Her på egnen har det også været skik, når man begyndte på en gjerning, at sige: i Jesu navn. Når det var et naturligt udslag af øns ket om at have Jesus med sig i alle ting, så var det jo smukt og i sin orden, men tit blev det også brugt tankeløst eller som en slags trylleformular. Sådan blev det sagt om en karl, der skulde ud at ploje, at han, da han...
Der er et arbejde, som Fanden ikke kan gjore, og det er at bære staver (gjærdestaver). Han skulde pro ve det en gang og fik også en halv snes stykker på skuldrene; men så snart han begyndte at gå med dem, gled nogle ned med den forreste ende, andre med den bagerste, derved dannede de kors, og det kunde han ikke bære. Værre gik det ham dog en gang, han...
Den gang Niels Johnsen var en lille dreng, lob han en dag og legede på Kippinye gade. Så kom han til at kige ind på kirkegården gjennem tremmerne i lågen; der løb nogle små born i deres bare, nøgne skind og legede med noget sand og nogle tagpotter. Niels havde godt haft lyst til at lege med dem, men han kunde ikke komme der ind, og det var sagtens heller...
Skaden, den bedste bygmester blandt fuglene, skulde lære skovduen at bygge rede, derfor skulde skovduen give skaden en ko. Da de lige havde begyndt, sagde skovduen : «Nu kan jeg, nu kan jeg!» «Jaja,» sagde skaden, «så behøver jeg ikke at lære dig mere.» Derfor laver skovduen ligesom kun en begyndelse til rede, som man kan se igjennern neden fra, og som...
For at maren ikke skal ride ploven, bor der al tid holdes med hammelen vendt mod ost. k. Toxværd.
I Stavreby boede der et par folk, hvad de hed, kan jeg ikke huske, skjondt konen, som fortalte mig historien, mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Jsok er det, manden var en varulv, det var godt at se, for hans ojenbryn var sammenvoksede over næsen. Så skete det en gang, mens konen var frugtsommelig, at hun skulde med til Nykjobing, og da de kom...
I Hasselo-noret er en blødning, som hedder Hylleken eller Sortel/ylleken, for der er bare sort mudder og slet ingen rigtig bund at tinde. Ja, nu er den rigtig nok udtørret, men det er da ikke svært mange år siden, man ikke kunde fole fast bund med en aljerestage (ålejærnstage), og den er da heller ikke helt pålidelig på alle tider endnu. Der nede i...
Mads i Højet, den gamle Mads-Jenses fader, havde en ko, og det var sådan en skrap ko, men hun løb også al tid med en havtyr. Når hun var tyrgal, og de jog hende til vands i gadestovlen, så stak hun af oster ud af byen ad Ostersoen til, og de så hende ikke igjen forend om aftenen, men så vidste de, at hun var med kalv. Det havde de det rede med ; men da...
Nisser er kjendte alle vegne. Der siges her, at når en mand gjor mere fremgang end andre under lige forhold, så har han en nisse. I en by på Nordfalster havde to naboer hver sin nisse, men kun den ene mand gjorde fremgang, hvorimod den anden stadig gik tilbage ; men det kom af, at den ene nisse hed Lystig, den anden Pas på. K. Toxværd.
Karen Bodker fortæller: Den gang jeg var barn og var hjemme i Bruser up, så var jeg og mine brodre ude at forsyne kreaturerne. Drengene vandede kvæget, meu så vilde de ikke flytte fårene, det skulde jeg. Jeg gik så også hen til dem og begyndte at flytte dem, men lige med et kom der et pust op af jorden lige ved det ene lam, så det faldt, og der stod en...
Ude i Skjcelby er der en mand, og han er bleven jordskudt. Det var en dag, han var ude at ploje, så lige '-.r <, $p 24 A. Eliefolk. med ét kom der lige som et puf op af jorden, og så trillede der liere som et sort nogle hen ad furen foran ham. Han faldt naturligvis og blev helt syg og tosset i hovedet; kom sig gjorde han jo, men der er da dem, der...
I Lindeskoren ligger en temmelig stor sten med en hulning i overfladen som af et sæde; det er mærke af, at skovfruen eller ellefruen, hvad hun nu er, plejer at sidde der. I Hallerup skov er en lignende sten, der har «Mallemusse|| grete» sit sæde; ja, lige i de sidste år, har en gammel kone fra Tjareby set hende sidde der, når det blev lidt silde om...
«Mallerausse-grete» hedder et spogelse, som huserer i Maglemose ved Hallerup skov; men jeg tror ellers nok, at hun ikke er så slem nu, som hun for har været, for nu er mosen opdyrket. Den gang, da den lå hen som ellemose, skulde man helst tage sig i agt for at komme der ved aftenstide, ellers blev man elleskudt. Kræmrekaren, da hun tjente til Grigges,...
I gamle dage var egnen her beboet af små sorte, som vore stammefædre havde en hård kamp at bestå med, før de fik dem fordrevne. Endelig måtte de små rømme, men truede så med, at de vilde sende hævnere, som skulde blive meget vanskeligere at få bugt med. Og ganske rigtig, da de vel var borte, mylrede det med rotter og mus, og dem har man ikke kunnet...
Niels Mel i Langskov var så pudsig. En gang var han ude at kjøre med konen, og så væltede de. Hun lå indsvøbt i klæder og kåber og kunde ikke komme op. Så siger han: Nej, si, der er spå kunster i mi kuen! Han var en dag ude at ride, og lige med ét siger han: Min hest er bleven henne. Du rider jo på den, siger de. Ja, det gjør a jo Fanden støde...
Da a var en Knægt, gik a op i Rammelås-Bakker og samlede Bøller, og da hørte a, Bjærgmanden han slog hans Kister i Låse. Den Gang han flyttede derhen, sagde han: No pyttet han ålld di Dåwwer Sowns Hunnd, no wa han drawwet inden Rammelos Monnd, no ku han it vææ dæ få djæ Klåkker å djæ Genngganger. Jens Murer, Jegsen.
Der var kommen en ny præst til Råbjærg, som hed Mathisen. Den første søndag han prækede, råbte han så skrækkelig højt i kirken. Da de var komne udenfor, siger præsten til degnen, som hed Nielsen: Talte jeg højt nok i kirken? Han svarede: Ja si, kund Di hå tåld no høwer, ku de int ha skai. Næste søndag talte præsten endnu højere, og så spørger han...
Der blev gift et par folk i Karise, som var halte begge to. Da de så var bleven viede og gik ud af kirken, sagde den ene, idet han nu gik ned ad kirkegulvet: Jæ, håer fåtryt et, jæ håer fåtryt et. Den anden svarede: Du ku la væt, du ku la væt. Når dette fortælles, skal det være af to, som tager hiuanden under armen og går haltende hen ad gulvet. De...
De ræjner å blæser, å wejen æ så kold, wi arme smo høwre wi fryser i en båld; Guj gi, de war awten, å wi ku kom bjæm, å wi ku fo wo natter å kom i wo seng. Wejen: vinden. Fra Højene ved Hjørring. Marie Nielsen, Saltum.
