Jens Damborgs søn Jørgen kunde også kurere. Hau kom en dag her forbi, og så havde jeg en broget ko med nogle slemme faddere på den ene forbov. »Hør, Jørgen, jeg har her den ko ... . kan du ikke kurere den?-: »A vil prøve på det«, siger Jørgen, gik så hen til koen, mumlede og spyttede og skrabte et bitte korn i jorden og gik så igjen. Men Fadderne gik...
Den gamle Jens Damborg i Rold var god til at kurere kreaturer ogfolk, signe og stille ildebrand, og han kunde stille løbske heste som ingen ting. Det første var han især god til. Jens Skomager kom en gang der ind og vilde have ham ti! at kurere noget. Da ligger Jens Damborg i sengen med hovedet ned ad og benene op på en hylde, der var i fodenden af...
Ejeren af Løvenlwhn, Pind, lå på sygelejet. Tre dage før han døde, kom en sort hund og lagde sig uden for hans dør på måtten. De vilde jage den ud, men andendagen kom den ind i værelset, uden at døren var lukket op, og de kunde ikke få den væk. Tredjedageu lagde den sig ved hans hovedgjærde, og så døde han Hunden blev ved at ligge inde underneden kisten,...
En mand, der hed Blære-Bonde, boede i nogle gårde, der hed Aidstrup. Jeg véd ikke, hvor mange gårde der var, for byen er ikke mere til, den er vel gået væk ved den sorte pest. Man ser dog enduu ruinerne af den, og der var en forfærdelig stor hede, da jeg kom her til eguen, som de kaldte Aidstrup hede. Denne Blære-Bonde havde ikke andre kreaturer end...
I en gård i Kjclby havde deeu søn, og han blev kjæresto med en gårdmands datter i byen. De unge holdt meget af hinanden, og så bejlede han til hende hos forældrene, men faderen gjorde udflugter, han vilde ikke være i familie med ham. De har jo forfærdelig store enge omkring ved Limfjorden, og der er mogen hobjærging, så en rask hølekarl er godt anset....
Den gang fader var en dreng, gik han en aften sammen med en anden dreng fra Skippinge og ud ad Blodsgårdcne. Der skulde vistnok være gildes i gården, som de skulde til, og som de nu rendte "hen ad vejen, var der et spøgelse nede på engene, der råbte: "À-åja, å-åja!" Drengene gjorde nar ad det og sagde lige sådan. Til sidst kom det nær op til dem, og de...
Da jeg var ung, fortalte en kone mig - og hun sagde også, hvor det var, men det har jeg glemt - at en kone var død i barselseng fra et lille barn, og hun gik svært igjen. Der var et spektakel i stalden, så de turde ikke gå der ud, og der hængte noget af den lilles tøj ude i haven .til tørre, det gik den døde også ved og jamrede sig og sagde: "A, disse...
da.etk.DS_05_0_01105
7?8. En gang da præsten Valther, som var pastor Bonnnies formand i Vallekilde - således er fortalt - havde været borte og var kjørende hjem ad, så ligesom han var ved den smalle stivej, der drejer af til kirken, kunde hestene ikke trække vognen længere, de pustede og stønnede, men de kunde ikke. Så siger præsten til kusken, Jørgen Karlsen, at han skal stå...
En kone, som hed Kirsten Mase, fortalte, at hun en gang havde været ude i en udflyttergård, der hed Blodsgàrdene, at karte, og da det blev sent, inden hun kom på hjemvejen, mødte hun en søn fra stedet, hvor hun havde været at karte, og det var, da hun gik op ad det sted, hvor der er et stræde fra smedjen op ad gaden i Særslev by. Samme karl havde hængt...
Det var en aften, karlen kjørte hjem med pastor Bloch, han havde været i Store-Ajstrup. Så sad han og smålo. »Hvad mon fåer ler æd?» sagde karlen. »Å, det er Kjesten, hendes kjæreste besøger hende, og nu vil hun opvarte ham med en drik af vort gammeløl, som vi skulde have i høst. Men nuskai jeg lave det sådan, at hun skal sidde med fingeren i hullet, til...
En husmand fra Ajstrup, der var gift og tjente pastor Bloch i Barmer, havde taget en hest og redet hjem på om natten. Om morgenen, præsten kom ud i stalden, som han gjorde da hver morgen, siger han til karlen: »Du har nok været ude at ride i nat.» »Nej, a har ikke, fåer.» »Jo, det brune og har tabt den ene forsko, men nu går du hen til Lillevad...
Fru Karen på Nørlund hun havde en proces med herren på Torstedlund om skjellet i skoven. Hun skal have været en grumme dygtig en. Skovarbejderne kunde, når de var på færde sent om afteneu, høre éu gå på hver sin side af Vintøuden (eu dal der nede). Den ene råbte: »Her er reb og ret skjel,« og den anden på modsatte side sagde også: »Her er reb og ret...
Nørlund har været en røverborg. Ludvig Murilc, som boede der, røvede på landevejen og brandskattede dem, der rejste over hans ejendom. En kjøbmand fra Ålborg havde været i Randers at holde bryllup. Da han rejste tilbage, vilde Ludvig Munk have told af ham; han tog brud og brudeudstyr i forvaring. Så klagede kjøbmanden til dronning Margrete, der nu skrev...
Der er somme tider lavvande mellem Øland og Gjøl, så man kan gå imellem begge lande. Gjøl har længe været befolket, men sådan var det ikke med Øland. Den havde ingen endnu set. Der boede en mand i Knudegårdene, han havde en so, og hvert forår tidlig blev den henne, men hen på sommeren kom den tilbage med et helt kuld grise, og ingen vidste, hvor den kom...
Her sydost for Ravnkilde kirke er i dalstrøget et vandskjcl. Vandet står stille så meget som en snes favne, og så løber det til hver sin side ved begge ender af det. Simested eller Låstrup å har altså sit udspring her i Ravnkilde enge.
IVebbestrup, sydost for Gandrupgård, ligger en sø, som kaldes Hvarre sø. Et par hundrede favne ude i søen er et gammelt voldsted, som har været landfast ved en smal dæmning. Dette kaldes Hvarre slot. Norden til Buderupholm ude i kjæret ligger et andet meget stort voldsted. Den ridder, som boede på dette slot, hed Hovmand, og han stjal datteren fra Hvarre...
Her inde i skoven har der været en lille sø, som kaldtes Gudso Der er en gård sunken. Præsten blev hentet for at berette en so. Den sø er nu udtørret. Den var her i sognet på Nørlunds ejendom. c. brøcger, ravnkilde.
Oppe i Skræm sogn er Hendrik sø, om hvilken fortælles, at der også er en gård sunken. Når det er rigtig tort, kan man se toppen af skorstenene. Hele egnen blev forbandet til en stor hede. Det er den eneste, der er i hele Han herred. Lerups marked er også ved siden af søen. c. brøgger, ravnkilde.
Ved Sebbersund ligger et stort bjærg. Bjærgkonen i Marbjærg ved Krastrup eller norden til Kjølby var kjed af, at de skulde give færgepenge, hver gang de skulde over Sebbersund, og de skulde tit over at besøge familien i Herkules bakker norden til Nibe. Så samler hun et stort stykke af Marbjærg og kommer i hendes forklæde for at ville dæmme i sundet at gå...
De fortalte, at de på Limfjorden tit havde set Dødssejleren. Det bebudede al tid storm eller ulykke. Dige sådan var det, når havfruen viste sig. c. Brog&er.
da.etk.DS_02_H_00546
