Hvis en høstkarl levner for lange stubbe i skaret eller skårkammen, spørger man husbonden med bentydning dertil: -Er du ikke bange, du kommer i fodertrang i år? Jeg borte en husbond bebrejde sin karl. at han ikke tog skar nok. D toe jo ent meje skar, end en ku slev a dot foer øwe<. Tre tagneg kaldes også en klæpling. Anden- halm knipper eller bus....
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Bissekorset. Err i'err, stek holen i vejret, a bræmsen i lejret, ku kahbel åp, sa stelles du nak. Denne renise sagde vi hyrdedrenge for at få hinandens koer til at bisse. Ved err ferr sogte vi at efterligne bræmsens surrende lyd. 1 H. P. Feilbergs Bidrag til en ordbog over jyske almaesmal anføres et Når lignende remser, som kaldes bissekorset. I...
Ku ildkugle er Johannes den Døbers hoved og hvirvelvinden er Susanni1. Marie Johansen., Bøffelkobbel.
da.etk.JAT_01_0_00508
War et Glomstrup håww, så ku æ Agerbo beslå mæ guld djæ plåww (ell. hææsthåww). Anders Jørgensen, Søby, Fjends herred.
Jow, do æ sne joiv po et: har hastværk; slowwn: sagtne, de slowne mæ blæsten, også om pine; delken: skure, fordybning i gjenstande, kaldes også skrip; pejte: dunk, en donk sikåri; æwwl: soge trætte, ban æwle sæ enå po jæn, æwles å kjæwles; hjajj: et gammel udmagret og, også om personer, der ser forslidt og forasede ud, hærom hjajj ; skwajepøls laves af...
I Todbjærg haves ingen mouillerede lyd. I Panderup og Trige og så videre vesterpå siger man: Mand, wand. I Panderup siges: met hoo, i Todbjærg siges mot håwed. Audis, Randis, porresokke. I Mejlby siges: Ajs, Bajs. I Vejlby, Skejby, Kasted, Tiilst, Gjeding siges: A kjøwt en kow opo dæn man. Nord for siges: a dæn mali, og syd for ad Århus til: opo dæn man....
Når en grunkål har hvide blade, vil det drive: æ ku å æ kloww eller: æ kuen å æ stowtt. Postb. P., Fredericia.
Æ kuen græd, å æ bøen græd, å law æ så te mæ sjæl, ståj æ bitterdo å å slukgræd, sagde en mand til en anden, hvem han fortalte, at hans hus var brændt. Tingelev egn. Anua Ludvigsen.
Vor broget ku kom bromlend te by. æ hjoor han lejrer i eng å saucer i ly, vi lovted ham op mæ pivver a tromm, å kom vostebro i \vo hjores lomm. Rands, Gàrslev sogn. Jørgen Hansen.
Gi de \va awten, a ku kom i mi seng: gi de wa moon, a ku kom op igjen : gi de wa helmis. a ku fo mi løn: gi de wa markend, a ku blyw regtig kjøn. Vendsyssel. N. P. Christensen.
da.etk.JAT_01_0_00053
Der kommer en fremmed ind til en Furbo, og der i huset var de så omhyggelige for ham. Han skulde blive der om natten, men da han trak af hans klæder, sagde konen: "Do skal et læg di klæ/er få næer te æ baen djæs. Mås, få dæ ku gjår wæ hæld te å wær nå krå; i-ed." Lærer Lauritsen, Strandby.
I min barndom i Adslev blev der holdt kjørmesgilde omkring ved kyndelmissetide, enten lidt før eller lidt efter. Det var et bestemt lag, som holdt dette gilde hvert år, og det gik på omgang, så én holdt gilde ét år, og næste år naboen. En ugestid før gildet skulde holdes, gik bydemanden, som altid var skjænker ved gildet, og en mand af laget, omkring og...
Niels Mel i Langskov var så pudsig. En gang var han ude at kjøre med konen, og så væltede de. Hun lå indsvøbt i klæder og kåber og kunde ikke komme op. Så siger han: Nej, si, der er spå kunster i mi kuen! Han var en dag ude at ride, og lige med ét siger han: Min hest er bleven henne. Du rider jo på den, siger de. Ja, det gjør a jo Fanden støde...
Da a var en Knægt, gik a op i Rammelås-Bakker og samlede Bøller, og da hørte a, Bjærgmanden han slog hans Kister i Låse. Den Gang han flyttede derhen, sagde han: No pyttet han ålld di Dåwwer Sowns Hunnd, no wa han drawwet inden Rammelos Monnd, no ku han it vææ dæ få djæ Klåkker å djæ Genngganger. Jens Murer, Jegsen.
Der var kommen en ny præst til Råbjærg, som hed Mathisen. Den første søndag han prækede, råbte han så skrækkelig højt i kirken. Da de var komne udenfor, siger præsten til degnen, som hed Nielsen: Talte jeg højt nok i kirken? Han svarede: Ja si, kund Di hå tåld no høwer, ku de int ha skai. Næste søndag talte præsten endnu højere, og så spørger han...
Der blev gift et par folk i Karise, som var halte begge to. Da de så var bleven viede og gik ud af kirken, sagde den ene, idet han nu gik ned ad kirkegulvet: Jæ, håer fåtryt et, jæ håer fåtryt et. Den anden svarede: Du ku la væt, du ku la væt. Når dette fortælles, skal det være af to, som tager hiuanden under armen og går haltende hen ad gulvet. De...
De ræjner å blæser, å wejen æ så kold, wi arme smo høwre wi fryser i en båld; Guj gi, de war awten, å wi ku kom bjæm, å wi ku fo wo natter å kom i wo seng. Wejen: vinden. Fra Højene ved Hjørring. Marie Nielsen, Saltum.
Februar (guu) og måest, de mødtes i østerild klit. Da siger måest til guu: Håd a majt som du, skuld a frys kal i ku å mand te lu i en par læppet træsku. Mors.
