Heretter følger nogle formularer, som man har brugt i julestuerne, og som er lutter forvrængelser, der ser ud som spot mod det hellige, men dog nærmest ma betragtes som udslag af kådhed og ungdomsovermod og -lystighed. Adskillige af disse formularer havde endog usømmelige eller platte afsnit. I forrige tider tog man det ikke så nøje hermed, og det var...
Begravelserne var her så store, at halve sognet var budt med, når det var af de folk, der regnedes for noget. Da min kones fader i Ørskov blev begravet, var de første vogne ved kirken, da de sidste kjørte af gården, og det var foruden alle dem, der gik. Afstanden var halvanden fjerdingvej. Til det selskab var indbudt Havnstrup, Foenvad, Helstrup,...
Når de red sommer i by, havde de deres hatte pyntede med røde bånd og stads og var i hvide skjorter over deres klæder. Der var én, de kaldte sommeren, han var den allerpæneste, men den, de kaldte vinteren, han var så ilde klædt på, som de kunde udfinde det. Han kaldtes også askefisen. De red eller gik omkring, og så tiggede de jo til deres gilde. De sang...
Karlene og Drengene kartede om aftenen, og som betaling for det fik de hjemmegjort tøj til en vest og så et par bluseærmer, og det var høj stads den gang. Konen og pigen sad og spandt. Ulden skulde være gjort i arbejde til jul. Der var en bænk fra kakkelovnen og hen til alkoven, som kaldtes kakkelbænken, og der la manden gjærne og snorkede en stor del af...
Niels Skovfoged han var Nabo til os, da vi boede i Møllen, han boede på Eskholtgård. Hans egentlige Navn var nu Niels Hansen Ørum, og han foer jo med at bilde Folk ind, te han havde Cyprianus og kunde gjøre så mange Kunster med den, te det var farligt. Allerforrest i den var Fanden tegnet af med to Horn i Panden. Fuldmægtig Christiansen i Vejle fik den...
Der var et Grevskab, hvor det var så forfærdeligt for Hovfolkene. Kom de for tidlig, skulde de stå uden for Hovporten til Dag, og kom de for sent, skulde de ride Træhesten. Nu havde Kongen fået det at høre, og så vilde han selv rejse derover og erfare, om det var Sandhed. Han klædte sig ud som en Tigger, tog Pose og Kjæp og gik. Så puslede han nu omkring...
På Højbjærggården boede en gang en gammel bonde, som havde en ung hustru. I den tid var det skik at koge melgrød til nadver; melet havde de stående i en kiste på loftet. En aften gik hun op for at hente mel til nadvergrøden. Da hun kom op oven for loftslemmen, så hun en hvid skikkelse som et menneske lige for sig, men det veg tilbage for hende ganske...
Der, hvor åen snoer sig mellem byerne Arrild og Roost i Arrild sogn, ligger på vestsiden af åen med en mils afstand to jordhøje, som er levninger af to borge. På gårdeu Rugbjærg, hørende til Arrild by, boede en adelsmand ved navn Podebusk. Han havde begået en stor majestætsforbrydelse og var af kongen dømt til stejle og hjul. Men hans slægt udvirkede, at...
I gamle dage boede der en en konge på Dyndnæs, en halvø, som ligger i Hjulso lige overfor H imnudbjærg, og som hører til Laven, Linå sogn. Samtidig dermed boede der en knuge, hvor senere Silkeborg blev bygget, og en anden konge ved Skanderborg. Kongen på Dyndnæs og kongen i Silkeborg var gode venner, medens kongen ved Skanderborg stadig lå i krig med...
IVinten skov er der et gammelt voidsted, som endnu er omgiven af grave, der rigtignok for største delen er tilgroede; ved den nordre side er der dog gjærne vand i graven selv midt om sommeren. Dette voldsted består af to høje; den ene er helt rund, og omtr. seks alen øst for denne ligger den anden høj, hvis form er et nøjagtigt kvadrat, hvis side er lig...
I Sønderjylland i Nørre-Hostrup sogn findes en kirke, der siges at være bygget af trolden. En bygmester, som havde påtaget sig at bygge Nørre-Hostrup sogns beboere en kirke, der skulde ligge lidt ost for byen på heden, gik om aftningen ærgerlig hjem, da det nu gik op for ham, at han ikke kunde opføre kirken til den af ham forhen antagne pris. Som han gik...
Under Bålsbjcerg udi sydvest ligger en liden by, som hedder Baby, udeu tvivl så kaldet, fordi der i fordums tid har været en temmelig god jagt der omkring Bålsbjærg med rådyr, harer, ræve og andre smådyr. Sydvest derfor ligger en liden høj, som kaldes Stumpehuld. Derudi haver været et spøgelse, som hed Stumpepilt. Så haver det sig en gang begivet og...
Brudevielse. Så det hedder sig, ligesom hørfuglen haver en dejlig krone og opholder sig i skoven, så haver og påfuglen sine forgyldte fjer, men dertil sine skabede ben. Ligeså forekommer det mig i dag i denne vor pyntede og upyntede brud og brudgom, at elskovens glod brænder af kjærlighed til hende ligesom katten til den mægtige pølse eller mikkel ræv...
Hals Præst kunde holde en Præken efter hvad Præst, det skulde være, og det var også lige så akkurat. Det Præstnavn fik han ved, han sådan kunde præke. Nok er det, dygtig var han, og aldrig en hørte, han gjorde Fortræd nogen Stedens, men en sære Person var det jo at se på og så så flov og grim i hans Mund, så en kunde næsten ikke være bekjendt at snakke...
Fra Vrejlev kloster fortælles: Det hændte sig en aften for mange år tilbage, at husjomfruen fra gården, der havde været i Guldager hos sin broder, kom gående ind ad den dør, hvis indgang står i forbindelse med de værelser, der findes i denne side, eller rettere sagt i denne ende af klosterbygningen. Pludselig får hun øje på en høj kvinde klædt i lange...
I min barndom i Adslev blev der holdt kjørmesgilde omkring ved kyndelmissetide, enten lidt før eller lidt efter. Det var et bestemt lag, som holdt dette gilde hvert år, og det gik på omgang, så én holdt gilde ét år, og næste år naboen. En ugestid før gildet skulde holdes, gik bydemanden, som altid var skjænker ved gildet, og en mand af laget, omkring og...
Mens Villemoes boede på Kjærgårdsholm, havde han en gang fremmede ude fra Rauders-egnen. Så gik herskaberne ned i engen for at se bønderne stakke hø. Den fremmede herre havde en stærk kusk, og han var også med nede i engen. Så vilde han gå og kyle med bonderkarlene. Villemoes siger til den anden herre: Du har en overmodig knægt til kusk. Nej, han er...
Barsel- og Bryllupsindbydelser. 1. A sku hælisen fræ mi mowes maste, gammel Marren Skrammelkjær, om I vel væssegowe o toosde å kom om å fo en svengom i wå fooste. E. T. K. 2. A sku hælsen fræ mi mowes Maren å mi ålldmors Karen, om I vild et kom nejed te wås o toosde å fo en spring-om i æ fooste, øl hår vi et, brø å brændvin for I et, pever å ålldhåånd å...
