En gang, da gamle Jens Daniel gik fra arbejde over Tindinge banke, på Tjørnelunde mark, kom der en lille hund til ham og så så ynkelig ud og så nådig op til ham. J. D. tog den op i sit ene frakkeskjød og vilde tage den med sig hjem, for den så ud til både at fryse og sulte. Men ligesom han allerbedst gik og så til hunden, syntes han, den blev jo længere...
På Vollerup byes jorder, nogle 100 alen fra Kattegattet, ligger en bredagtig høj, som kaldes Kirkebjærg, fordi Raklev kirkes opførelse først var påbegyndt der. Men vandtrolden i Kattegat omstyrtede om natten .... Nu forsamledes menighedens ældste og rådslog om, hvorledes de bedst skulde overvinde trolden. Han var nemlig så stærk, at han kunde kaste en...
Om general Theodosius Lewetzau til Okaholm, Dybvad. Bygholm ni. m. fortælles, at han en gang spurgte en omvandrende person: Hvad siger folk om mig?. De siger dævlen partere mig, at I løb som en 'kjælling ved Gadebusk. >A, du kan bede dem likke min mås. Ja, det ska a nok, nådige herre, men I skal min sjæl se, de gjør det ikke. tf. Br.
Har vi bak op, så har vi bak ned, sagde Molboen, da Frederik 4 tilbød dem en nåde for disse bakkers skyld han mente nogen lindring i skatterne, de mente måske han vilde sløjfe dem i det sted bad de den nådige herre lave det således, at ålene kunde gå noget bedre til. H. Brøchner.
Bådbygger Eskildsen havde under den russiske flådes ophold ved Kjøbenhavn i vinteren 1788-89 ydet den betydelig tjeneste. Erkjendtlig sendte Catharina 2 ham en nådig skrivelse og en ring. Eskildsen sendte så hende snart efter en skildpadde og en neger, der forstod ret at tillave den, ti han vilde vise konen, at han heller ikke var nogen lus. H. Br.
På Kjeldgård nør i Salling var der en gartner, som hed Søren, og han var noget sløv. De havde en stor frugthave, og så fandt han på, hvordan han skulde hære sig ad med, at folk ikke skulde tage nogen ting i den om natten. Han gjorde aftale med en af husfolkene, der gjorde ugedagsarbejde på gården, at han en aften skulde stille sig an ved det æbletræ og...
Hr. Steffen Olesen i Swids prækede således: Herren kaldte på mig og sagde: Kom frem med dine får! men jeg svarte ikke. Se så kaldte han anden gang på mig og sagde: Stafen Olesen, kom frem med dine får! men jeg svarte ikke. Så tredje gang siger han: Stafen Olesens Ole, kom frem med dine får! Så måtte jeg til at svare: Nådige herre! jeg har ingen får, det...
Alle præster på Frisenborg gods havde for skik at komme og ønske greven på Prisenborg et lyksaligt nytår. Da de nu en gang atter mødte i grevens audientssal, holdt hr. Mikkel i Hovlbjærg sig lidt tilbage. Så snart greven trådte ind acl døren, så stimlede de sammen om ham for at kysse ham på hånden og fremføre deres blomstrende ønsker. Den ene kunde ikke...
En frue går op i kirken hver dag og holder sin bøn. Så lister karlen en aften sig derop og sidder gjemt der inde. Hun begynder nu at bede sådan: "Ak, min kjære herre Gott." Dertil svarer karlen: "Ja, du skal få skam på din skrot." Hun gjenmæler helt hentagen: "Ak, hvorfor siger du dette, kjære?" og karlen tilføjer: "Jo, for du vil give dine folk så lidt...
En bonde spurgte en gang en herremand, om han troede, man skulde gjøre hoveri i den anden verden. "Det kommer an på, om I forretter eders arbejde slet, for så kan det gjærne ske, at I også får samme skjæbne der." "Ja," svarede bonden videre, "så skal vi måske bære strå og brænde til, at det nådige herskab kan få det varmere." S. P. Jensen, Vole.
Når en bonde forså sig og blev sparet for træhesten, skulde han ned ad det sorte hul i kjælderen og sidde der en dag eller to eller nogle timer, eftersom herremandens dom lød. Det var en nådig straf. Der var en træhest nede på Refstrup. Det var en skarp fjæl, og så blev der bunden vægt ved hver fod. Povl Madsen, Gadbjærg.
I Sønderup Kirke i Himmerland findes indsat i Væggen en Sten med følgende Indskrift: Her liger begrafven erlig oc velbørdig mand Balser Matisen tiel Repstrvp som døde år 1579 med sin kiere høstrv erlig oc velbørdig frove Dårthi Klavsdather som døde år Gvd ver dem nådig. Inde på Pladen mellem deres Billeder står: hofve ck Der er 10 Våbenskjolde....
Når det ringer for éns højre øre, da er det Djævelen, der søger én. Men så skal man sige: Gud, vær mig synder nådig! så viger han bort. P. K. Madsen.
Voldborg aften sang de majvisen. O fader udi englekor, Hør det, som vi bede. vi er dine børn på denne jord. Vær os alle nådig Gud med glæde. Til os lad komme med din fred dit riges råd og herlighed. Giv os i dag vort dagligt brød, fri os fra pest og hungersnød. Ej led os i anfægtning så, at jordens vækst må lykke få. O, fri os fra den onde trold, fra...
Der var en degn, som vilde lære sine børn hoflighed. Hver gang han nos. skulde de lægge deres hænder sammen på deres bryst og sige: Gud velsigne vor nådige og vise skolelærer. Så havde han en dag lovet at gå med dem ud i skoven, og der blev de tørstige. Endelig fandt de en gammel brønd med lidt vand i. men de havde ikke noget at trække det op med. Så...
Gale-Morten fra Råsted gjorde hove til Vosborg. Så kom han for sildig om morgenen. Da sagde fruen til ham, hvad lag det havde, at han kom så sildig. Det kom på, te han og hans nabo havde ikke uden én skjorte. Nu havde naboen været til hove på æ dag før, og han kunde ikke komme af sted. inden han fik skjorten. Så gav fruen ham lærred til to skjorter, så...
Det var, mens herremanden Bjørn boede på Bask, da var der en gammel mand oppe i Hornum hede i noget, de kalder Kokborg, og han havde stedet til fæste fra Rask og skulde svare landgilde, og dertil hørte også otte pund smør om aret. Men det var nu bar sandjord, og Per Kokborg havde vel ikke over et par koer, så fattig han var. Så kommer han nu ned til den...
Da den nådige frue af Vestervig kloster i slutningen af forrige århundrede en dag var ude at kjøre i sin karosse, og det var sneføre, blev hun væltet i lavningen osten for Ogsenbol bakke. Med møje fik kusk og tjener vognen åbnet og hende hjulpet ud, uden at hun havde taget skade, men hun havde tabt en kostbar ring. Som følge deraf blev alle bønderne i...
Æ kjer te Lembe mell mæ big te gnn te gred, te de ree eg å hende fel, få di kand endt ed bree. M. Balle.
