I Vistoft havde de en præst, som hed Hammer, og han havde en skrue løs. Det traf sig en gang, da provst Hevring var der på visitats jeg var i provstens hus den gang, og han har selv fortalt mig det at præsten ved den lejlighed prækede, og så spurgte provsten ham, idet de gik ud af kirken: Hvad var det egentlig, De prækede over? jeg forstod ikke et...
Der stod en hel del ligkister i kirketårnet i Gleesborg, og der var også mange nede i kjælderne. De blev alle sammen kastede ned i en stor grav ude på kirkegården. Nu er der kun en enkelt kiste tilbage, og deri hviler den mand, der byggede tårnet. Han skal have udtalt ønske om at komme til at hvile der og udtalt en forbandelse over dem, der flyttede ham...
En mand fra Nielstrup havde tinget hans ligkiste af en snedker, mens han var levende. Snedkeren var fra en anden by. Da han så fik kisten færdig, træffer netop en mand at komme kjørende derom, som han var godt kjendt med. Han gik så ud og vilde snakke med ham, og han spørger ham jo, hvor han vil til at hen. Ja, han skulde da til at til Nielstrup. Du...
I min moders oldemoders ungdom havde man den skik at dandse omkring ligkisten og synge eller fremsige noget, som kaldtes ligvejt, jeg véd ikke, om det var for, at den døde bedre kunde få ro. For fa år tilbage havde man endnu i Vedsted den skik ved kistelæg at drikke det salig ligs skål, hvorved man dygtig klingede med glassene. Derpå tømtes en skål for...
En Aftenstund langt hen i Efteråret og i mørkt og meget dårligt Vejr kom en stakkels fattig Rejsende til Hagebro Kro og vilde have Losi for Natten. Men Kromanden sagde, at han havde ikke noget Værelse til ham. Da han så skulde til at gå videre, forbarmede Tjenestepigen sig over ham og talte ham til en Side, idet hun sagde, at der var nok et Værelse, han...
da.etk.DSnr_05_0_00925
I True har været en Kirke, men det vides ikke, hvornår den er nedbrudt. Den Gård, der nu ejes af Johannes Rasmussen, skal have været Præstegård, og en i dens Mark værende ubetydelig Bæk kaldes endnu Præstens Rende. Gårdspladsen har også et for en Bondegård usædvanlig stort Rumfang. Kirken har ligget på den vestlige Del af Skolehaven og den tilgrændsende...
Jeg var i min Barndom hos mine Bedsteforældre, der boede oppe ved den gamle Landevej. Min Bedstemoder kunde se Varsler Og fortalte ikke så sjælden om, hvad hun havde set. Da min Bedstefader gav sig af med at snedkerere, lavede han mange Ligkister til Omegnen, men min Bedstemoder kunde altid sige i Forvejen, når han skulde til at lave en Ligkiste, så...
Min Moders Sosler var i Huset hos os, mens vi boede i Skjørpinge Præstegård. Hun hed Ida Hcramb og var forlovet med en Kapellan, som hed Emil Christiani. Det var en gammel Præstegård, hvor der var en stor Sal med Vinduer til begge Sider, og så var der Gjæstekamre ovenfor. Her havde hun hendes Værelse i et af dem. Der sad hun så en Aften og skrev til sin...
I mine unge Dage var jeg Huslærer hos Hans Nissen i Hammelev i Sønderjylland. Han var jo en sanddru Mand og fortalte mig blandt andet, at han var synsk og kunde om Aftenen se Ligtog: ikke alene kunde han se, at de bar Ligkisten, men også kunde han kjende de Mennesker, der bar. En Aften fortalte han følgende: »Da jeg som ungt Menneske var her hjemme i...
Min Fader kunde se Varsler, men i de sidste 20 År han levede, så' han aldrig noget. I Regelen så' han det et Par Måneder, før det indtraf i Virkeligheden. Når han så' en Ligskare, kunde han kjende Hestene, og hvad Kulør de havde. Han havde en Husmand, der hed Kristen Mortensen og boede i et Hus ved Siden af Gården og arbejdede altså for ham. De fulgtes...
