En mand gik en aften om hosten hjem for at se til kone og børn, og hans vej gik igjennem True by. Da kom en hare til ham på gaden og gik nok så pænt ved siden ad ham, han lod den gå og hverken talte til den eller jog efter den ; men de blev ved at følges ad, til de kom til en gård, hvis det var, har jeg glemt. Da blev haren borte, det skulde nok være...
Karen Marie fandt en pæn klud med en lus i. Kluden tog hun op, men blev så stødfuld af lus. Anders Rasmussen i N. smurte materie af sine bylder på en rose og kastede den på vejen, Ole tog den op, lugtede til den og stak den i et knaphul. Så fik han alle bylderne, til han blev af med dem på samme måde. Manden fra Stangerum fandt en sædefjæl på vejen, som...
Der har været ellepiger i lunden ved Gjesing niolle. Jorgen Podemand så to én aften, han som sædvanlig gik fra gården til sit hjem i Torslev. De var at se som de pæneste piger, og kom ad en vej, der kryssede hans, tæt forbi barn, og så vendte de ham ryggen og slog et skogger op ad ham. De var hule i ryggen, og da han så det, så «kan et nå-c vææ, a fek...
Der, hvor nu Lem malle i Støvring herred er bygget, stod før en høj, der kaldtes Vratl/øj. Da den blev sløjfet, fandt man så mange sorte lerpotter med aske og ben i; der var også mange store sten inden i højen, de stod så pænt på kant, som om de dannede en begravelse, og der fandtes mange sten i lignelse efter våben, de blev vist sendte til Kjøbenhavn. I...
Man har tit brugt, når man havde en svaghed, man vilde af med, at lægge noget for det, en eller anden ting, som man håbede, en anden skulde tage op, og derved få den svaghed, man så selv blev fri for. Således havde Anders Rasmussen i Nebstrup nogle bylder, og for at komme af med dem smurte han noget materie af dem på en rose, og kastede den på gaden. Så...
Hun er så pogen: renlig, pæn. Nyrup v. Nibe.
da.etk.JAT_06_0_01017
Ude på Horndrup mark er der noget eliekrat og andet kratteri. Der kunde de i mine pigedage om hojmiddag se ellepigerne. De var så pæne fortil. Ane Lavrsdatter, Tåning.
Når man ved spisning taber et stykke mad, og dette falder med smørsiden nedad, får man eller har man en griset kjæreste. A. H. Povlsen.
Der boede en mand i Norring ore, han hed Niels Væveinand, og konen hed Mette Tinnings, sønnen Kristen. De folk var skyldt for, at det ikke var godt at kommo der forbi ved nattetid. Da sønnen blev stor, lå de og rakkede i skoven og stjal, og sønnen slog faderen og kom omsider i tugthuset. Da han kom ud igjen, var faderen væk, og så lagde Kristen sig ind...
Præsten fra O jern kom en dag kjorende og mødte en dreng, der hørte fattigvæsenet til. Præsten standser drengen og siger: Ej, ej, bitte Kristen, af hvem har du fået den pæne nye trøje, du har på?" Af den samme, som præsten har fået sin præstekjole". Og af hvem har jeg fået min præstekjole?" spørger præsten videre. Af sognet, hr. pastor," svarede...
da.etk.JAH_06_0_00581
Når mandfolkene skulde være ret pæne, havde de sorte hoser på. De havde også sorte hoser, når de stod brøgom. Simon Bojsen. Billum.
Der var en kone, når hun lavede kjødboller, så for at få dem rigtig pæne glattede hun dem med munden, og når hun havde pillet æg, så slikkede hun dem bag efter med tungen. Lærer Knude, Heldum.
I Bakgården ved Tæbring havde de ved 1750 én jærnkakkelovn, og det var den eneste, der den gang var i sognet. Yed et bryllup der i gården havde de ingen tallerkener, og det var endda et stort pænt bryllup. De brugte træbrikker, og hver havde sin lommekniv med sig. Peder Skriver, Mollerup.
Hals Præst blev gift med Kirsten Grøns Datter fra Bindslev. Han så ikke meget pæn ud til Brylluppet, for han var skrutrygget, og så havde han et Par Sko på, der var meget for store til ham. Bindslev S., Horns H. Maren Jensdatter, Lørslev.
Der var en Trold ovre i Hvidding og vilde slå Tårnet af vor Kirke, for de havde intet Tårn på deres, og vort var så pænt, så han var jo misundelig over det. Så tog han en Sten og slog efter den, men den nåede ikke så langt, den kom til at falde ned på den Mark, der hedder Skovhale, det er aldrig langt fra Kirken, og den ligger der endnu. Marie Kristine...
A havde en Gammelfa'r, der boede nede i Stovby. Han kjørte og pløjede ved den Høj ved Vihøjgård. Så kommer der en Kone med en Skåde og vilde have gjort i Stand. Det gjorde han også med et Søm. Da hun kom og tog den igjen, vilde hun give ham et Stykke fint Brød, som han tykte var så pænt, men han vilde ikke have det, han var ræd for at æde det. Den Gang...
Ham, a er kaldt efter, han var skovfoged i Stenalt skov. Han og hans kone de gik tit i skoven for at forslå tiden, og da så de tit ellekjællingerne. De var smnkke og pæne at se til, men når de kom nær til dem, var de hule i ryggen. Konen var bange for dem, men manden ikke, og så lod de dem have deres gang. Niels Frandsen, Vore.
da.etk.DS_02_A_00016
I gammel tid var der også eliefolk her på egnen, og de kom med deres brusende hår her op fra Kvindehbj her lige oven for byen, og de gik ned efter en bæk, de kalder Norbeek, og tog vand. De slog deres hår over deres ovsler, og når man så dem æfor til, så var de pæne, men når de så dem bag til, var de så hulryggede og så slemme, te det var grimt at se på....
Der ligger en høj lige vesten vor præstegård, de har kaldt Gjengjelds høj, se, der skal have boet dværge i, og de skal have kommet om middagen og have spaseret lige så pæne ned til Farsø by og så hjem igjen i højen. Kristen Sørensen Spillemand, Farsø.
da.etk.DS_01_0_00220
De yler, no ær ed da en fåle vel, siger man, nar luften er lummerhed og stille, som forud for et tordenvejr. En oeel kaldes en kortvarig, stærk regnbyge, og bygevejr kaldes æælvejr. Om hønsene i fældetiden siges, at de går i haren. Men har nogen været rigtig vred og hidsig og brugt store ord, har jeg tit hørt sige om ham: A, han slåe sæ wal i...
