A war kp ve æ præjst å sku ha mi baer fond tot Så sa^ præjjstmadammen en kn/s fi-mø, a sku driÆ- ku\ mæn a villd er, á a såå: "Næjj tak, far æ buer hk wåt ed wal nr^er, de skal a et ha nøj kiv." E. T. K.
I Vindinge i Espe sogn ligger Storc-høj, og der er kalken kommen fra, som bruges i GjfOtteléV Lirke. En mand fra Balteskov red med den fra bjærgfolkene: Folg det jævne og ikke det hårde.- Ku gang kom bjærgmanden så nær, at han med den ene finger rev hestens ene bagsko af. Endelig smed lian bægeret ind pa kri-t< n jord o. s. v. Sadinge skole.
Min moder havde hjemme i Vejrum og tjente i Torup. Så vilde hun gå hjem en forårsdag, og så kom hun over en stor hede. Der så hun en plet ved vejen belagt med ene klude og trævlvr^rk og af alle slags kulører, men ingen ting tykte hun det duede til. Det var midt om dagen, og solen skinnede. Da hun om eftermiddagen gik hjem og forbi det samme sted, var der...
Min fader fortalte om en mand i Tingelev red navn Jeppe Bodiker, som kom ind til sin nabo og udbrod: Hær do hor, nabo, te di sæjer, te Struels vil ha, te vi ska ha en ån regiion. Så! sagde den anden, ku do nok skik dæ i de? Ja sågu, en sknld val. Hans kone kunde hverken udtale l eller r, og hun sagde da: Æ hæ så mind en goi mand, de va...
Der var brændt en gård i Randerup, og så blev der sendt bud efter Hans Outsen fra Drengsted, Peder Ottosen vilde uok have ham til at opføre det nye hus. Han kom så derover, og de gik omkring for at se, hvordan pladsen var, og hvordan det hele skulde indrettes. Som de nu kom til enden af stalden, det vil sige på tomten, så siger Peder Ottesen: Her har vi...
Hvis en høstkarl levner for lange stubbe i skaret eller skårkammen, spørger man husbonden med bentydning dertil: -Er du ikke bange, du kommer i fodertrang i år? Jeg borte en husbond bebrejde sin karl. at han ikke tog skar nok. D toe jo ent meje skar, end en ku slev a dot foer øwe<. Tre tagneg kaldes også en klæpling. Anden- halm knipper eller bus....
Klitboerne sagde sådan: À, Gu i himmelen, gi dænd skiv ku stræænd få wå land! Kom skibsfolkene levende til land, var de jo tilkomne af soen og kunde ikke forsvare dem. Så gav klitboerne dem et skrald af en ogse for panden og tog, hvad de havde. Povl Madsen, Gadbjærg.
Det var mit Ærende, at jeg vilde skrive om noget, jeg havde forglemt i Historien, og det var, te æ Kuen hun slot æ Tywwfenger mæ sød Mjælk, få dænd kund et blyw slot mæ andt. Sød mælk o: avflåt mjælk, ikke nymalket mælk. Sottrup S., Sønderborg A. Cæcilie Andresen, Snogbæk.
Han foppet å foppet: fumpede; dæ svar et lille skem sne på jorden: meget tyndt lag; de æ hwallriig falk: meget rige; a vel sæt æ ku m å æ åger: ud på agrene; å æ stæj : lige strags; her i Ry og omegnen siger de altid Himmelbjærg kald, a er nu 75 år og har aldrig hørt andet, min fader sagde det også. 129798. Jakob Snedker, Ry.
Skrommelbue: tung uhandelig person, som er kejtet og avet i sine bevægelser; båtti: hartad, næsten; buttel: mindre kar uden ører eller hank; skre: glat, han æ så skre som en mis (den lumske, underfundige); hjap-i-trow: den, der griber og snapper i alting: skøwel er et skjældsord til folk: a ka it hyt mæ få ku/d: nære mig for kulde. Adslev. Mikkel Sørensen.
