Fru Ingeborg var en dag ude at kjøre. Så siger huu til kusken, hvordan han troede, hendes mand havde det. Ja, han havde det nok både varmt og godt. Hun spørger atter kusken, om han vidste, hvor han var. Nej, det vidste han ikke, men det var blot for spøg, han havde sagt det. Ja, nu skulde han sige, hvor hendes mand var, ellers skulde han af med livet. Så...

Ved Vamdrupgård har der i gamle dage stået en borg på en liden 0, der nu udgjør en del af haven. Dens sidste ejer var grev Plessen, der faldt i det 17de århundrede i krigen mod de Svenske, men hans frue udholdt endnu som enke i tre uger en belejring af fjenden, forsvarede borgen med heltemod, og da den til sidst brændtes, døde hun og hele den lille...

Kvindfolkene gik i stribede eller tavlede skjorter. Deres hovedtøj til stads var hagehat og korsklæde. Det gik ned over panden. Konerne havde en sort lue, hvorpå der var syet lidt blomster og så et brunt silkeklæde til at binde om hovedet. Forst blev det lagt over issen, dernæst gik det ned om hagen, og så blev det bundet foroven pa hovedet med en dusk....

Hundsbækgård i Læborg Sogn har fordum været et stort Herresæde, der lå omgiven af store Skove, hvorom mange Navne på Steder og Gårde endnu bærer Vidnesbyrd f. Ex. Skovdal, Skovholm, Skovdrupgård, Nordenskov og Skovkrog. I denne store Skovstrækning var der en stor Lindorm, som i mange År huserede i Omegnen til stor Rædsel for de omboende Folk. I den...

A hentede en gaug Begen i Gislwn til et øg, der var sygt. Han gjorde nu hans krusifikser og kunster, og gav også øget noget ind: Dyvelsdræk, hørfrø og paradiskjærner, og så skrabte han på lidt arvet solv og kom i også. Da. han nu lidt etter solnedgang var færdig med det, skulde a jo til at kjøre ham hjem ad. A tager eu mogvogu og lægger en stor...

Kvindernes klædedragt var mørkeblåt vadmels liv, nedskåret som sædvanlig, femsels mørkeblå eller sorte skjorter og høje, sorte karlhatte. Indenfor livet havde de et rødt kejserindetørklæde med gule eller hvide blomster. Livet var kantet med fløjl. Til daglig gik ærmerne blot til albuen; og når det var koldt, tog de sorte, strikkede ærmer på det nederste...

Da a var en 17, 18 år, tjente a i Dybvad, og så kom en murer dertil, der hed Karl Woldal, og a kom nu til at gå murmester til hånde. Den Karl Woldal var nu berygtet for en stor trold, og stærk var han, så alle veg for ham. Så siger han til mig en dag: »Du er helsen en skjøn bæls, dig kan a godt lide. Har du ikke lyst til at lære at spille kort?«— Jo,...

På den tid, da bjærgfolk og nisser spillede en betydelig rolle, levede der også nogle overordentlig høje og meget stærke folk, som kaldtes Givfolk. De var så stærke, at de kunde rykke de største træer op med rode, og med hensyn til højden da vidner deres grave derom. En sådan kjæmpe, Givmanden kaldet, var konge og boede med sin hustru og tvende børn i...

I mange af gårdene (om ikke i alle) var der hemmelige rum. Snart var de under gulvene og snart mellem to vægge med adgang fra loftet, men den adgang var da skjult. Disse hemmelige rum var vist oprindelig beregnede på at skjule sig i i ufredstider, men senere blev de brugt til at gjemme brændevinstøjet i, når det ikke var i brug. Det gjaldt også om, når...

Det er slet ikke så let at lære at lave sorte potter. Man kan nok den første sommer lære at klappe en gryde op, men man kan ikke den samme sommer lære omgangen med brændingen, og det ene er lige så vigtigt som det andet. Grydepigen sætter sig ned ved en mand, som hun gjør akkord med om, at hver skal have det halve af det, der kommer ind ved salget af...