Hikken hører op, dersom vi kan gjætte, kvem det er, der snakker om os, for hikken kommer af, at der er nogen, der snakker om os. »Nu snakker de om mig, hvor de ikke kjender mig.« P. Jensen.
Marren er én, som man ikke kjender, men dog på en måde er elsket af. Det er mange gange let at hore, når marren kommer, man kan høre, den sætter sine træsko og går op i sengen; men vil man blot vende ryggen i vejret i sengen, så går den igjen. Marren vejer efter kyndiges sigende omtrent ved en sæk hvedemel. Når den, som sover hos den, der bliver...
Som hemmelige kunster i forbryderisk og usædelig henseende kjender man brugen af den dynd, der samler sig i slibestenstruget, som et fosterfordrivende middel (ligesom også Sevenbom), når man tager det ind. En utugtig pige skraber også noget af sine egne negle, vistnok nærmest for ikke at undfange. Pålignende måde bærer nogle en pennepose hos sig med...
Herregården Lykkesholin i Ellested sogn, Svendborg amt, har sit spøgeri såvelsom alle andre gamle herresæder. Husmand Chr. Rasmussen i Gulev Sølt har fortalt mig, at 0der er en port ind til borggården, som aldrig kan være lukket. Årsagen dertil kjender han ikke, men nogen natlig færd er det nok, som er skyld deri. Inde i borggården hører man dæ også...
Ravnenngernes gjodning bliver til orm, som uugerne lever af, indtil moderen kjendes ved dem.
Skidt folk kjender hundene al tid, og de forfølger dem. A. E. Jakobsen.
Den søndre å gjør skjel imellem a og æ hele vejen vester ud fra Bevtoft. Længere oster på kjender æ det ikke. Altså siger folkene i Tirslund, Abøl, Højrup æ til dem selv. Dog gjør Hjartbro og Grøngård en lille undtagelse. Folkene der siger også æ. skjøndt de bor nord for åen. Mette Marie Nissen, ørdrup.
da.etk.JAT_06_0_01273
Pastor Heilmann i Åby ved Åbybro var gået ud i sognet for at se tilJ folk, og der kommer han til et sted, hvor han træffer konen hjemme. God dag, siger han. >-Ja; vi har sku ikke noget at give dig, siger hun, vi kjender nok, hvad sådanne karle vil, vi har ikke noget at give dig. De tager vel fejl, - siger,*, præsten, De véd nok ikke, hvem...
Så snart et barn er født, skal man slå en bog op og holde hen for det, så skal det blive godt til at lære.
En pige var gået op pa æ hjald og skulde rive hø ned. Men hjalden går jo i stykker, og hun bliver hængende med benene og enden neden for. Altså råber hun på, at de skal komme og hjælpe hende. Så kommer manden neden under og spørger om, hvem det var, der var i fare. Ja, det er mig", Hvem mig?" Kjender I mig ikke?" Nej, a kjender dig ikke i den...
To Himmelboere, Jens Kristian og Jens, var ovre på Fur. Jens hilste på dem, de kom i mode med, og de svarede stadig: Godaw ijæn. Han misforstod dette og udtalte sin forundring over, at alle her kjendte hans navn. Jo, svarede Jens Kristian, de Furboere kjender jo alle folk. Fovlum.
da.etk.JAH_06_0_00475
Der var en mand, der lå for døden, og så sendte han bud efter præsten, han vilde skrifte for ham. Ja, hvad han havde da gjort. Han havde slået én ihjel, men a har reddet en anden sit liv, så det kan vel skarre. Nej, Vorherre kjender ingen skarren til, siger præsten. Så er han heller ikke ved æ ret, sagde manden. N. J. Termansen.
På en bjælke i Hvidbjerg kirke har stået følgende: "1 Akjær hale og Gaskjær mose er disse bjælker hugne". Akjær hale og Gaskjær mose kjendes endnu, men der findes intet spor af skov h. a. b.
A har set varsel for min egen fader. A lå og sov, men vågnede op og hørte én, der kaldte lige så sagte ved vinduet: «Luk mig op, du kjender mig nok.» Da a horer rosten, ser a efter den, og ser da udenfor en stor hvid skikkelse. Min fader var også en boj mand. A var lige så lysvågen, men ikke det mindste ræd. Der gik næsten et helt år efter, inden han...
Der var en karl, der rejste så langt omkring, og han var kommen ind i Afrika. Der kom en herre og kjendtes ved ham, som han aldrig havde set. Da sagde herren: «Det var dog mærkeligt, for jeg har boet på din faders gård i mange år og er der bleven behandlet så godt.» Her var han herre om vinteren, og han var så glad ved den her karl, og han blev der den...
Ovre ved Svejbæk var der to dværge med store hoveder. Det var to kvindfolk, og de var gamle. Der var et rundt bord i stuen, og så snart de kom op, begyndte de at gå runden om det, og det blev de ved med hele dagen. Når den ene fik i sinde at vende sig, så vendte den anden sig også. De kjendte alle folk og kunde godt huske og godt snakke. Når der nævntes...
Sønden Slmllcendrup ligger tre små høje hos hverandre, der kaldes Fojgse bjærge, til hvilken kjendes en liden sti, når kornet står og gror, og ingen véd, hvorledes eller hvorfra denne sti kommer. Ole Worm.
Ravnene vil i begyndelsen ikke kjendes vod deres unger, fordi do er hvide. 147:1 og 1474. S. Ditlevsen.
da.etk.JAT_01_0_01474
I Gundesbøl havde de sådan små vinduer. Ud til vejen sad der lige et par glas, som var sat ind i lervæggen. For landevejen gik lige der om ved, men det var jo ikke hver dag, der kom nogen ad den. Mand og kone var meget nysgjerrige, og de kunde lige stå og kige ud ad hver sit glas. Så siger manden til konen: "Du vil nu altid sta i det bedste hul, og du...
da.etk.JAH_03_0_00033