Et Sagn fortæller, at der langt tilbage i Tiden hverken var Klitter eller Sand på og om Amrom, men den bestod af Ager, Marsk, Hede og Skov. Da skyllede Havet Liget af en forunderlig skabt Mand i Land på Kysten. Man lagde ham i en Ligkiste og begravede ham ved de andre døde. Men nu blev det rent galt, Havet blev vildt, satte Brændinger ind over Land og...
I Kregome levede en præst ved navn Hoffmann, som skal have stået i forbindelse med andre fruentimmer, hvilket konen ikke vidste noget af, da der aldrig gaves tilladelse til at komme på hans studerekammer. Da nu præsten døde, efterså konen alle hans breve, hvoriblandt der var en del fra fruentimmer, hvorover konen blev så forbitret, at hun kastede disse...
Den 13. marts 1782 om aftenen døde sognepræst hr. Ludvig Pontoppidan på en ynkelig og ulykkelig måde, idet han om aftenen kl. 8 vilde gå fra Lyngholm til præstegården, og som der samme tid var snetåge, og jorden og isen var med sne tildækket, blev han forvildet og druknede straks osten for præstegården, da isen ej kunde bære. Den 22. marts blev han...
En dreng, der tjente i en gård nede i Honidnip, lå i herbergkammeret, som skik var, sammen med mandens son, der var karl der. Så var drengen oppe og gik til doren for at p. . .., og da var gården helt fuld af vogne og folk, og ligkisten stod på en vogn med to små røde bæster for. Drengen foer jo ind og i seng til karlen og havde uær tråjen ham ned. «Hvad...
For Vrads hede brændte, var den så fuld af orme, at fårene, som græssede der, næsten var ormebidt hver aften, når de kom hjem. Bonderne kurerer den, som er bidt af en hugorm med urin og sod mælk. Bides dyr eller mennesker derimod af en snog, er der ingeu redning. Ved en snogs mund står derfor også en ligkiste, ved en hugorms derimod en medicinflaske. For...
Hellig-tre-konger aften skal der være tre lys pá bordet og tre smørhuller i grøden. Vil en pige have sin tilkommende mand at se, stiller hun et bord foran sin seng, breder en dug på dette, sætter derpå tre glas: et glas vand, et glas vin og et glas brændevin, og anbringer et spejl således, at hun kan ligge i sengen og se ind i det, og allersidst tænder...
Min fader rejste meget omkring, og så kom han nede i Silkeborg-egnen til at ligge ved et par gamle mollerfolk, mens han var på den kant. Så skulde han en gang, han atter kommer der, med dem omkring og se, hvordan de havde formeret deres gods, siden han sidst var hos dem. Så kommer de også op på loftet, og der står en hel mængde hvide ligkister. Han...
Den Gang jeg var meget lille, boede der ved Engevej i Ål en Mand i et lille Hus, der hed Søren Hansen, og han kaldtes til daglig Søren Engevej. Hans Kone hed Sidsel, lille Sidsel kaldte vi hende. Hun var ilde lidt af Folk, for de troede, hun kunde hegse. Doktor Stilhoff sagde en Gang: »Jeg har hørt, at der er en Hegs i Ål Sogn, jeg vilde gjærne se den...
Her på Ovrø har været en ligefrem Hegs, som de kaldte Barbra, og inde på et Museum i Kjøbenhavn skal findes Bændler og andre Ting, som hun har forhegset en ung Pige med. Det var en Plejedatter, hun havde. Barbra boede i den Gård, som jeg så den hvide Skikkelse komme, det var i min Mands Faders Tid. Hun befalede den unge Pige, at hun skulde gå til Alters...
Der boer en Distriktslæge Bølling i Ringsted, og hos ham var der i Slutningen af Halvfjerdserne en Niece i Besøg, en Frøken Volquartz. Om Aftenen til den 7de Januar var hun i Selskab hos Toldkontrollør Rasmussen i samme By. Ved Halvtolvtiden kom der en Pige fra Bøllings for at følge Frøkenen hjem, og da de to så kommer udenfor Hotel Postgården, ser de,...
