Døve-Dorte ejede både Hansted, Særslev, Egebjærg og noget af Råvad. Hun måtte få alt det, hun kunde indgrofte, mens præsten var på stolen, og derved blev hun ejer afså meget. Jens Knudsen, Trehjnerg.
Da de var ved at bygge Ennergård, faldt manden ned og slog sig ihjel. Enken blev siden gift med Hans Sørensen. Ved den første mand fik hun et sølle barn, der var så elendigt, og som ingen så. De fik nok tilladelse fra Kjøbenhavn til at tage det af med livet, og så sultede de det nok ihjel. Der blev da begået en fejler, og så blev der efter mandens død...
Hr. Borgen kom over til en gård i Hornborg for at mane, og der blev også ro i gården. jens knudsen, trebjærg.
da.etk.DS_05_0_00697
Svenskerne lå ved søndresiden af Skejby, norden for Hornum og Rask skov, og Polakkerne lå dels i og sønden for skoven. Der er en skovkrog endnu, som kaldes Polakkerkrogen. Så var nogle af soldaterne inde i skoven at plukke nødder, og de havde nogle piger med dem. De kommer da til at rende sammen, og soldaterne kommanderes til at tage til våben. Men...
Der har ligget en by ved Àstedbro på Rask mark, der hed Kokborg, Der har været fire gårde, siges der af. Der var også en anden by, Skejby, på Rask mark. A har haft den mark og pløjet til skorstensbunde og en gammel stensat kjelde og ovnsbunde og en smedje med smedesinder. Den blev brændt af under svenskekrigen. En fru Hilleborg Bille ejede den gang Rask....
Trebjærg by skal have ligget sydost for, hvor den nu er. Den brændte for et par hundrede år siden. jens knudsen, trebjærc.
da.etk.DS_03_0_01496
Klavs Glambek gik ind på, da han brød Boring kirke ned, at stenene af den skulde bruges til en hvælving i Hvirring kirke. jens knudsen, trebjærg.
da.etk.DS_03_0_00653
Der hænger et epitaphium i Ale kirke over en præst, der blev slået ihjel af Svenskerne ved Rødebro mellem Ale og Tørring, fordi han ikke vilde åbenbare, hvor han havde gjemt hans kostbarheder. jens knudsen, trebjærc.
da.etk.DS_03_0_00587
Der lå en sten i en vandpyt nede på Kokborg mark tæt ved, hvor nu æ Raskhus ligger, der sagde den gamle Peder Kokborg til mig, mens a var dreng: "Dersom du kan få den sten vendt, så skal du sé, der skal stå Wolle Knap på undersiden af den. Det er en gammel ejers navn på møllen. En senere ejer, Steffen Sørensen, lod stenen kløve, og da så a godt nok, der...
Børnene må ikke kysse hverandre, forend de kan tale, ellers lærer de ikke at tale tydelig. J. B.
da.etk.JAT_03_0_00808
Væselen må ikke nævnes ved sit navn, men skal kaldes den kjøne. j. b.
da.etk.DS_07_0_01238
At lade sit vand over fingrene forårsager lykke. NB. over den lille finger på den venstre hånd: i styrke.
Blasii dag tør fiskerne ikke nævne, ti ellers kommer der mange stormvinde.
Får et barn fat på et æg, kan det ikke længere spejle sig i sine hænder. Det er nemlig sådan, at barnets hænder i førstningen er klare, og da ligger det tit og ser på dem, men når det har haft æg i hånd, vil det ikke længere se nå hænderne. R. Th. Nybo.
Det traf sig ved en barnedåb i Randers, at gudmoderen på præstens, mester Michel Fosies bud: Nævner barnet! begyndte: Emilie Susanne Frederikke Vilhelmine Laurette etc. etc. Remsen blev mester Mikkel for lang, og han afbrod med et: A sladder, Maren, jeg døber dig i navnet o. s. v., og barnet beholdt virkelig dette i det mindste for vinteren langt...
Den, som ser en Gjenganger, må godt sige til den: »Hvad vil du?« men må endelig passe på at sige du, og ikke nævne Gjengangerens Navn. J. Jensen, Refshale. ^Kragelund S., Hids H.
da.etk.DSnr_05_0_00458
Væseler, rotter eller mus må ikke nævnes, ti da gjør de des mere skade, væselen skal kaldes den kjønne, rotterne de store og musene de små. j. b.
Om sommeren, mens fæet er ude, vil de ikke nævne udyrene ved deres rette navn, men kalder dem Vorherres jagthunde og giver dem andre optænkte navne, derved mener de, at udyrene formildes. j. b.
I juleugen må man ikke nævne rotter eller mus ved deres rette navn, da man ellers vil få mange af dem det følgende år. De benævnes »de store« og »de små.« Fanden må man aldrig sige ved hans rette navn, da man ellers kalder ham til sig. Man må derimod kalde ham »den lille mand.« Samsø. Mikkel Sørensen.
Når nogen skal manes, må man vogte sig for at nævne præstens navn, ellers går det galt. Der var således en præst i LynJelse, som skulde mane én ned straks uden for Lumby, hvor vejen bøjer om efter Sosted. Det gik godt, til en mand kom forbi og sagde: "Hvad, det er jo hr. Samuels rost," men så havde præsten nær ikke stået sig, og målløs blev han alle sine...
