, og hende vilde han ikke have, for...
Ellekons lys: vættelys; gårdbonner: nisser; wræjt: vred på vejen, best. wred; flaktorv: torv, der i forrige tider brugtes til at hylle stak med; å kneeg: ælte dejen. Kristen Nielsen, Mosehusene.
Den Sigsgårds mand var syg, og han blev tilsidst en stakkel. Den første kone, han havde, var god og gav fattigfolk meget. Når han gav noget, sagde hun: Det var ret, bitte fåer, de skulde have mere endnu. Hans anden kjælling var lige det modsatte, hun var nu rent skidt. De havde en østen-åens eng, og der var det hø så godt, at hun sagde, det kunde...
Der boede en præst i Ingstrup for en del år siden, han var så slem mod staklerne, at der turde da ingen komme der, og kom de, så overskjældte ban dem, te det var forskrækkeligt. Så boede der en busmand tæt ved, han havde forpagtet præstens mølle der er nemlig mølle til præstegården og han hed Jens Sakarias, men præsten hed Secher. Så siger han til...
Sandmosen hørte forhen til tre godser: Rodslet, Bjørnkjær og Lundergard. Den forste, der begyndte at grave torv i den udørk, var Søren Lundbæk, og bag efter ham kom Jens Ferre. Der var et eller to spadestik sand overst, og når de havde fået det ryddet af, så kom de til torvene. Der er nogle huller ude til sydvest fra Mosebakken her i Sandmosen, de har...
Der var en kjæltring, der hed Isak, og kjællingen hed Juliane. De lå til Broens i Tise og havde gjedder at få stegt der. En hed Klapmand. Han havde faet det ene øje slået ud en gang og gik nu med en klap for det. Han havde en skindt med sig, der gik med en vugge pa ryggen. De var her omkring et år og havde også en bitte dreng med sig. Aret efter var den...
Der var en her, der lavede penge, han kaldtes Jakob Bossemager, og hans penge gik her i mange ar. A havde en gang 50 daler af hans penge. I Blokhus slog de dem op på en stolpe fra neden til overst og drev et søm igjennem dem, for at folk kunde se, de duede ikke. Han og Anders Mejlholm var i ledtog. Han kom til at sidde i 8 år for det. Pengene lignede...
Ved Blokhus brugte de havvand i steden for salt. Kristen Nielsen, Mosehuse.
da.etk.JAH_03_0_00183
Den gamle lade på Lundergård er bleven flyttet til Vestrupgård, og den ny lade blev hugget i Sverig. Men ingen her forstod det hug, og så måtte de have Svenskere her over at sætte den op. Kristen Nielsen. Mosehuse.
Jens Glerup hed den mand. der byggede Lundergård op og gjorde den til herregård, for før var den kun et bondested. Men lian kom nemt af med det hele igjen. Han og alle præster og herrer i omegnen skulde ned til Svend i Blokhus at spille kort. Det var et forfærdeligt vejr med frost og rendefog. Da det var blevet langt ud på natten, sendte Jens Glerup bud...
Birkedommeren rådte for Birkelse, da den første kammerherre kom der. Det var en stræng kanalje den birkedommer, og han kunde ikke lide, at den anden kom. Han kom ind om natten. Tjeneren spurgte: "Hvad vil De?" Han svarede: "Have at vide, hvad klokken er." Han vilde vel have undlivet ham. Så kom birkedommeren til Kjøbenhavn at kysse den blå jomfru, og...
da.etk.JAH_02_0_00290
En greve på Frisenborg eller Lindenborg slog hans avlskarl ihjel og kastede ham ind under en hest, for det skulde hedde sig, at den havde slået ham ihjel. Men i det samme var andenkarlen kommen til og havde set det. Blodet lob af ham, og han var da ikke helt død. Da nu greven sagde, at hesten havde slået ham, fik han, der lå under hesten, dog så meget...
De havde en ladefoged på Lundegård, der hed Mikkel, og han var så slem til at slå. En nat kom der en til hans vindue og talte til ham, om han vilde ikke lige trine til døren, han vilde tale med ham, og det kom med en rost, der var helt elendig og grædefærdig. Så triner han også til døren i hans ene skjorte, men da står der to udenfor, og de putter noget...
Der kom en ny herre til gården (Lundgård), og han kunde ikke lide, at de sagde I til ham. Han sagde: "De siger I til min hyrde, Per Nielsen, de skal ikke sige I til mig." Så var der en mand, der sagde, at han ikke vidste, hvad han skulde kalde ham. Ja, han skulde kalde De. Dem, der havde forset sig, de skulde på træhesten, det var en skarp fjæl, der stod...
Lars Guldsmed i Perrishware han skød krager i Hune kirke, men så blev kragerne for eftertiden så nederdrægtige til at hugge øjnene ud på hans lam. Kristen Nielsen, Mosehuse.
A tjente på en gård i Vester-Hjermitslev, de kaldte Tvrri-Bærtels. Der kom en gås oven ned af skorstenen, og den blev da brændt op Så blev Bærtel gal, det var ikke så sært, og han lod gå bud om til hvem der havde gjæs, at de kunde kjendes ved denher stegte gås. Kristen Knudsen kom så og kjendtes ved den. Bertel truede ham med, at han skulde været stævnet...
Der var en klog mand, der boede i Hvarregård tæt ved Hune kirke, de kaldte bam Povl Boes. Så var der en kone i Blokhus, de kaldte bende Johanne Marie Bro. Hun boede på søndre side af vejen i et bus, som gjæstgiv6ren ejer nu. På uordre side boede Povl Hoven, der var gift anden gang ogbavde fået en kone, der kunde en bitte korn seppeletikunster. Så blev...
