Eder: Pandekage fare i mig! Fanden stå fra mig. H. A. Hansen, Hoven.
De unge fra Hinnum vilde gå til Dal til leg. Mig og min broder kom imod dem, og de sagde, at vi skulde vende om igjen, for da de gik gjennem æ Grydderhelld, kom de forbi en hovedløs sø, og de var så forbævrede og angst. Vi gik alligevel, og endelig så vi soen. Min broder pudsede en hund efter den, men den vilde ikke frem. Så kom vi nærmere, men hunden...
Da stavnsbåndet blev løsnet, var der enkelte af bonderne, som rigtig vilde nyde den hidtil ukjendte frihed. Der var da nogle, som fandt på at gå kræmmer. Sådan kom da en ung bondekarl til IAndbjærggård (i Ølgod) med varer, som han gav sig til at handle med folkene om ude i folkestuen. Da husbonden, som nok kjendte karlen, mærkede, at der var uro ude...
I Grene kunde ulvene om aftenen komme ned til åen og tude, te det var grovt. I en gard, der kaldes Billund, havde de et foløg, der sloges med en ulv en hel nat. Det var sa fortumlet om morgenen, at sveden drap ned ad hende. Men hun frelste dog foliet. Søren Vistisen, Hoven.
Aæum og Egvad kirker ved Tårum skal være opkaldt efter Adam og Eva. h. a. h.
Ved Skovsende har der været stor skov. Til nordost herfor er der noget, som kaldes æ Kratbanke, og der har også været skov, men det er længe siden. Der er dygtigt krat endnu, men der kan blot blive som til rivebøvle eller sådan noget. Rødderne står der endnu. søren vistisen, hoven.
I Urup i Grindsted har der været en herregård, der havde samme navn som herremanden. Omkring ved den gård, der nu tilhører Bærtel Jensen, kan man endnu påvise voldene og gravene, og i samme gård har der været opbevaret et par hjortetakker, som skal stamme fra herremandstiden. h. a. h.
På Grindsted mark er der en lille dyb sø, som hedder Grindsted so. Der skal være stinket en gård, og runden om søen er der ligesom agerrene ned til søen. Der blev skikket bud efter præsten . . . Han blev ifrig og røg ud, men glemte kalk og disk i et vindue. Begge dele kom sejlende efter ham. Når det er klar frost, og man kommer ud på isen, kan man se...
I en dal, der kaldes Store-dal mellem Silkeborg og Billund i Grene sogn, der gik en sti, og lige sonden for den stod et lys. Det lys har folk snakket så meget om. De kunde stå hjemme i Silkeborg og Elkjær og se det, og de har også set det i Billund. Man mente, at der var dræbt én der og gravet ned, og det skulde være en greve. Der var nogle rovere i...
I Nollund havde æ tatterer deres bolig under folkenes seng. Sådan kaldte min oldemoder bjærgfolkene. Det var sådan små folk, og de kom en gang og lånte folkenes øltønde. De måtte ikke se i den, de bragte tilbage, men da konen en gang så i den, var den fuld af spindelvæv. Søren Vistisen, Hoven.
Når lovet ej af træerne vil falde, da vil det give en hard vinter for alle.
Gamle Per Smed, Bærtel Smeds fader i Krejbjærg, gik over kirkegården, og så kom der en person til ham som en præst og sagde, om han ikke vilde følge med ham ind i kirken. "Jo, i morgen aften," svarede han. Da han kom hjem, kunde han ikke sove, gik så over til RødJing præst næste dag og fortalte ham det, Han svarede, at han skulde møde, som han havde...
Har nogen en vorte, som en ikke selv kan se, så bliver en rig. Chr. Møller, Etingive.
Store storme om efteråret og vinteren lover megen frugt næste ar. 163586. M. J. Skov, Ø.-lbølling.
1 solhverv forvender mange ting sig f. eks. lovet på træerne om sommeren. De vulgi enoribus.
På Vejle Søndermark har ligget en By, som hed Lovet. Beboerne i den døde ud i den sorte Pest. Vejle. Lærer J. Ravn, Stovstrup. Byen hed nu Løget, og en Høj lige nord for kaldes Løget Høj. E. T. K.
da.etk.DSnr_03_0_00982
Vor Kirke skal være bygget af en Frue, som strandede her, og hun skal da have lovet, at hvis hun kunde komme frelst i Land, vilde hun bygge et Bedehus på det Sted. Vor S., Dronninglund H. Jens Mikkelsen, Kåstrup.
En mand, hvis kone efter døden kom tilbage til ham om natten, gik op til præsten for at rådspørge ham i den sag. Han fik råd og gjorde derefter. Da konen kom næste nat, sagde manden: "Min sjæl lover Herren!" - "Min ligeså!" sagde konen, og siden den nat hørte man ikke noget til hende. p. k. m.
Lavst Hyldgårds datter tjente i Ellidshøj præstegård. Så var hendes moder henne at besøge hende eu dag, og da hun så skulde hjem igjen om aftenen, havde hendes mand lovet at gå imod hende, for det var slemt mørkt. Da han så kom til Sønder - Katvadshøj, der blev sløjfet, den gang ehansseen blev anlagt, da hørte han én, der råbte lige så himmelhøjt: "Nu...
Når man går vild om Aftenen og vil have Lygtemanden til at følge sig hjem, skal man kaste en Skilling fra sig, og han vil da være villig til at gjøre det. Lover man ham en Skilling og ikke betaler den, så bliver han stående uden for Huset og vil ikke gå bort. Kr. Østergård.
