Forhen var der megen sejlads ind ad Nymindegab. Der var en 10, 11 fartøjer hjemmehørende der, og de gjorde en 5, 6 rejser om året til Hamborg efter kaffe, sukker, til England efter tvist, stentøj, til Riga efter hor, dun, til Norge efter træ. Alle skulde have noget af ladningen udlosset for at komme over den grund, der kaldes Pampus, og der lå da pramme...
1854 lille-juleaftens dag skar vandet ved Nymindegab sådan ind, at kontrollørhuset blev undergravet og faldt. Kontrolloren havde en ko, og kostalden faldt først. De var ved at bage til jul og havde deres småkager og kringler lavet, men måtte bringe det i ubagt stand over til kroen. Den vestre ende faldt strags efter, og beboerne måtte indrette sig i et...
Der er et Dødmandsbjærg mellem Gabet og Bjærggård. Min mand har været med til at kjøre ben væk derfra af mennesker. De fandt endogså hårfletninger der. Dem så han og taler meget om endnu. Maren Kierkemann, Hemmet mølle.
Fiskerne havde i halvtredserne fået sig indbyrdes indrettet en helligdagsanordning, så det var blevet vedtaget, at ingen fisker måtte gå ud om søn- og helligdagen inden kl. 4 om eftermiddagen. Når lodsen da hejsede flaget, var tegnet givet, og folkene strømmede ned til skibene, ti det gjaldt jo om, hvem der kunde komme forst ud. Den første havde...
I begyndelsen af århundredet kjendtes kaffen ikke her i Vium, og man forstod ikke at lave den. I Hermansgård havde de ikke en tekop, kun spølskåler at drikke af. Ved gilder søbede de alle varmt øl af ét fad. Ved siden af dandsestuen var et lille gjæstekammer, og der stod store stabler af skårne meldmader, omtrent som man nu sætter træ op, det ene lag...
Min stiffader boede i Gammel-Honning. Gården var formelig gravet ned i jorden. En gang gav det et stærkt snefog, så sneen lå op til fjerde rude, og da det nu gav hastigt tobrud, løb vandet ind ved syldstenene og stod langt op pa lergulvet i stuen; det stod langt op på boskaberne og odelagde dem. Vi måtte til at bære vand ud i spande, og jeg kan huske, at...
I Vrenderup, Fåborg sogn, var jeg som barn og så en stor åben skorsten. Der var så røget og tilsodet overalt i stuen, og der spiste man og opholdt sig og sov og vuggede børnene. Konen gik om aftenen (eller morgenen) og så ved lysepinde, men de havde også en tranlampe med sivvæge. Maren Kierkemann, Hemmet mølle.
Tæt ved Gabet har de fundet stenpikninger og kobåse, så de mener, der har været en by. maren kierkemann, hemmet mølle.
Der er en gård i Hemmet, som kaldes Hemmet slot eller slottet, den har indtil den sidste ejers død været fæste til Lønborggård, og der har i mands minde været spor af grave om den. Der siges, at den i sin tid var forvisningssted for en jomfru fra Lønborggård, der havde giftet sig under sin stand. maren kjerkemann, hemmet.
Historien om bygningen af Lydum kirke er den sædvanlige. Den ligger tæt ved sognegrændsen. mår. kierkemann, hemmet mølle.
Ku ildkugle er Johannes den Døbers hoved og hvirvelvinden er Susanni1. Marie Johansen., Bøffelkobbel.
da.etk.JAT_01_0_00508
War et Glomstrup håww, så ku æ Agerbo beslå mæ guld djæ plåww (ell. hææsthåww). Anders Jørgensen, Søby, Fjends herred.
I Todbjærg haves ingen mouillerede lyd. I Panderup og Trige og så videre vesterpå siger man: Mand, wand. I Panderup siges: met hoo, i Todbjærg siges mot håwed. Audis, Randis, porresokke. I Mejlby siges: Ajs, Bajs. I Vejlby, Skejby, Kasted, Tiilst, Gjeding siges: A kjøwt en kow opo dæn man. Nord for siges: a dæn mali, og syd for ad Århus til: opo dæn man....
Når en grunkål har hvide blade, vil det drive: æ ku å æ kloww eller: æ kuen å æ stowtt. Postb. P., Fredericia.
Æ kuen græd, å æ bøen græd, å law æ så te mæ sjæl, ståj æ bitterdo å å slukgræd, sagde en mand til en anden, hvem han fortalte, at hans hus var brændt. Tingelev egn. Anua Ludvigsen.
Vor broget ku kom bromlend te by. æ hjoor han lejrer i eng å saucer i ly, vi lovted ham op mæ pivver a tromm, å kom vostebro i \vo hjores lomm. Rands, Gàrslev sogn. Jørgen Hansen.
Gi de \va awten, a ku kom i mi seng: gi de wa moon, a ku kom op igjen : gi de wa helmis. a ku fo mi løn: gi de wa markend, a ku blyw regtig kjøn. Vendsyssel. N. P. Christensen.
da.etk.JAT_01_0_00053
Der kommer en fremmed ind til en Furbo, og der i huset var de så omhyggelige for ham. Han skulde blive der om natten, men da han trak af hans klæder, sagde konen: "Do skal et læg di klæ/er få næer te æ baen djæs. Mås, få dæ ku gjår wæ hæld te å wær nå krå; i-ed." Lærer Lauritsen, Strandby.
Niels Mel i Langskov var så pudsig. En gang var han ude at kjøre med konen, og så væltede de. Hun lå indsvøbt i klæder og kåber og kunde ikke komme op. Så siger han: Nej, si, der er spå kunster i mi kuen! Han var en dag ude at ride, og lige med ét siger han: Min hest er bleven henne. Du rider jo på den, siger de. Ja, det gjør a jo Fanden støde...
Da a var en Knægt, gik a op i Rammelås-Bakker og samlede Bøller, og da hørte a, Bjærgmanden han slog hans Kister i Låse. Den Gang han flyttede derhen, sagde han: No pyttet han ålld di Dåwwer Sowns Hunnd, no wa han drawwet inden Rammelos Monnd, no ku han it vææ dæ få djæ Klåkker å djæ Genngganger. Jens Murer, Jegsen.