Niels Pallesen i Sonderup var en gang kommen til skårgilde hos en gårdmand i hyen. Der var mange pæne folk med, både præsten, degnen og molleren. Niels Pallesen var nu slet ikke så grumme dristig ved at komme til bords med sådanne storhanser, for han var en grådig æder. Nå, der blev opvartet med suppe og ikke skårgrød, og han hug straks los på den, men...
Peder Mollers kone Pikke i Forballum hun sagde om hendes sygdom: De æ min tro, lissom æ ku ha en kårre tørresmol ennd i mi hiv, å så ær et, lissom æ lo ennd i æ pissel i æ soeld. å di hældt mæ åp å nier a mi ryg mæ gluend saend. Hun havde en blomst i vinduet, som hun kaldte æ fiisblomm. Hun var mange gange henne at røre i den, og så sagde hun: Æ skal...
En mand fra Volstrup havde været med i krigen, men kunde ikke snakke ordentlig. Da vi så fik deher bagladegeværer, hørte han jo tale om dem og interesserede sig en hel del for den opfindelse, men kunde slet ikke forestille sig, hvordan de var indrettede. Så sagde lian: A hå sku åsse wår soldat de om de, mæn a fåstoe sku endt rigtig såent deher mæ deher...
Gehejmeråd Holstein på Langetø var ikke noget slemt herskab. Et ar var der misvækst, og så lod han dele korn ud på godset. De fik fire skpr. rug for hvert barn, de havde. Men da han nu var god af sig, vilde hans folk benytte sig vel meget af ham. Da han nu opdagede, at de narrede ham temmelig meget, nar han var borte, og gik og drev, fandt han på at lade...
I kvægpesten blev alle kreaturerne her i egnen slået ned. Der blev gravet en stor lang grav ude i strandkanten i skoven ved Einsiedelsborg, og så blev alle folk beordrede til at drive deres kvæg derud, alt hvad de havde. Men en kalv eller kvie lob fra dem på vejen, og de kunde ikke få fat i den igjen, se den overlevede pesten. Ku blev dyrene slåede ihjel...
Bissekorset. Err i'err, stek holen i vejret, a bræmsen i lejret, ku kahbel åp, sa stelles du nak. Denne renise sagde vi hyrdedrenge for at få hinandens koer til at bisse. Ved err ferr sogte vi at efterligne bræmsens surrende lyd. 1 H. P. Feilbergs Bidrag til en ordbog over jyske almaesmal anføres et Når lignende remser, som kaldes bissekorset. I...
De, der går igjen, de skal komme tilbage tredje aftenen efter at de er døde. Så var der en kone i Stjær, hun havde så tit stået og vasket klæder for os hjemme, og nu var hun død. Vi havde fået et nyt stuehus bygget, og det, der før var stuehus, det blev nu fæhus. Så sidder a selve juleaften det var netop tredje aftenen efter at hun var jordet og...
En gammel løjerlig mand, der hed Per Stråånd og var fra Strandgårde i Vandborg, han kjorte en dag fra Lemvig. Da når en Harboorebo ham. Å, bette fåer, æ ku da wal et kom te å ååg mæ dæ en stoÆ; å æ wæj. Per Strand svarede: De ka do pinde jår. Da de nu kommer til korsvejen ved Hove kirke, hvor Harboøreboen skulde nør, og Per vester, lader han bæsterne...
En mands moder, en aftægtskone, blev meget syg ved St. Hansdagstide, og nu var han bange for, at hun skulde dø inden St. Hansdag; ti så tabte han retten til at slå en eng, som hun havde i fæste for sin livstid, og som han havde høet af. Lægen, eller hvem det nu var, mente, at hun havde godt af en flaske vin, og manden sagde da bekymret: Desem a weest,...
De war en måår, æ gik ne/er te æ hait', som æ gjør da så tit, å så gik æ naer o en stod. Dæær korner en feesker te-wæ, å wi føles aj. Så liig mæ jæt, så se/er vi de næ/est å en hus o æ straeri både tr<* å lejr å ste/en, dæn håj wat sat åp mæ ljærrwæge, å fårwe æ hus dæær war pe£et mæ hawwste/en som en o wal, æ tænt jo, de war fårwe æ uderdaer. Dær war...
