Pastor Fjelstmp i Avlum sagde en gang: Dersom man slog en sten ind i helvede, så var man sikker på, den ramte en præst. Lærer Jensen, Øse.
Fanniker, Fanniker flok flok flok, han binder hans bows i en dork dork dork, han sejler i en drøwttrow. Hores af kohyrderne, når de i eftersommeren vogter deres kreaturer i engene ved åen, og de råber det efter Fannikerne. I ældre tider har de voksne vel heller ikke undladt at yde de forbisejlende den hyldest. Beboerne på den anden side af åen i Skadst...
Før udskiftningen havde hver gård i Jandrup og Hylderslev sit engmærke, som blev udgravet i de gården tilliggende engstykker. Klavs Jensens gård i Hylderslev havde til engmærke en gavlende med en fløj pæ. Det var en almindelig skik, at engmærket blev indhugget i ligstenene. H. M. Iversen.
da.etk.JAH_01_0_00087
I Amager Fiskerleje på Bornholm boede en Mand, som var forfærdelig til at bande og i det hele var en vild Karl. Til sidst druknede han ude på Havet. Man så ofte, at der kom en stor sort Hund og lagde Poterne op. på Vindueskarmen og keg ind til ham. Somme Tider sprang den også ind, nemlig når Vinduet stod åbent. Hans Makker fortalte, at når de var ude at...
Der var en Kone i Siggård, som var meget stræng af sig. Da hun så var død og blev begravet, og de havde fået hende vel i Jorden, så Naboerne, der gik og høstede på Marken, en vældig stor, sort Hund komme løbende forbi dem oppe fra Kirkegården, og idet den kom forbi, kunde de mærke Liglugt. Der stod nogle Tjenestefolk uden for Gården ved Porten, og de så,...
Vor Nabo, en Gårdmand i Knudskirke, var Officer ved Bornholms Væbning og var tillige Officer hos de Underjordiske. Undertiden kunde han pludselig forsvinde. Når han gik og pløjede i Marken, kunde han binde Hestene ved Ploven og så være væk lige med ét. De stod da der, men han kom altid tilbage lige så pludselig, som han forsvandt. Min Bedstefader sad en...
I Krigens Tid 180714 stod der en Strandvagt udfor Sorthat, sådan kaldes en Odde, der går ud i Havet imellem Rønne og Hasle. Den stod på Bakken ude ved Havet, og det regnede og blæste og var et slemt Efterårsvejr. Derfor var han taget ind i sit Skilderhus, men som han nu stod der, var der noget, der råbte: »Skyd!« Han gik nu ud for at se, om det var...
Børnene må ikke kysse hverandre, forend de kan tale, ellers lærer de ikke at tale tydelig. J. B.
da.etk.JAT_03_0_00808
Væselen må ikke nævnes ved sit navn, men skal kaldes den kjøne. j. b.
da.etk.DS_07_0_01238
At lade sit vand over fingrene forårsager lykke. NB. over den lille finger på den venstre hånd: i styrke.
Blasii dag tør fiskerne ikke nævne, ti ellers kommer der mange stormvinde.
Får et barn fat på et æg, kan det ikke længere spejle sig i sine hænder. Det er nemlig sådan, at barnets hænder i førstningen er klare, og da ligger det tit og ser på dem, men når det har haft æg i hånd, vil det ikke længere se nå hænderne. R. Th. Nybo.
Det traf sig ved en barnedåb i Randers, at gudmoderen på præstens, mester Michel Fosies bud: Nævner barnet! begyndte: Emilie Susanne Frederikke Vilhelmine Laurette etc. etc. Remsen blev mester Mikkel for lang, og han afbrod med et: A sladder, Maren, jeg døber dig i navnet o. s. v., og barnet beholdt virkelig dette i det mindste for vinteren langt...
Den, som ser en Gjenganger, må godt sige til den: »Hvad vil du?« men må endelig passe på at sige du, og ikke nævne Gjengangerens Navn. J. Jensen, Refshale. ^Kragelund S., Hids H.
da.etk.DSnr_05_0_00458
Væseler, rotter eller mus må ikke nævnes, ti da gjør de des mere skade, væselen skal kaldes den kjønne, rotterne de store og musene de små. j. b.
Om sommeren, mens fæet er ude, vil de ikke nævne udyrene ved deres rette navn, men kalder dem Vorherres jagthunde og giver dem andre optænkte navne, derved mener de, at udyrene formildes. j. b.
I juleugen må man ikke nævne rotter eller mus ved deres rette navn, da man ellers vil få mange af dem det følgende år. De benævnes »de store« og »de små.« Fanden må man aldrig sige ved hans rette navn, da man ellers kalder ham til sig. Man må derimod kalde ham »den lille mand.« Samsø. Mikkel Sørensen.
Når nogen skal manes, må man vogte sig for at nævne præstens navn, ellers går det galt. Der var således en præst i LynJelse, som skulde mane én ned straks uden for Lumby, hvor vejen bøjer om efter Sosted. Det gik godt, til en mand kom forbi og sagde: "Hvad, det er jo hr. Samuels rost," men så havde præsten nær ikke stået sig, og målløs blev han alle sine...
Min fader fulgtes med en mand fra Harboore hen ad en vej. På én gang trak manden ham til side. Da de så havde gået lidt, sagde han: «Så du ingeu ting?» «Nej.» Så fortalte han, at de var komne forbi en brudeskare, og han kunde sige, hvem der skulde have bryllup, og hvor mange vogne der var, og han nævnte flere personer, der var med. Min fader lagde...
Over Hinnerup å var der for et halvt hundrede år siden ingen bro, men alligevel kunde man komme over åen om natten. Der gik da et stort sort øg ved åen, og det kunde der ride så mange over på, som det skulde være, men nævnede én af dem Vorherres navn, faldt de alle i åen. Jens Pedersen, Otting.
