En halv fjerdingvej vesten for Guldager skal der vane gravet hoveder ned i en pest, som var her i gammel tid. Det er ene smågiave som på en kirkegård, og tuerne ligger i rader. Lars Harken, som ejede jorden, har fortalt mig det. Manden, der nu ejer stedet, vil ikke have det brækket, sa dit ligger i grønne endnu, som det tiltid har gjort. M. K. G.
Da Jesus gik ud i sin urtegård, da svedte han vand som blodige sår, han så til sine fem sår, han talte til sin son: Min son, stat og strid endelig, strid mandelig, pinen er uendelig, glæden er evindelig. Hvem der læser denne lille bon tre gange om aftenen, tre gauge om morgenen, forend de opstår, forend de ud går, forend de smager verdens brod, deres...
Manden en varulv .... Konen følger efter ham ud i skoven, ser, at han lagde sine klæder og blev til en varulv. Går hjem og tager klæderne med sig. Manden foer nu flere dage tudende og hylende omkring i skoven og kom ikke igjen hjem efter nogen tids forlob, som han for havde plejet. Hun bar da atter klæderne der ud, og manden kom nu straks efter hjem. M....
En varulv har en stor lådden plet på brystet. Den ligner en stor glubende hund med et fladt hoved og store, gronne, tindrende og rullende ojne. Hårene er lange og strittende. Den humper af sted på tre ben, det fjerde stikker den bag ud i steden for hale, da denne mangler. De søger især frugtsommelige kvinder, som de sønderriver for at få et stykke af det...
Ku ildkugle er Johannes den Døbers hoved og hvirvelvinden er Susanni1. Marie Johansen., Bøffelkobbel.
da.etk.JAT_01_0_00508
War et Glomstrup håww, så ku æ Agerbo beslå mæ guld djæ plåww (ell. hææsthåww). Anders Jørgensen, Søby, Fjends herred.
I Todbjærg haves ingen mouillerede lyd. I Panderup og Trige og så videre vesterpå siger man: Mand, wand. I Panderup siges: met hoo, i Todbjærg siges mot håwed. Audis, Randis, porresokke. I Mejlby siges: Ajs, Bajs. I Vejlby, Skejby, Kasted, Tiilst, Gjeding siges: A kjøwt en kow opo dæn man. Nord for siges: a dæn mali, og syd for ad Århus til: opo dæn man....
Når en grunkål har hvide blade, vil det drive: æ ku å æ kloww eller: æ kuen å æ stowtt. Postb. P., Fredericia.
Æ kuen græd, å æ bøen græd, å law æ så te mæ sjæl, ståj æ bitterdo å å slukgræd, sagde en mand til en anden, hvem han fortalte, at hans hus var brændt. Tingelev egn. Anua Ludvigsen.
Vor broget ku kom bromlend te by. æ hjoor han lejrer i eng å saucer i ly, vi lovted ham op mæ pivver a tromm, å kom vostebro i \vo hjores lomm. Rands, Gàrslev sogn. Jørgen Hansen.
Gi de \va awten, a ku kom i mi seng: gi de wa moon, a ku kom op igjen : gi de wa helmis. a ku fo mi løn: gi de wa markend, a ku blyw regtig kjøn. Vendsyssel. N. P. Christensen.
da.etk.JAT_01_0_00053
Der kommer en fremmed ind til en Furbo, og der i huset var de så omhyggelige for ham. Han skulde blive der om natten, men da han trak af hans klæder, sagde konen: "Do skal et læg di klæ/er få næer te æ baen djæs. Mås, få dæ ku gjår wæ hæld te å wær nå krå; i-ed." Lærer Lauritsen, Strandby.
Niels Mel i Langskov var så pudsig. En gang var han ude at kjøre med konen, og så væltede de. Hun lå indsvøbt i klæder og kåber og kunde ikke komme op. Så siger han: Nej, si, der er spå kunster i mi kuen! Han var en dag ude at ride, og lige med ét siger han: Min hest er bleven henne. Du rider jo på den, siger de. Ja, det gjør a jo Fanden støde...
Da a var en Knægt, gik a op i Rammelås-Bakker og samlede Bøller, og da hørte a, Bjærgmanden han slog hans Kister i Låse. Den Gang han flyttede derhen, sagde han: No pyttet han ålld di Dåwwer Sowns Hunnd, no wa han drawwet inden Rammelos Monnd, no ku han it vææ dæ få djæ Klåkker å djæ Genngganger. Jens Murer, Jegsen.
Der var kommen en ny præst til Råbjærg, som hed Mathisen. Den første søndag han prækede, råbte han så skrækkelig højt i kirken. Da de var komne udenfor, siger præsten til degnen, som hed Nielsen: Talte jeg højt nok i kirken? Han svarede: Ja si, kund Di hå tåld no høwer, ku de int ha skai. Næste søndag talte præsten endnu højere, og så spørger han...
Der blev gift et par folk i Karise, som var halte begge to. Da de så var bleven viede og gik ud af kirken, sagde den ene, idet han nu gik ned ad kirkegulvet: Jæ, håer fåtryt et, jæ håer fåtryt et. Den anden svarede: Du ku la væt, du ku la væt. Når dette fortælles, skal det være af to, som tager hiuanden under armen og går haltende hen ad gulvet. De...
De ræjner å blæser, å wejen æ så kold, wi arme smo høwre wi fryser i en båld; Guj gi, de war awten, å wi ku kom bjæm, å wi ku fo wo natter å kom i wo seng. Wejen: vinden. Fra Højene ved Hjørring. Marie Nielsen, Saltum.
Februar (guu) og måest, de mødtes i østerild klit. Da siger måest til guu: Håd a majt som du, skuld a frys kal i ku å mand te lu i en par læppet træsku. Mors.
A war kp ve æ præjst å sku ha mi baer fond tot Så sa^ præjjstmadammen en kn/s fi-mø, a sku driÆ- ku\ mæn a villd er, á a såå: "Næjj tak, far æ buer hk wåt ed wal nr^er, de skal a et ha nøj kiv." E. T. K.
I Vindinge i Espe sogn ligger Storc-høj, og der er kalken kommen fra, som bruges i GjfOtteléV Lirke. En mand fra Balteskov red med den fra bjærgfolkene: Folg det jævne og ikke det hårde.- Ku gang kom bjærgmanden så nær, at han med den ene finger rev hestens ene bagsko af. Endelig smed lian bægeret ind pa kri-t< n jord o. s. v. Sadinge skole.
