At der har været skov her på Jeginæ, viser hullerne ude i heden. elsk kristensdatter, jecind.
da.etk.DS_03_0_01956
Jæ trinner. trån, håår tronned; jæ vældter, vålt, håår vålted; jæ væller (vælger), valte, håår vulled: jæ balder, hult, håår hulled; ska vi mue: bytte ubeset. Fra Nord-Falster. Karen Toxværd.
Knappenål' å knyww ka kjærlighed fædryww, Sojnool å skie ka kjærlighed fårmie, sojnool å sæm drywe kjærlighed frem. Jeppe Jeusen.
i Højlund i Borup skov har været nogle -at de sidste ulve, og man viser endnu hullerne, som de skal have skrabt sig ned i om vinteren og ligget der til vinterleje. De er oppe pa bakkekammen og kaldes Ulvehullerne. Lærer K. N. Hovgárd, Taning.
Der er et hult bøgetræ i Kjeldgård have, og der står vand i det hul selv i den tørrcste sommer. Det kommer af, at en pige har der født i dølgsmål og begravet barnet under træet. jebjærg HØJ3KOLE.
En jomfru gjente hendes stude ud en nat, og hvor de lå om morgenen, vilde hun bygge en kirke. De lå sådan i et bløde, men så byggede hun kirken et stykke vest for. Den kaldes Lundø kirke. Hun byggede en gård norden for byen. Men denne er nu ikke på sin gamle plads, for man har kunnet se kjælderne og hullerne, hvor gården har ligget. ane kirstine...
I Stege-egnen, vest for, er Frenderup, en lang og rummelig by, der i sin nærhed har Grøns grav, hvorpå ligger en sten, som klinger ved nok så ringe berøring, som om der var hult under den.
I 0 skov, Øland, var der for nogen tid siden et gammelt træ, som kaldes Stålkakkeknmen. Det var hult, og hulningen var så stor, at en mand kunde få rum deri. Ved dette træ gik der ofte om natten en hovedløs hest. N. Chr.
Mod maren skal man tage et sold over hovedet, og når hun kommer, må hun sætte sig derpå. Hun kan da ikke gjøre én noget, for hun har talt alle hullerne, og hun kan ikke tælle længere end til fire. «Når jeg får talt alle disse gukker, skal jeg dig gihi!» Men hun må blive ved at tælle: 1 gukke, 2 gukke, 3 gukke, 4 gukke. N. P. Nielsen.
Et sagn benfører Svenskernes landgang fra det lille bælt (30. januar 1658) til landtungen Alehoved i Føns sogn, men et andet sagn mælder, at de gik i land på en landtunge af samme navn ved Båring skov, en mils vej øst for Strib. Da Svenskerne huserede her på egnen, havde de deres kvarter i Kavslunde. Derfra afsendtes jævnlig afdelinger af krigsfolk for...
I egnen om Sonder-Kongerslev har de trunder. En trunde er et hult træ, der sættes ned ligesom et kar, og hvoraf vandet hele tiden vælder ud. Allerøverst i byen er en sådan trunde, men allernederst i den er der så langt til vand. at det er helt mærkeligt. S.-Kongerslev.
En mand var så plaget af mareridt. Så satte han et sold for sengen, for han vidste, at maren skulde tælle alle hullerne deri, for den kunde ride ham. Han hørte, den sagde én to, én to, men den kunde ikke tælle mere end til to, og da den nu ikke kunde tælle alle hullerne, så blev han fri. Lærer Mortensens kone, Vinding.
Både i kjæret her sønden for byen og oppe i heden norden for er spor af ulvegrave. Hullerne kaldes endnu Ulvegravene. Folk indrettede dem som en musefælde og lagde lam derud for at lokke dem. S.K.Andersen og Bertel Krog, V.Hassing.
Dei går en vej vesten om Fovlum kirke, og der haren gang været rovere, som har spændt lænker over vejen for at kunne høre ned i deres kule, når der kom rejsende. Hullerne har været der tæt ved. Post-Lavst, (Lavst Sørensen), Ullits.
Der skal være et træ i Lindum skov, der er hult, og det tor ingen komme til. Et par mænd var nysgjerrige og vilde hen og se ned i det. Den ene var nærmere ved end den anden og så derned, og til ham kom der en skiveise, som sagde: <Så du, hvor a bankede ham der nede?* Han s varte : «Ja, efter ham igjen!» og så skyndte han sig bort med den anden, men...
Min moder tjente ovre ved Grumstrup, og da kom der en dag om vinteren et nogent barn ind og satte sig på skorstensskjodet. De havde store skorstene den gang, og da konen skulde hen og rore i gryden, så hun, at barnet var hult bagtil. Så snakkede hun til det og spurgte hende, hvem hun var, og hun vilde også rore ved hende. Men så sprang barnet ud af doren...
Der er et sted i Øster-Ejolsen, der kaldes Sandbakkehullerne. Der har man i umindelig tid hentet gulvsand, men forhen brugtes det til skrivesand, da det er meget fint. De gamle mænd i Kjølsen tog deres skindbukser, bandt for den nederste del af dem og fyldte dem så med sand, hvilket de da førte til Viborg og solgte. Således hjalp de sig med dem, fordi de...
Sorte-Kaj i Rind kunde lade hendes kande gå forved sig, og så sagde hun: »Salder så af!« og pirrede til den med hendes kjæp, så skred den af. Hun var jo så ohængs med mælk, men gav de hende ikke, så forheksede hun køerne. Der var så hult ind under dørtræeme, at når de så, hun kom, så lagde de en birkelime der ind, og den kunde hun ikke gå ind over. Når...
Der er noget skov på Balleskov mark, det kaldes nu blot Holm, men i gamle dage Jubelholm, min bedstefader har ejet det. Balleskov var i ældre tid en herregård, og så hørte skoven under den. På min bedstefaders tid ejedes den af Anders Dyhr, og da boede der en skytte i den skov, han hed Kristen Skytte. En aften han går hjem, da kommer han til at følges...
da.etk.DS_05_0_00989
På Højris er en jomfru indmuret, og hun gik igjen i et gjæstekammer, hvor ingen turde ligge om natten. Hun gik derfra og ind i den store sal og så tilbage igjen. For nogle år siden faldt et stykke mur i salen ned, og da såes der et hult rum, som et menneske kunde have stået inde i. Fru Brask, Junget.
