At ride sommer i by er her næsten gået af brug. Karlene er meget pyntede med snore, bånd og silketørklæder, hattene er helt bedækkede med snore, bånd, sølvlænker og hovedvandsæg. Hestene, især deres lædertøj, er også pyntede, og deres hoveder forsynet med stads. Til denne fest bruges to såkaldte blus, konerne pynter det ene, og pigerne det andet; men...
Inden man rejser sig fra bryllupsbordet, går der en tallerken om for musikken og dernæst en for de fattige. Derefter begynder dandsen. Det har før været brug, at brudens fader forst dandsede en menuet med hende, og når den var til ende, overgav hende til brudgommen, som ligeledes dandsede en menuet med hende. Så kom turen til de øvrige slægtninge, og...
Gjæsterne mødtes i bryllupsgàrden til bestemt tid og modtoges med musik. Når de kom ind, fik de brændevin og et stykke tør bygkage, hvoraf de tog en lille mundfuld til brændevinet, men puttede resten i lommen og tog med sig hjem. Derefter steg man til vogns og kjørte ud af gården under musik. De, der er fra byen, hvor brylluppet står, følger ikke med...
Fur udskiftningen havde hver by sit mærke, hvilket var meget nødvendigt for at kjende, hvad der hørte til enhver sà vel af kreaturer som af andre ting, da sà godt som alt var fælles. Kalv have bymærke var: OOOX. Foruden bymærke havde hver mand sit bomærke; dette var også anbragt pa kreaturerne og alle hans ting. R. Olsen.
da.etk.JAH_01_0_00020
I Nymølle, som tilhører Langebæk mølle, har fordum været et smeddeværk, som gik ved vand, og smeden kaldtes lesmeden. Han skal have været så ilter af sig, at når nogen sagde ham lidt imod, slog han løs på ham med det gloende jærn. Mange år efter ved højtiderne hørtes her et stærkt bulder, det skulde være smeden, som spøgede, og endnu bestandig brugte sin...
I den ny grusgrav, Kalvhave sogn, på gårdmand Hans Olsens lod i Bael er fundet en del menneskeben. Jeg har selv sét hele og nogle stykker af hovedpander samt en del lårknokler, der lå i øst og vest, 3A al. under jordens overflade, men ikke tegn til træ eller klædningsstykker. De fleste af dem var meget tykke i benet omkring issen. De skriver sig...
Sløttebanken er i Pedersgårds skov eller, som den af almuen kaldes, Hovskoven, og har sit navn af, at der i ufreds tider har stået en vagtstøtte der eller en bavn, hvorved er gjort bavnevagt. R. Olsen, Vordingborg egn.
En Fynbo havde læst i en gammel fynsk bog, at i Sjælland var ct bjærg, som hed Knlsbjærg, og der udi en jærnport, og hvem der kunde nå at komme igjennem den, kunde få rigdom nok, ti der inden for var meget sølv og guld. Underligt var det, at den samme mand kom til at være nabo til Kulsbjærg, nemlig på den såkaldte "Skov", men meddeleren tror ikke, han...
En mand på Møen havde en gang læst i en gammel bog, at i en høj i Sjælland, der hed Kysehøj, skulde være nedlagt et guldsværd med en guldkjæde ved. Da samme mand var kjendt med højens ejer, lod han grave i den for at finde skatten, og ejeren satte han til at være opsynsmand ved arbejdet. Efter hans foregivende fandtes der imidlertid intet, dog mener...
På Niels Skinders lod i Viemose er en stor høj begroet med buskads, hvor der skal være fundet en stor gryde. Et par af mandens børn lå og grov i højen, og da stødte de på noget jærn, hvorpå de løb ind til deres moder og fortalte, hvad de havde opdaget. Hun tyssede på dem og begav sig skyndsomt ud for selv at undersøge stedet. Hvad der fandtes, blev holdt...
En kone på 77 år fortæller, at hun i sin ungdom har set det brænde i Frans Pedersens grusbanke i Viemose. Da landevejen blev anlagt gjennem Viemose by, fandt en bonde fra Sandvig i denne grusbanke et skrin, men hvad der var i det, videsej. Så meget er dog vist, at bonden i en hast forvandledes fra en fattig til en rig mand. rasmus olsen.
Tronehøjene har været, hvor Pedersgård nu står, men ved gårdens bygning er de bleven sløjfede. Hvor møddingen er, skal have været et uføre, så at intet kreatur kunde gå der. En gammel kone i Kalvhave siger, at hun har kjørt plov der, hvor Pedersgård nu ligger. r. olsen.
Der skal før have været orgelværk i Kalvehave kirke, men da der en gang spilledes derpå, skal det af den stærke lyd(!) være faret ud af kirken og ud på den strandklint, som kaldes Arehovedet. Men da der er et Arehoved på Jakob Kræmmers lod, og et andet på degnens, er det vanskeligt at afgjøre, hvor orgelet egentlig er faret hen. r. olsen.
Stodderstubben er på den mark i Kalvehave, som er syd for landevejen tæt vest for byen. Der har før været et offersted samt en stor mængde sten, hvoraf de fleste nu er bortførte. For nogle år siden var stubben større, men i følge et gammelt sagn må den ej fyldes rent op, for så vil ejeren have uheld med sine kreaturer. Der er også et andet sagn angående...
Ouds moders liijj ligger på gårdmand Anders Knuds mark nordvest for Ærtchojene, Vordingborg-egnen. Nogle beretter, at de for omtrent 16 år siden har set det brænde i denne hoj. Efter et gammelt sagn skal det kun brande én gang for hvert hundred år. R. Olsen.
På Hans Mortensens lod på Lango i klinten ved den søndre side ud imod ostre hoved har fordum en lindorm haft sit ophold. Medens han var der, kunde de ej komme der nær ved at ploje formedelst hans skrig, men ved at skyde en del sten der omkring jog de ham bort. Han tog da sin kås ned forbi Kalvehave færgegård med en forfærdelig brusen i vandet, og siden...
Da kong Voldemar efter sin død drog omkring på jagt, havde han også sin vej igjennem Jens Bryggers gård i Stensby. En gang traf det, han kom der igjennem, da konen var i færd med at brygge, og det var just Voldermissedag. Voldemar kom ind og forlangte noget at drikke, som han også fik. Så bad han hende at holde sit forklæde op, og det gjorde hun også....
En karl red en nat forbi Pølse høje ved Kalvehave. Da stod en af dem på støtter o. s. v. Da han red med bægeret, råbtes der fra højen: "Å, Énben løb og tog Guldben med sig." Andre siger, at én løb efter ham og sagde: "Stat, gilding!" Men karlen svarede hver gang: "Løb, vrinsker!" Han var knap inden for sin husbonds port, før de var uden for den. Da han...
1846 blev alle sten bortførte fra Rappe Røjle til afbenyttelse til grund for en mølle, som skulde bygges i Kalvehave. Der var ikke andet i højen end sten og jord. Men i al den tid, der blev arbejdet på at bryde og flytte stenene, gik der bestandig to harer, og den ene havde en lang hale ligesom en ræv. Det fortælles af flere, som påstår at have set dem...
Ormefruen kaldes det sted, hvor Jens Pedersen Kjøbmands gård nu står (Kalvehave). Der var tilforn to eller tre småhøje, som ved gårdens bygning blev sløjfede. Efter beboernes fortælling var der i førstningen spøgeri der, og karlen kunde ikke ligge i karlekammeret, så de måtte flytte det. I Jens P. Kjøbmands tid skulde de en gang grave et dødt føl ned ude...
da.etk.DS_01_0_00609
